Jackie
Udgivet 11. jan 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Det er et af de ældste og mest slidte trick i biopic-bogen. At fortælle sin based on a true story til en anden. Alligevel er “Jackie” en af de mest friske film, jeg længe har set. For den bruger sit trick til mere end blot som dovent fortællegreb. For som Natalie Portmans titel-karakter selv siger det, så er det her ikke sandheden, men en troværdig version af den.
For det handler igen om iscenesættelsens magt i et grynet tv-format, som det var tilfældet i Larrains mindre gode “No”, hvor et hold reklamefolk med mediernes magt væltede Chiles diktator, Pinochet. I “Jackie” er der ingen, der skal væltes. Det handler om tiden efter, at JFK blev væltet med en magisk kugle i åben kortege nede i Dallas. Hvordan håndterede Fru Kennedy attentatet på sin mand? Hun var med der i bilen, hvor Johns hjerne blev skudt ud over hendes lyserøde sæt fra Chanel. Hun græder, naturligvis. Men hendes første ord tilbage om bord på Air Force One omhandler ikke tabet, men tiden efter. Han skal begraves med stor parade – præcis som Lincoln. Det handler om, hvordan han – og hun – bliver husket af historien.
Det er historien i historien, der er det geniale ved “Jackie”. Hun fortæller et til den fremmødte journalist, som i det næste må redigere sandheden ned til en troværdig version. Jackies version. Hun ryger ikke, siger hun til ham, imens hun tager et hiv af en cigaret. Det passer ikke med idéen om eftermælet for en nærmest royal, der holdte hof på slottet – Det Hvide Hus. Det viste hun i virkeligheden frem i en times tv-udsendelse, som her i “Jackie” flettes digtende ind i den her fortælling om førstedamen, der altid iscenesatte med et formål, men som måske også mistede sansen for, hvad der var virkeligt og fortælling. Måske mødte verden aldrig den virkelige Jackie. Måske kan man ikke skelne i en verden med tv på.
Jackie vandt uden tvivl kampen om historien. Jeg har en idé om, at JFK var en god præsident, men jeg aner ikke hvorfor. Sådan har jeg fået det fortalt. Sådan skabte kvinden bag manden fortællingen om sin mand, imens hun stadig havde blod på den nederdel, der siden blev et modehit. En Jackie-model. Om det er sandheden, ved jeg ikke. Men det er et troværdigt bud.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet