Inside Llewyn Davis
Udgivet 5. mar 2014 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
”Llewyn er katten,” misforstår damen i mønttelefonens rør, da den sofa-surfende folkmusiker, Llewyn Davis, forsøger at forklare, at han er kommet til at smække katten ude fra nattens lånesofa-lejlighed. Eller måske har stemmen i røret slet ikke misforstået noget, måske er hun nøglen til at forstå og nyde brødrene Coens nye film. For den melankolske Llewyn, der i 60’ernes Greenwich Village netop har fået udgivet en soloplade, som deler titel med filmen, logrer ikke med halen for nogen. Han går lidt småarrogant sine egne veje med øjnene fulde af sorgfyldt forbitrelse og kommer ikke springende, når nogen kalder i den her kattens gode film.
På den måde bliver “Inside Llewyn Davis” en af de mest løst plotstrukturerede film, som de krølhjernede brødrene Coen har skabt. Her er ingen Coen-vanlig pengekuffert, der grisk skal jages, men kun en drømmende musiker og hans guitar samt lånekat. Men hvad han ikke har i hænderne, det har han subtilt placeret i den mentale bagage. Bevæbnet med sit sarkasmeskjold sætter den indebrændte Llewyn sjældent ord på det, men bag ham ligger et duoalbum med et selvmord på samvttigheden, en forkalket plejehjemsfar og et måske-barn i hvem-ved-hvor. Den bagagetyngde formuleres rammende – for ramt blev jeg – da Davis i introscenen folk-forsigtigt trygler: ”Hang me, oh hang me.”
Som enhver person, der har svært ved det der med at finde sig selv, så skal vi naturligvis også på en lille roadtrip. Llewyn tager katten med mod Chicago på et lift, der er en af filmens løjerlige højdepunkter. Wes Anderson har Bill Murray – The Coens har John Goodman. Den rundmavede kæmpe spiller her sin jazzmusiker med et eksperimenterende forhold til stoffer med en energisk tilstedeværelse, som matcher niveauet fra den enøjede Big Dan i “O Brother, Where Art Thou?” Her sprudler filmen undtagelsesvist. Det er ellers ikke dens ting. Den dvæler. Dvæler om sine mange, lange og lækkert lytteværdige sange, om tidsperioden i et snekoldt New York, hvor strejfer-trubaduren får våde fødder i sine udtrådte sko, og om en drømmer med fiasko som mest sandsynlige karrierevej.
Jeg havde ikke den der umiddelbare førstegangsoplevelse af ren perfektion, da jeg så “Inside Llewyn Davis”. Ikke som med “No Country for Old Men” eller “The Big Lebowski”. Jeg kendte ikke sangene og plotløsheden virkede næsten arrogant. Selv for filmskabere, der har givet mig oplevelsen “A Serious Man”. Men måske anden gang. Imens jeg skriver, spiller soundtracket: ”Hang me, oh hang me.” Hæng i, Llewyn Davis – jeg har lyst til at se din film igen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet