Potent islandsk saga

Der har altid været noget voldsomt dragende og samtidig infamt frastødende over den islandske natur, når den fremstilles på film. Det vedrører ikke mindst det derfra hidrørende multitalent Baltasar Kormákurs dygtigt snedkererede kriminalodysee “Jar City”, som ligger i ganske fin forlængelse af hidtidige skandinaviske kriminaltraditioner.

Selve titlen henviser til en by, hvor en lidt for stor procentdel af befolkningen ender deres dage i en al for tidlig alder som konserverede legemsdele i dertil indrettede glas. Det er naturligvis en sandhed med modifikationer, men der er nu alligevel noget om snakken. For på Island – som det fremstilles i “Jar City” – kender alle alligevel alle eller i hvert fald til hinanden. Øen er ikke større, end at der hurtigt kan skabes en sammenhæng mellem de involverede parter, når et mysterium skal opklares. Og det er så lige præcis, hvad den enlige kriminalbetjent Erlendur sætter sig for at gøre i løbet af de godt halvanden time, filmen varer.

Et mord er blevet begået, og et lig er fundet. Så langt så godt. Det viser sig dog, at afdøde ikke var et af guds bedste børn, så i sagens natur skal forklaringen på drabet findes i forurettedes egen omgangskreds. Flere pile peger dog tilbage til en bestemt episode i starten af halvfjerdserne, hvor den myrdede Holberg holdt hus med to andre kriminelle og terroriserede de lokale kvindfolk på både den ene og den anden måde. Hvordan det hænger sammen med en arvelig og ondartet sygdom, som har efterladt et mystisk spor med op til flere tidligt døde børn, skal der selvfølgelig ikke gives køb på i denne omgang. “Jar City” er velment og velkonstrueret socialkritisk drama, hvor den bærende leg med tilskuerens gæt og grimasser bærer frugt. Her handler who dunnit-teserne dog ikke i så høj grad om, hvem der er den skyldige – den dræbte var i forvejen en skidt karl – men i højere grad, hvorfor mordet blev begået.

En stor del af indholdet i mordgåden peger tilbage på Elendurs relativt sølle kriminelle liv. Politiarbejdet i en lukket sag, der har relevans til den nuværende, har ikke været godt nok. Og så er vores hovedperson par excellence et ensomt og bittert menneske, som selv har en datter, der konstant lever på kanten af livet og loven med stofmisbrug og dårligt selskab til følge. Flere holdepunkter er der egentligt ikke i livet for den fårehjernefrådende ordenshåndhæver, der øjensynligt er en hård hund i forhold til det skvat af en makker, han er blevet beskikket. Men det er tilsyneladende ikke ting, der går den forsagte og gamle rotte i sit fag på. Som en programmeret robot går han i lag med sit opklaringsarbejde og holder ikke inde, før opklaringen er i sigte.

Meget ligger i den islandske natur og de panoramiske vidder, der fremstår prægtige og imponerende, mens et rungende mandskor stemmer i og supplerer på lydsiden. I konteksten ligger den islandske historie, som omfatter alt levende og dødt og dermed også det mysterium, som søges opklaret. Undervejs peges i retning af den tykhudede Ellidi, som for det meste sidder bag lukkede døre, men fra tid til anden undviger hotel gitterly. Indledningsvis fornemmes en lidt for stor interesse for amerikanske kriminalfilm af tilsvarende skuffe, men heldigvis forstår islændingene her at fortælle historie efter deres egne præmisser. Det kan godt være, mysteriet som udgangspunkt er enslydende, men fortiden og forhistorien er imidlertid en ganske anden.

Der er indlejret en ejendommelig ensomhed hos de medvirkende figurer. Selv når de er sammen, er de på sin vis alene. Selvfølgelig er der fra instruktøren og især forfatteren Arnaldur Indridason indsneget en social kritik, som ikke mindst sigter til kernefamiliens opløsning og individets fremhersken på egne præmisser. Fra starten er “Jar City” konstrueret som to parallelle historier, hvor den, der ikke umiddelbart har med kriminalsagen at gøre, viser en familie i opløsning, da parrets eneste datter dør af en ondartet sygdom. Hvor er det, det er hørt før? Parret går uden at ytre et ord op i limningen og fra hinanden. Senere viser det sig, at der er en sammenhæng til filmens hovedåre, kundgjort igennem et par højst umotiverede og uelegante flashbacks. Det er dog bagateller.

