Det er nok godt det samme, at denne paranormale thriller ikke kom til at hedde “Jakken” på dansk. Alternativet havde selvfølgelig været “Spændetrøjen”, men heller ikke den titel klinger særlig godt. Næ, så kan jeg bedre lide “The Jacket” – navnet lover ikke for meget, vækker ikke synderlig opsigt; i det store hele en meget neutral titel – lidt ligesom selve filmen. Det er ganske vidst en spændingshistorie, der tager store emner som sindssyge, tidsrejse, og alternative terapiformer op, men spændingen udebliver i det store hele i en historie, der aldrig for alvor fænger. Rent teknisk er der ikke meget at sætte fingeren på, men det er bare ikke godt nok, når fortællingen forbliver uinteressant.

Instruktøren John Maybury har lavet film siden 1970’erne, hvor han startede i Londons undergrund, og har op gennem årene især beskæftiget sig med musikvideoer. Det fremgår tydeligt i “The Jacket”, der er fotograferet af Peter Deming, manden bag så skelsættende billedflader som “Evil Dead II”, “Lost Highway” og “From Hell”. Både farveholdning og indramning er en fryd for øjet, og især åbningsmontagen i Irak 1991, der blander Golfkrigens hektiske billeder med nyhedsklip og radar-P.O.V. fra bombepiloterne, fungerer rigtig godt. Man drages ind i konfliktens virvar og forstår soldaternes forvirring. Dette udgør desværre en forsvindende lille del af historien, og hele krigstematikken og den posttraumatiske stress, som hovedpersonen Jack Starks (Adrian Brody) lider under, glemmes hurtigt, så snart det påtagede tidsrejseplot introduceres.

Grundlæggende er det problematisk med en film, der i den grad “låner” elementer fra en masse andre film og blander dem sammen i én stor, uinteressant pærevælling. Manuskriptforfatteren har tydeligvis skævet til både “12 Monkeys”, “Gøgereden” og “Memento”, men for at det ikke bare skal ende i plagiat, så kræves det, at der tilføres noget nyt til disse facetter, og det er svært at få øje på.

En af filmens største problemer er, at hele den behandlingssituation, som Starks ender i, efter han er blevet dømt for mord, slet ikke er troværdig. Lægerne på sindssygehospitalet er alle nederdrægtige og fjendtlige – hvorfor får vi aldrig forklaret. Og Kris Kristofferson giver den som umenneskelig videnskabsmand, hvis metoder ikke alene er søgte, men ligesom personerne i filmen, forbliver en påstand, vi som tilskuere ikke kan forsone os med. At smide folk i spændetrøje og i en mørk skuffe for at kurere deres mentale ustabilitet, var noget man praktiserede i middelalderen – ikke i moderne lægevidenskab. Den morbide idé hører mere hjemme i en horrorfilm, og man kunne uden tvivl også få en uhyggelig historie ud af det set-up. Men her vil “The Jacket” meget hellere udstede spekulationer om tidsrejse; igen uden forklaring. For pludselig viser det sig, at Jack kan se sin fortid og fremtid, og med ét kan han også ændre på de hændelser, som kommer til at ske. Hvorfor det faktum at han ligger fastspændt i et trangt rum, gør ham i stand til at manipulere med fremtiden, håber filmen, at tilskueren uden videre vil acceptere og finde spændende. Men det gør man ikke.

Hverken rejserne i tid og rum eller de forskellige personer i historien bliver vedkommende. Et godt eksempel er Keira Knightleys karakter, Jackie, der til at begynde med virker spændende i sin distance og mistro overfor omverden – især da Jack forsøger at indvie hende i sin absurde situation, og hun bliver skræmt fra vid og sans. Men hurtigt falmer rollen, og det varer ikke længe, inden den obligatoriske romance mellem hende og Jack drukner alle de nuancerede lag i personen, hvorved hendes mistænksomhed forsvinder som dug for solen. Selve forelskelsen er også, som alle filmens øvrige elementer, forceret og utroværdig.

Adrian Brody gør, hvad han kan med en rolle, der tydeligvis spiller andenviolin i forhold til plottets fremdrift og den underligt firkantede sci-fi ramme. Han har leveret langt mere bevægende spil i film som “The Pianist” og “The Village”, men her er det som om filmens spændetrøje ikke kun paralyserer karakteren Jack, men også skuespilleren Brody.