In the Valley of Elah
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 19. okt 2008 | Af: kaduffo | Set på Blu-Ray
Med den verserende golfkrig og den højaktuelle amerikanske præsidentkampagne frem til valget 4. november kørende på fulde blus, så er det ikke svært at se en relevans i Paul Haggis’ medrivende, men også dybt foruroligende “In the Valley of Elah”, der sætter fokus på Irak-krigens efterveer i det amerikanske samfund og hører til blandt årets absolut bedste film.
Det er med ham, vi føler og lider, da det kort inde i “In the Valley of Elah” erfares, at den yngste søn kort efter hjemsendelse fra veludført tjeneste i Irak til en base i det vestlige USA slet og ret er forsvundet fra jordens overflade. Deerfield senior drager derfor til det lille lokalsamfund nær den mexicanske grænse og begynder på sin egen bedrevidende facon at stykke de små brikker sammen i håb om at finde frem til sønnike, forberedt på det værste. Uventet assistance henter han i kriminalbetjenten og alenemoren Emily, som udfyldes opofrende og intenst af eftertragtede Charlize Theron. Men også på hjemmefronten flankeres Hank med en uopslidelig støtte hos den hjemmegående ægtefælle i Susan Sarandons tudefærdige Joan. De to har flere gange spillet sammen, men modsat den uforglemmelige “Thelma & Louise” står de denne gang på samme side af loven.
Problematikken i “In the Valley of Elah” er velkendt, men denne gang fortalt på en måde, der får denne anmelder til at kippe med flaget i fryd og gammen. Paul Haggis’ seneste værk læner sig op ad episk mesterlige dimensioner, er både velfortalt og velkonstrueret, men har også noget ufatteligt stort på hjerte. Meget ligger i det forsagte såvel som det usagte, militærets skumle miner og ærefulde kodekser. Sideløbende lurer et far-søn-opgør, som har militæret som fællesnævner og får sin egentlige katarsis i faderens vrede på sin gamle arbejdsgiver.
Først og fremmest er “In the Valley of Elah” en tankevækkende film om følgerne af en hvilken som helst krig, særligt hvis der ikke tages ordentligt hånd om efterveerne på hjemmefronten. Reaktionerne og måden at komme videre på oven på de hårde oplevelser er mange og forskelligartede. Men her har vi også et opdateret billede af det amerikanske samfund. Et samfund på godt og ondt, hvor manden på gulvet også tabes på gulvet. Det er et samfund præget af fordomme, vold, aggressioner og racisme; et samfund, hvor noget – og det gælder også vort eget – er gået helt galt. Som Hank understreger i filmens døende minutter, er “In the Valley of Elah” et nødråb om, at noget er rivravruskende galt i de forenede stater. Krigen har ganske vist efterveer, men her har vi slet og ret et land i nød.
Billedsiden har et ganske attraktivt udseende. Det skyldes ikke mindst det knivskarpe look, Roger Deakins’ mageløse billeder og de varme, stærke farver, som kun plages af enkelte mindre udsving. Der er desuden ikke nævneværdige komprimeringsfejl eller støj, og også kontrasten ligger hele tiden på et stabilt leje.
Også lyden gør sig glimrende og fås i de to engelsksprogede DTS HD Master Audio 5.1- og DTS HD Master Audio 2.0-lydspor, hvor dialogen først og fremmest er krystalklar og uden de fjerneste overstyringer. Ligeledes kommer den voluminøse underlægningsmusik flot ud i alle kanaler, men overdøver heldigvis aldrig den velkonstruerede atmosfære, de distinkte lydeffekter og de få vellykkede lydpanoreringer.
Ekstramaterialet placerer sig på det jævne med to udmærkede featuretter og en enkelt fraklippet scene – alle vist i Standard Definition. Her knyttes bånd til den verserende krig, og igennem interviews med de medvirkende – som også oprindeligt har været under tjeneste i Irak – uddybes holdninger til krig og ikke mindst, hvad der venter, når de atter vender hjem til en normal hverdag. Et opsigtsvækkende materiale, som skriger på mere.
Paul Haggis har tidligere taget det på sin kappe at dissekere det amerikanske samfund og dets bagsider. Ikke mindst i den prisbelønnede – men ikke voldsomt ophidsende – “Crash”, hvor raceproblematikken blev skåret ud i pap. Mere nuanceret er “In the Valley of Elah”, som kommer på det helt rette tidspunkt, mens præsidentvalget raser, og mens folket efterhånden er klar til at sunde sig oven på de seneste års krig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet