En troværdig historie om Kennedys kone

Det er et af de ældste og mest slidte trick i biopic-bogen. At fortælle sin based on a true story til en anden. Alligevel er “Jackie” en af de mest friske film, jeg længe har set. For den bruger sit trick til mere end blot som dovent fortællegreb. For som Natalie Portmans titel-karakter selv siger det, så er det her ikke sandheden, men en troværdig version af den.

Det hele handler nemlig om eftermæle. Hvorfor huskes Lincoln med ærefrygt som en stor præsident? Fordi han befriede slaverne? Eller fordi det blev historien om ham? Det sidste siger “Jackie” og Pablo Larrain, der omsider har lavet sin gode film. Den, der altid har ventet på ham. For “Jackie” ér en Larrain-film. Den kunstfærdige instruktør fra Chile er ikke blevet styret af Hollywoods embedsmænd. Han bestemmer helt tydeligt selv. Præcis som Jackie.

For det handler igen om iscenesættelsens magt i et grynet tv-format, som det var tilfældet i Larrains mindre gode “No”, hvor et hold reklamefolk med mediernes magt væltede Chiles diktator, Pinochet. I “Jackie” er der ingen, der skal væltes. Det handler om tiden efter, at JFK blev væltet med en magisk kugle i åben kortege nede i Dallas. Hvordan håndterede Fru Kennedy attentatet på sin mand? Hun var med der i bilen, hvor Johns hjerne blev skudt ud over hendes lyserøde sæt fra Chanel. Hun græder, naturligvis. Men hendes første ord tilbage om bord på Air Force One omhandler ikke tabet, men tiden efter. Han skal begraves med stor parade – præcis som Lincoln. Det handler om, hvordan han – og hun – bliver husket af historien.

I den nærmest psyko-chokerende titelrolle har Natalie Portman aldrig været bedre. Hun er ikke manisk vanvittig som i “Black Swan”, men derimod forstyrret på en snigende måde med sin bestemte hviske-stemme, der er så præcis, at jeg troede, at Jackie var genopstået og iklædt sig en Natalie Portman-dragt. For hende er det ikke så vigtigt at være lykkelig lige nu, som blondinen Marilyn måske var det, men derimod vinde en plads i historien. Som en slags royal i USA. Skabe idéen om Huset Kennedy i sit Camelot anført af tidens Kong Arthur, John F. Kennedy.

Det er historien i historien, der er det geniale ved “Jackie”. Hun fortæller et til den fremmødte journalist, som i det næste må redigere sandheden ned til en troværdig version. Jackies version. Hun ryger ikke, siger hun til ham, imens hun tager et hiv af en cigaret. Det passer ikke med idéen om eftermælet for en nærmest royal, der holdte hof på slottet – Det Hvide Hus. Det viste hun i virkeligheden frem i en times tv-udsendelse, som her i “Jackie” flettes digtende ind i den her fortælling om førstedamen, der altid iscenesatte med et formål, men som måske også mistede sansen for, hvad der var virkeligt og fortælling. Måske mødte verden aldrig den virkelige Jackie. Måske kan man ikke skelne i en verden med tv på.