At finde det smukke i alt det grimme

I starten af 2005 havde jeg en samtale med en veninde, der sagde følgende ord: ”Det er egentlig lidt fedt med den der tsunami, for det viser, at man ikke bare kan løbe om hjørner med naturen. Mennesker tror, de har styr på alt muligt, men så kommer naturen og er totalt ligeglad med, hvad de går rundt og har gang i.” Jeg tror, at hendes holdning ville have været meget anderledes, hvis hun selv var ét af de utallige mennesker, hvis liv ændredes totalt i løbet af et enkelt sekund. Eller hvis hun fik set “The Impossible”.

Med den rette filmmager i instruktørstolen kan et godt drama bibringe tolerance, næstekærlighed og indsigt. Det er lige præcis det, Juan Antonio Bayonas vil med “The Impossible”, der netop handler om tsunamien, der bombarderede Thailands vestkyst den 26. december 2004. En engelsk familie er på juleferie i den asiatiske nation for at slappe af og blive fri for den daglige trummerum. Efter lidt almindelig familiehygge og småbekymringer om arbejdet sker katastrofen, der får alt andet til at virke ligegyldigt. Familien bliver splittet på brutal vis, og børnene og forældrene skal nu til at overleve på egen hånd, mens de desperat prøver at finde tilbage til hinanden.

“The Impossible” kunne sagtens have forfaldet til sentimentalitet og pladderromantik, alt imens violinerne kom på overarbejde, men heldigvis bevarer Bayonas den sobre tone og lader hele tiden realismen komme først. Det betyder dog ikke, at følelserne ikke skinner igennem. Nej, her skal man huske sine Kleenex, for tårekanalerne får nok at se til under filmens 107 minutter. Men det er følelser, der kommer fra et ægte sted, og som ikke bliver fremelsket af meget andet end medfølelse for andre mennesker. Men filmen havde naturligvis ikke gjort så stort indtryk, hvis ikke alle bærende de kræfter foran kameraet havde leveret en fuldkommen fantastisk indsats, hvilket de gør. Derfor er det heller ikke besynderligt, at Naomi Watts i år er nomineret til en Oscar, mens det derimod er overraskende, at Ewan McGregor ikke er.

Men når en film som “The Impossible” ikke læner sig op ad det følelsespornografiske maskineri, hvad skal den så læne sig op ad? Bayonas svar er at tro fuldt og fast på tilskuerens intelligens. Han tager den sande historie om Bennet-familien seriøst og bruger deres virkelighed som et overbevisende fundament til en gribende historie, hvor der altid er glimt af livsglæde. Selv i den værste stund er der skønhed at finde i de små øjeblikke. En krabbe, der prøver at finde balancen efter tsunamien… En lille, befriet dreng, der drilsk roder i sin redningskvindes hår, mens de bruger deres sidste kræfter på at overleve… Og selvfølgelig godheden i andre mennesker, der viser sig i både små og store handlinger på tværs af kulturer, sprog og bosteder.

Det eneste generende ved “The Impossible” er sjovt nok også det, som den promoverer: At den er baseret på en sand historie. Dette vil desværre sige, at vi ved, hvordan alting afsluttes. Selvfølgelig er det til tider en lise, men for det meste tager det brodden af den spænding, der er alfa omega i bestemte scener. Ligesom vi i “127 Hours” vidste, at Aron Ralston til sidst ville gå fra grotten én arm mindre, ved vi, at Bennet-familiemedlemmerne (vi undlader naturligvis at afsløre, om de alle overlever den forfærdelige katastrofe) nok skal klare sig igennem alle strabadser, eftersom de siden hen har fortalt deres historie. Derfor kan spændingen aldrig nå helt op til de største højder, og, øv, hvor er det bare ærgerligt!