Måske er plottet lige lovligt nemt at regne ud i det lange løb, og måske duperer skuespillet bortset fra hovedrolleindehaveren ikke voldsomt. Alligevel har Baltasar Kormákur været katalysator for et drama ladet med følelser og familiære stridigheder. Det ses nok ikke på overfladen, men når først politiets sporhunde begynder at kradse i fernissen, så myldrer det frem med bevismateriale og fortiede opgør. Midt i det hele står den kæderygende Erlendur, som ikke er til købs for noget. Han spilles af Ingvar Eggert Sigurdsson, som leverer en pragtpræstation som det introverte homo sapiens, der rummer års indestængt fortrydelse. Dog ligger den største styrke i selve udstrålingen, der ligesom filmen i sig selv er et replika af den islandske historie. En potent saga. Hverken mere eller mindre.

Video

På billedsiden fås et ganske vellykket anamorphic widescreen 2.35:1-format, som er næsten uden mislyde. Det forholdsvist skarpe filmlook præges af en stabil kontrast og ditto farvetemperatur, mens edge-enhancement og udtværinger ikke forekommer, og digitale forstyrrelser kun indfinder sig i minimalt omfang.

Audio

Auditivt er der mulighed for de to islandsksprogede Dolby Surround 2.0- og Dolby Digital 5.1-lydspor. Bortset fra enkelte svipsere er dialogen klar og præges på intet tidspunkt af overstyringer. Underneden opererer en veldefineret atmosfære, vellykkede lydpanoreringer og distinkte effektlyde, mens national islandsk musik gør det ud for de sublime melodiske baggrunde.

Ekstramateriale

Ud over enkelte trailere er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.

Den grumme ø

Islandske film er ikke ligefrem hverdagskost på noget medie og da slet ikke i biografen. Det kan man egentlig godt undre sig over, når man en sjælden gang imellem ser en film derfra, for Islands maleriske landskab udgør en helt fantastik kulisse i den rigtige instruktørs hænder.

Et eksempel på det kan man se i den islandske kriminalfilm “Jar City”, der om noget bruger den golde natur som en fantastisk kulisse. Filmen handler om den hårdkogte kriminalkommissær Erlendur Sveinsson, der er en midaldrende betjent af den gamle skole komplet med kæderygning, rodet privatliv og et meget uafhængigt sindelag. Han bliver sat til at efterforske et tilsyneladende ganske ligetil mord, som ved første øjekast ligner et indbrud, der er gået galt.

Det bliver dog hurtigt tydeligt, at der er noget andet og mere på spil, og snart falder Erlendur over et mystik billede af en grav, hvori en lille pige, der døde som fireårig, blev begravet for mange år siden. Som sagen optrævles falder der flere brikker på bordet, og Erlendur konfronteres med voldtægt, korruption og Islands mest forhærdede forbrydere. Samtidig følger vi en anden mand, der sørger over tabet af sin ganske unge datter, og hvis gøren og laden på en eller anden måde synes forbundet til forbrydelsen.

“Jar City” eller “Mýren”, som den hedder på originalsproget, er en filmatisering af Arnaldur Indridasons kriminalroman, der er udkommet herhjemme under navnet “Nordmosen”, og er den første i en serie om den sammenbidte kriminalkommissær. Bøgerne så vel som filmen er i den socialrealistiske genre, hvor krimiplottet primært er anledningen til, at Erlendur kan traske gennem Islands mere betændte sider. Handlingen er for så vidt også meget traditionel og adskiller sig ikke voldsomt fra, hvad man typisk kan støde på i diverse krimiserier.

Hvad, der hæver “Jar City”, er dens samfundstegning, og dens betagende billeder. At Island er en formidabel kulisse, har vi tidligere bl.a. set i Simon Stahos “Vildspor”, men hvor den films natur ofte var meget billedskøn, er der en anderledes trøstesløshed over instruktøren Baltasar Kormakurs afpillede landskab. Det Island, vi præsenteres for, er et ugæstfrit land, der producerer hårde mennesker. Samtidig dvæler Kormakurs kamera ved de kropslige processer, og vi overværer rådnende lig, utallige glas med diverse indvolde krydret med nærbilleder af voluminøse lokale kødretter. Ikke mindst synet af det kogte fårehoved, der er en islandsk specialitet, og som Erlendur køber ved en drive-in, vækker alle de forkerte associationer. Når han prikker øjet ud på dyret med fingrene og spiser det, mens han tålmodigt studerer sagsmappen, gør det et uudsletteligt indtryk.