Infinitely Polar Bear
Udgivet 11. nov 2015 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Tiøren falder først, da Faith åbenbarer for sine venner, at hendes elskede far er ‘polar bear’. Filmens beskrivelse af en bipolar mand og hans lidelses konsekvenser for især børnene, sætter den mærkværdige titel i et klarere, men også mere alvorligt lys. Det er straks sværere at blive klog på filmen bagved “Infinitely Polar Bear”. Fra begyndelsen blev jeg blev taget i hånden og ført med. Jeg grinte lidt, og jeg fik lidt ondt, også i maven. En mands sammenbrud og døtrenes modige forsøg på at holde af ham. Av. Og så, ti minutter senere, begyndte det hele forfra. Kan man virkelig lave sådan en film?
Der er ikke tale om en fuldstændig plotløs film, bare en historie hvis udsving skal måles i ret umålelige ting som sorg og glæde. Det handler om Faith og Amelia, der skal passes af deres syge far, mens deres mor læser en MBA i New York. Cam, som faren hedder, er ved at komme sig over et mentalt sammenbrud og svinger mellem at snakke pisseirriterende pinligt med alle naboerne i den grågrønne opgang og at sumpe væk i en lænestol.
Der er en grund til at Mark Ruffalo er den bedste Hulk nogensinde. De milde øjne kan slukke helt og blive til vrede og galskab, men selv om han sjovt nok optræder meget i grønt, er Cam Stuart aldrig destruktiv. Bare menneske og far-i-1000ende. Genistregen består i at lade sammenbruddet ligge først, så vi ser ham på medicin, udspilet og rystende, og forstår pigernes rædsel over at skulle se ham sådan igen. Imogene Wolodarsky og Ashley Aufderheide er fuldstændigt troværdige som døtrene, der ikke vokser med opgaven, men bare tager den på sig med de evner, de nu har.
Hvis du synes bedst om helte og skurke, twists og hemmelige dokumenter, skal du nok gå forbi “Infinitely Polar Bear”, der lader sin hovedpersons hjerne stå for de dramatiske op- og nedture. Der sker ikke særlig meget og det, der sker, doseres lidt på må og få i skødesløse blokke af scener, som ligner hinanden. Men det cykliske og gentagelsen er samtidig den store styrke, og har du det mindste kendskab til psykisk sygdom, kan du genkende billedet. Maya Forbes’ sekundviser tikker langsomt, mens Cam får det dårligt, får det bedre, får det dårligt igen, får det…
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet