What’s up, dude?

Hvis jeg fik lov at låne en rød Ferrari, så ville jeg have lyst til at teste den til fartgrænsen. Blære mig foran mine venner og alle andre, ”Se, hvad jeg har!” Sådan må instruktør Paul Thomas Anderson føle det, når han får lov at låne Joaquin Phoenix. Den vilde, råbende, indadvendte, mærkelige, charmerende, smukke, grimme, grove og meget mere skuespiller er en kraftfuld luksusmodel. Han kan det hele. Men heller ikke denne gang formår P.T. Anderson at tæmme de mange hestekræfter, så det ikke bare ligner blær. Derimod ligner det noget, der er set før, dude.

P.T. Andersons første samarbejde med Joaquin Phoenix var for tre år siden med den kølige “The Master”, den vel nok mindst helstøbte Anderson-film siden debuten, “Hard Eight”. Fair skal være fair: de mellemliggende; “Boogie Nights”, “Magnolia”, “Punch-Drunk Love” og “There Will Be Blood”, står på en særlig hylde. Min dvd-hylde. De kan ses igen og igen. I “The Master” fik Phoenix lov til at spille for fuld filmkraft som den næsten dyriske krigsveteran, Freddie Quell. En fascinerende karakter i al sin afstumpethed, men også gjort så primitiv og ekstrem af Andersons fripas til Phoenix, at den menneskelige empati blev tabt i kraften. Mindre pedal havde gjort godt.

Det samme er tilfældet her med denne energiske film noir-hyldest. Joaquin Phoenix er mere hippiedvask og diffus, end Jeff Bridges’ ikoniske The Dude i “The Big Lebowski” nogensinde var. Og skulle en Phoenix på fuld power ikke være nok, så er han her blevet udstyret med kæmpe kindbarter, solbriller, sandaler og alle de joints, han kan rulle og ryge. Det halve havde også været for meget. Men paradoksalt nok kunne jeg kun tænke på The Dude, desto mere Phoenix skruede op for den livsnydende charme i rollen som privatdetektiven Doc i 1970’ernes mystiske L.A. For “Inherent Vice” jagter alle de citerbare kvaliteter, som netop The Dude og “The Big Lebowski” har. Forskellen er bare, at “Inherent Vice” ihærdigt forsøger at være en kultfilm, “The Big Lebowski” ér en kultfilm. Og sådan noget bestemmer man ikke selv.

For selv om Doc præsenteres for en kryptisk sag med en smækker femme fatale, en rigmands forsvinden, en underverden af nazist-håndlangere, Sorte Pantere, et heroinkartel, tandlæger i skattely samt en Josh Brolin som karseklippet pansersvin, så rammer det bare ikke samme tone af noget nyt, gammelt, lånt og blåt som hos Mr. White Russian, Jeff Lebowski, der tågede rundt i en lignende undergrund af kringlet L.A.-fordærv. Det bliver ikke kult, fordi det så gerne vil. Fordi en voice-over ironiserer over den omtågede Docs evner til at huske, fatte og ryge pot. Eller fordi mysteriet så åbenlyst ikke er et mysterium, men en noir-undskyldning for lade Doc opsøge steder som bordellet, hvor der er rabat på at slikke fisse. “Inherent Vice” vil det for meget.

Og fordi det er de kultoverfladiske grin, som Anderson usædvanligt søger og mestendels fejler med, så er der heller ikke den der fornemmelse af et, to eller tre dybere gensynslag, der venter, som tilfældet var med “The Master” og alle de andre. Jeg er allerede færdig med “Inherent Vice”. Intet rumsterer bagefter. Kun et par enkelte øjeblikke. Martin Short som altkneppende heroin-tandlæge hos fidusfirmaet The Golden Fang lyste skævt op i en scene. Josh Brolin, der langsomt, meget langsomt og grundigt sutter en lang, frossen banan overtrukket med chokolade, som machobøsset panser er også god. Jeg kan sikkert finde på flere, men jeg skal grave efter dem. Sådan er det ikke, når kult virker. Som med The Dude, Walter og Donny. ”Shut the fuck up, Donny!”