Utak er verdens løn

Med den verserende golfkrig og den højaktuelle amerikanske præsidentkampagne frem til valget 4. november kørende på fulde blus, så er det ikke svært at se en relevans i Paul Haggis’ medrivende, men også dybt foruroligende “In the Valley of Elah”, der sætter fokus på Irak-krigens efterveer i det amerikanske samfund og hører til blandt årets absolut bedste film.

Selv om filmen ingenlunde er den første til at dissekere den problematik, så hører det til sjældenhederne, at der skeles til krigens indflydelse på hjemmefronten med så alvorstunge miner. I den altoverskyggende hovedrolle finder vi en indlevende Tommy Lee Jones i rollen som den formelle og lidt stivnakkede Hank Deerfield med en mangeårig karriere i militæret bag sig. Rollen er blot den seneste af flere uafrystelige personportrætter – hvem husker ikke hans tilsvarende indsats i Coen-brødrenes mesterlige “No Country for Old Men”? Det er et imponerende år, skuespilleren efterhånden kan se tilbage på.

Det er med ham, vi føler og lider, da det kort inde i “In the Valley of Elah” erfares, at den yngste søn kort efter hjemsendelse fra veludført tjeneste i Irak til en base i det vestlige USA slet og ret er forsvundet fra jordens overflade. Deerfield senior drager derfor til det lille lokalsamfund nær den mexicanske grænse og begynder på sin egen bedrevidende facon at stykke de små brikker sammen i håb om at finde frem til sønnike, forberedt på det værste. Uventet assistance henter han i kriminalbetjenten og alenemoren Emily, som udfyldes opofrende og intenst af eftertragtede Charlize Theron. Men også på hjemmefronten flankeres Hank med en uopslidelig støtte hos den hjemmegående ægtefælle i Susan Sarandons tudefærdige Joan. De to har flere gange spillet sammen, men modsat den uforglemmelige “Thelma & Louise” står de denne gang på samme side af loven.

Undervejs, som oplysningerne med besvær kommer frem i lyset, får Hanks ellers så patriotiske forhold til sit lands krigsmaskineri et par ordentlige hak i tuden. Den aldrende personage har allerede mistet én søn i uniform, og en del tyder på, at den sidstfødte er røget samme vej. Værre er imidlertid det billede, der løbende stykkes sammen af videooptagelser på sønnens fundne mobiltelefon. Optagelser, som indikerer, at besættelsesmagtens opførsel i det uroplagede land i Mellemøsten er alt andet end glorværdig.

Problematikken i “In the Valley of Elah” er velkendt, men denne gang fortalt på en måde, der får denne anmelder til at kippe med flaget i fryd og gammen. Paul Haggis’ seneste værk læner sig op ad episk mesterlige dimensioner, er både velfortalt og velkonstrueret, men har også noget ufatteligt stort på hjerte. Meget ligger i det forsagte såvel som det usagte, militærets skumle miner og ærefulde kodekser. Sideløbende lurer et far-søn-opgør, som har militæret som fællesnævner og får sin egentlige katarsis i faderens vrede på sin gamle arbejdsgiver.

Filmens titel refererer til en gammel anekdote fra biblens gamle testamente, men som angiveligt også er berørt i Koranen. Pointen er den, at Kong Saul drevet af frygt for sin fjende ikke tør udkæmpe et slag mod kæmpen Goliat, men i stedet sender den lille dreng og senere konge, David, som har modet dertil. Den tykke morale er faktisk et retorisk spørgsmål med krigen i baghovedet: Hvordan kan vi se os selv i øjnene og sende ‘drenge’ i krig mod en fjende, vi ikke forstår, i et land, vi ikke kender, og blot vende dem ryggen, hvis de overlever og vender hjem til Guds eget land efter endt militærtjeneste? Utak er som bekendt verdens løn.

Først og fremmest er “In the Valley of Elah” en tankevækkende film om følgerne af en hvilken som helst krig, særligt hvis der ikke tages ordentligt hånd om efterveerne på hjemmefronten. Reaktionerne og måden at komme videre på oven på de hårde oplevelser er mange og forskelligartede. Men her har vi også et opdateret billede af det amerikanske samfund. Et samfund på godt og ondt, hvor manden på gulvet også tabes på gulvet. Det er et samfund præget af fordomme, vold, aggressioner og racisme; et samfund, hvor noget – og det gælder også vort eget – er gået helt galt. Som Hank understreger i filmens døende minutter, er “In the Valley of Elah” et nødråb om, at noget er rivravruskende galt i de forenede stater. Krigen har ganske vist efterveer, men her har vi slet og ret et land i nød.

