Hunt for the Wilderpeople
Udgivet 30. nov 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Taika Waititi bliver den perfekte instruktør til “Thor 3”. Det er jeg sikker på, efter jeg har set hans “Hunt for the Wilderpeople”, der mestrer den ironiske punkteringskomik, som Marvel elsker så højt. Som da “Avengers”-holdet mødes trætte til kebab efter at have reddet New York fra Lokis ødelæggelser. Den slags er der masser af i den her lille opdragelses-historie ude i New Zealands store “Ringenes herre”-landskab.
Sådan fortsætter Waititi med at gøre ironisk grin i den her veloplagte jobansøgning til Marvel Studios. Hvilket det også har været for Sam Neill, der med den her jagt også har scoret en tjans i “Thor 3”. Han er det bedste ved “Hunt for the Wilderpeople”. Som den børnefjendske plejefar, der alene på roadtrip med den rapkæftede unge med rapperdrømme skal opdyrke sin indre farmand. Eller som minimum en okay onkel. Sådan var det også i “Jurassic Park”, hvor selv samme Sam Neill ikke kunne fordrage børn. De lugter, forklarede han i rollen som Doctor Grant.
Derfor bliver det heller aldrig for alvor i “Hunt for the Wilderpeople”, selv når Waititi forsøger at liste en pointe ind om kærlig plejeonkel kontra det kolde system. Det er sat afvæbnende anførselstegn omkring hele rejsen, hvilket understreges af de tydelige kapitel-markeringer som afsnittet med titlen ‘Den brækkede fods lejr’, hvilket henviser til, at Sam Neills bush-onkel brækker foden. Nu er det Ricky, der må tage ansvar, imens han drømmer om dø en glorværdig rapper-død i et drive-by som idolet Tupac.
Jeg ved allerede, hvordan “Thor 3” bliver. En slem skurk siger noget seriøst med, at han er uovervindelig, hvorefter Hulk i det næste smasker selv samme skurk i smadder. Thor punkterer komisk skurkens påstand med en bemærkning om, at han nok havde glemt at fortælle det til Hulk. Det er sådan, Taika Waititi laver sjov. Og det grinte jeg en del af i “Hunt for the Wilderpeople”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet