Han er bedst kendt fra Marvel, der kendte ham fra den indieskæve “Hunt for the Wilderpeople”. Nu forener Taika Waititi disse to sider i en film om at være barn i nazisternes Tyskland.

For det er en blandingsfilm. En sær blanding. Af Wes Andersons quirky hang til pæne tableauer og gammelkloge børn, som møder krigens gru, hvor man bliver hængt, hvis man ikke er nazist.

Det ér Jojo. Han er som en anden “Moonrise Kingdom”-spejder på kun 10 år en stolt del af Hitlerjugend. Alt for Adolf Hitler, der i øvrigt er hans fantasiven spillet af Taika Waititi selv.

For som barn (og voksen) er det skønt at være en del af et fællesskab, der i indledningen brænder bøger på ungdomslejren. Det er sjovt.

Knap så sjovt for Jojo bliver det, da han gruppepresses til at dræbe en kanin. Han er ikke en morder, hvilket får mobberne til at give ham øgenavnet Rabbit.

Taika Waititi kritiserede også det store system i “Hunt for the Wilderpeople“, hvor barnet stod splittet imellem sympatien for den modvillige, men kærlige plejeonkel på den ene side med staten på den anden. Den kritik fortsætter han nu med “Jojo Rabbit”.

Her er Scarlett Johansson den menneskelige modpol til nazisystemet som enlig mor, der forsøger at opdrage til det gode i en ond verden. Hun minder mig om Roberto Benignis varme rolle i “La vita è bella”, hvor han som jødisk far forsøgte at omdanne koncentrationslejrens rædsler til en fantasifuld legeplads for at beskytte sin søn.

Derfor er det heller ikke overraskende, at moderen gemmer en jødisk pige på loftet, som Jojo opdager. Hvem lytter han nu til: Hitlers ordrer eller den kærlige opdragelse?

Kompromisset bliver en ‘faktuel’ bog om jødens væsen, der vist både kan læse tanker og udvikle horn, erfarer Jojo fra pigen, Elsa, der bor i skjul på den afdøde storesøsters værelse.

Netop denne propagandabog er en repræsentativ side af “Jojo Rabbit”, der er absurd i sin børnehøjde, men i det næste rammende alvorlig, fordi en gruppe mennesker for under 100 år siden rent faktisk blev sammenlignet med rotter – og derefter udryddet.

Således er det nu anden gang i træk, at Taika Waititi står solidarisk på side med flygtningen. Det samme var tilfældet i “Thor: Ragnarok”, der havde mere på hjerte end gennemsnittet fra MCU.

Thor, Hulk og Loki skulle ikke bare beskytte Asgard imod en fæl fjende. De skulle derimod stå på indbyggernes side – hjælpe dem på flugt, hvilket som bekendt resulterede i New Asgard nede på Jorden.

Det er denne humanistiske tradition, som Waititi nu fortsætter i sin hidtil mest absurde film – fordi den er tæt på sand.