Video

Billedsiden har et ganske attraktivt udseende. Det skyldes ikke mindst det knivskarpe look, Roger Deakins’ mageløse billeder og de varme, stærke farver, som kun plages af enkelte mindre udsving. Der er desuden ikke nævneværdige komprimeringsfejl eller støj, og også kontrasten ligger hele tiden på et stabilt leje.

Audio

Også lyden gør sig glimrende og fås i de to engelsksprogede DTS HD Master Audio 5.1- og DTS HD Master Audio 2.0-lydspor, hvor dialogen først og fremmest er krystalklar og uden de fjerneste overstyringer. Ligeledes kommer den voluminøse underlægningsmusik flot ud i alle kanaler, men overdøver heldigvis aldrig den velkonstruerede atmosfære, de distinkte lydeffekter og de få vellykkede lydpanoreringer.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet placerer sig på det jævne med to udmærkede featuretter og en enkelt fraklippet scene – alle vist i Standard Definition. Her knyttes bånd til den verserende krig, og igennem interviews med de medvirkende – som også oprindeligt har været under tjeneste i Irak – uddybes holdninger til krig og ikke mindst, hvad der venter, når de atter vender hjem til en normal hverdag. Et opsigtsvækkende materiale, som skriger på mere.

I sorgens dalDet siger noget om hans alsidighed, at Tommy Lee Jones, der modtog sin hidtil eneste Oscar-statuette for rollen som den hurtigtsnakkende politimand i “Flygtningen”, nu igen blev nomineret for en rolle, hvor han sjældent taler. Sidst vi så ham var i Coen-brødrenes sublime “No Country for Old Men”, hvor han formidlede Cormac McCarthys tekster på en fuldstændig fantastisk vis, men hans præstation står på ingen måde tilbage for den, han leverer i Paul Haggis’ “In the Vally of Elah”. Tværtimod.

I denne film spiller han Hank, som er far til en ung soldat, der har været udstationeret i Irak. Han modtager et opkald fra hæren, der oplyser ham om, at hans søn Mike er udeblevet fra tjeneste. Hank, der ikke engang var klar over, at Mike var vendt hjem til USA, beslutter sig for at tage til sønnens base for at undersøge sagen nærmere. Hank, der selv har en fortid i militærpolitiet, møder dog ikke megen samarbejdsvilje fra hærens side. Han finder dog sønnens mobiltelefon. Telefonen er beskadiget, men man kan dog se brudstykker af sønnens optagelser i Irak.

Hank opsøger det lokale politi, hvor betjenten Emily Sanders, spillet af Charlize Theron, umiddelbart afviser ham. Da Hank kan fremvise beviser, der synes at pege imod hærens forklaring, indvilger hun dog i at hjælpe ham. Sammen begynder de at efterforske sagen, og efterhånden synes alt at tyde på, at en forbrydelse ligger til grund for soldatens forsvinden. Hank bliver snart konfronteret med sider af sønnens personlighed, som han ikke kendte.

“In the Valley of Elah” er instrueret og har manuskript af Paul Haggis, som stod bag Oscar-vinderen “Crash” samt forskellige manuskripter til bl.a. Clint Eastwoods to Iwo Jima-film. Haggis er ofte de store budskabers mand, hvilket både kan være en positiv, men også til tider en lidt irriterende oplevelse. “In the Valley of Elah” har også sin del af vægtige budskaber, men er dog mindre tynget af det end nogle af Haggis’ tidligere film. “In the Vally of Elah” er grundlæggende et krimidrama, men vægten er så absolut på dramaet frem for spænding. Filmen er ikke egentligt optaget af, hvem der har gjort hvad, men snarere i hvorfor det gik galt til at begynde med.

Der er en stille sørgmodig stemning over landskabet fra første billede, og vi kommer hurtigt til at vente det værste. En af filmens største styrker ligger i dens neddæmpede natur og autentiske præg. Ingen af personentegningerne er karikeret, men er passende formidlet. Filmens primære force er og bliver dog Tommy Lee Jones, som er overvældende god i rollen som den bekymrede far. Man tager hurtigt sig selv i at sidde fascineret tilbage, mens man betragter den naturlighed, hvormed han formidler stoffet. I en af filmens hovedscener fortæller han Emilys søn den bibelhistorie om David og Goliat, som titlen refererer til. Historien er ærlig talt lige på grænsen til at blive en overpædagogisk belæring, men takket være hans formidable præstation bliver den i stedet en af filmens bedste scener.