Jodorowsky's Dune

InstruktionFrank Pavich

MedvirkendeNicolas Winding Refn, Alejandro Jodorowsky, Gary Kurtz, H.R. Giger, Brontis Jodorowsky, Dan O'Bannon, Dan O'Bannon

Længde90 min

GenreSci-Fi, Dokumentar

IMDbVis på IMDb

I biografen04/09/2014

Anmeldelse

Jodorowsky’s Dune

3 6
Ordinær dokumentar om ekstraordinært projekt

Nogle projekter har igennem tiden virket næsten forbandet og dømt til at fejle. Således så man den berømte instruktør Terry Gilliam kæmpe forgæves imod både vejrguderne, sygdom og støjende militærfly for at virkeliggøre sit drømmeprojekt om Don Quixote i dokumentaren “Lost In La Mancha”. Og disse tabte kampe, hvor alt står på spil, store følelser er involveret og drømme bliver knust, er glimrende materiale for en dokumentar. Problemet med “Jodorowsky’s Dune” er blot, at det føles, som om det bliver et lidt for ordinært portræt af et ellers ekstraordinært projekt, der aldrig blev.

Jodorowsky indrømmer i løbet af filmen, at han ikke havde læst “Dune” eller havde noget begreb om, hvad den egentlig handlede om, da han udvalgte den episke og utroligt indflydelsesrige science fiction-roman af Frank Herbert som sit næste projekt. Men valgt blev den, og dermed begyndte en mission om at virkeliggøre det komplekse, farverige og fantasifulde univers til en film. Et ambitiøst projekt med navne som Orson Welles og Salvador Dali, Pink Floyd og H.R. Giger (der senere skabte det ikoniske design af rumuhyret i “Alien”) på lønningslisten. Det er en af den slags fortællinger, man ikke kan finde på, men som er så utrolige, at de må være sande.

Desværre kan man ikke helt sige det samme om filmen om filmen. Hvor en dokumentar som den førnævnte “Lost In La Mancha” havde fordelen af at være optaget under forberedelserne af selve optagelserne til det mislykkede projekt, så er det eneste reelle resultat af Alejandros arbejde en murstenstung bog indeholdende alt fra design af bygninger, kostumer og farverige rumskibe samt detaljerede storyboards af hele filmen. Men selve projektet blev aldrig søsat, og der er derfor kun minder og billeder tilbage af den vision, som holdet arbejdede på. Og en slavisk gennemgang af statiske storyboards gør sig bare ikke så godt på film. Derfor er det en mindre genistreg, at man har ladet Syd Garon forvandle flere af bogens smukke illustrationer til sprællevende animerede sekvenser, mens Jodorowsky fortæller karismatisk og herligt fabulerende om de forskellige scener. I disse korte øjeblikke følte jeg, at jeg forstod lidt af, hvad filmen kunne have været. Det eneste problem er bare, at det for kort og ikke helt nok.

”Jeg er nok den eneste, der har set Jodorowsky’s Dune”. Sådan cirka siger Danmarks egen Nicolas Winding Refn, da han genkalder sig et besøg hos Jodorowsky, hvor han var så heldig at se den førnævnte bog og få en detaljeret gennemgang af hele filmen. Og det mest sørgmodige er nok, at man efter dokumentarens 90 min. kun kan konstatere, at dette udsagn stadig er sandt.

For på trods af at filmen om filmen netop giver os mulighed for at se noget af bogens indhold, så består størstedelen af filmsproget her mestendels af en klassisk sammenblanding af halvnære interviewskud af mange af de involverede, der skiftevist roser hinanden til skyerne samt arkivbilleder af de, der ikke længere er iblandt os. Det er der i sig selv ikke noget galt i, da det bestemt fastholder det informative aspekt i genfortællingen om kampen om det tabte rumeventyr, og Jodorowsky selv er da også en så farverig og passioneret person, at han fastholder ens øjne og ører i al den tid, han befinder sig på lærredet. Men jeg kunne godt have ønsket mere vovemod og fantasi i virkemidlerne, så der kom mere sammenhæng imellem indhold og udtryk.

“Jodorowsky’s Dune” åbner glimtvis op for sit potentiale og lader os kigge ind bag det tæppe af glemsel, der ellers har lagt sig over det utrolige projekt, som Jodorowsky og hans hold af ufatteligt talentfulde kunstnere satte i gang dengang tilbage i 1970’erne, før “Star Wars” gjorde verdensrummet til allemandseje. Men igen må Jodorowsky sande, at store idéer kan være svære at realisere i en portrætfilm, der føles som et stykke velproduceret ekstramateriale til en film, der aldrig blev.

Trailer

Kort om filmen

Alejandro Jodorowskys filmatisering af sci-fi-romanen “Dune” er et af filmhistoriens helt geniale/vanvittige projekter (vælg selv). Efter succesen med “Holy Mountain” (1973) fik Jodorowsky i midten af 1970’erne frie hænder til at lave, hvad han ville og valgte den episke og symboltunge roman “Dune” – uden overhovedet at have læst den. Ambitionen var bl.a. at give publikum følelsen af at være på LSD uden at være det. Jodorowsky gik straks i gang med at samle sit filmhold af ‘spirituelle krigere’ bestående af blandt andre Pink Floyd, Moebius, H.R. Giger, Orson Welles, Mick Jagger og ikke mindst Salvador Dalí som intergalaktisk rumbaron. Filmen blev aldrig til noget, men den lever alligevel derude – på sin helt egen måde…