Insidious 2
Udgivet 28. nov 2013 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
At James Wan forlader horrorgenren efter “Insidious 2”, er en af de værste filmnyheder dette år. Han er manden, der sammen med Eli Roths “Hostel” har vist en helt ny skræmmende vej for genren. “Nattens dæmoner” og den første “Insidious” gav mig myrekryb og søvnløse nætter på en mareridtsagtig fed facon! Wans gysende svanesang og fortsættelse på sidstnævnte er ingen undtagelse.
Det virker, som om Wan i dén grad har brug for at få afløb for sine gale gyserier, inden han bevæger sig videre til en ny genre. Det kommer “Insidious 2” sommetider til at bøde for samtidig med, at nogle af Wans tricks blevet alt for velkendte. Hans primære frygtmidler består i dukker, gamle damer og ældre huse. Det skræmmer måske de første gange, men begynder at kede, når det gentages i det uendelige. “Insidious 2” er stadig en god film, men de krybende myrer på mine arme er blevet lidt mindre her i 2’eren.
Det er egentlig lige så simpelt, som dukker er skræmmende: kunne du lide den første, vil du også kunne lide den anden. Men forvent ikke en ny oplevelse. Dette er ren, dygtig rutine fra Wan. Heldigvis er rutine for ham stadig satans godt.
Det er derfor med sorg i hjertet, at jeg siger farvel til fremtidige skrækfilm fra Wans skræmmende hånd. Lad os håbe, at det bare er et midlertidigt farvel, for der er få, der har så godt styr på genren som den australier. At han godt kunne trænge til en pause fra genren er en anden sag. Wan og derfor også publikum er efterhånden blevet så bekendt med, hvad han skræmmer med, at det efterhånden kan virke en smule trættende endnu en gang at skulle blive skræmt fra vid og sans af gamle damer, dukker, knirkende trapper og uhyggelige huse. Med “Insidious 2” siger han farvel med manér.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet