Joaquin Phoenix er en Joker af sin tid. Og “Joker” er en film til sin tid.

Det var Heath Ledgers Joker også i “The Dark Knight” fra 2008. Dengang frygtede verden og særligt USA den udefrakommende terror begået af den uforklarligt onde terrorist.

Derfor passede 2008-Jokeren perfekt som spejl på tidens største trussel. Han ville bare se verden brænde, som Alfred formulerede det for Bruce Wayne.

Men nu er tiden en anden. Derfor er Jokeren også en anden. Konkret spilles han af Joaquin Phoenix, som ofte har været for meget og for kraftfuld til sine roller.

Derfor passer det fortegnede tegneserieunivers og DC-rollen som Joker også perfekt til power-skuespilleren Phoenix. Det er hans film, og han er skræmmende god.

Han er egentlig mere Arthur Fleck, end han er Jokeren, der fylder ret lidt i en film med titlen “Joker”. Det handler om rejsen fra Fleck til Joker – fra tryk til modtryk.

Arthur Fleck er tidens nye trussel. Han er ikke ideologisk terrorist, men hvid tabermand fra udkanten af samfundet i et Gotham City bestående af skrald, rotter, vold, oliekrise, arbejdsløshed, nedskæringer, ensomhed og en stigende afstand til den rige og politiske elite, der bestemmer.

Arthur er presset. Af en hjerneskade. En barndom med misbrug. Tvangstanker. Afslag fra kvinder. Overfald på gaden. Fyring. Latterliggørelse. Han har ikke mere at miste, han har ramt bunden – nu har han fået nok!

Således burde størstedelen af “Joker” hellere hedde “Arthur”. Og havde det rige svin med borgmesterdrømme i Gotham ikke heddet Thomas Wayne, så var der reelt ingen forbindelse til den DC Comics-verden, som Jokeren kommer fra.

“Joker” er et DC Elseworlds. Her findes hverken Wonder Woman eller Aquaman i et Gotham uden superhelte. Og måske også uden ægte skurke. Tag ikke fejl. Jeg har ingen sympati for Arthurs forvandling til den psykopatisk voldelige Joker. Men jeg forstår ham.

Instruktør Todd Phillips får mig til at forstå, hvad det er, der skaber Arthurs reaktion. Ligesom jeg forstår dem, der stemmer på Donald Trump, fordi de har mistet jobbet og en fremtid, de kan tro på. Havde “Joker” udspillet sig i dag, havde Fleck stemt Trump.

Men det gør han ikke, fordi “Joker” foregår i 1980’erne, hvilket forbinder den til referencetitlerne “Taxi Driver” og “The King of Comedy“. Arthur er både Travis Bickle og Rupert Pupkin.

Han slår tilbage imod det rådne samfund som Bickle, imens han ligesom Pupkin verdensfjernt drømmer om en plads på tidens populære talkshow. Begge blev de dengang spillet af Robert De Niro.

Derfor er det også en elegant respekt for og hilsen til Scorsese-klassikerne ved at caste selv samme Robert De Niro som talkshow-værten her i “Joker”.

Sådan bliver “Joker” en hilsen til filmhistorien, men alligevel en film af og til sin tid. En tid, hvor vi ikke nødvendigvis har brug for Batman, men derimod har brug for at tale om, hvordan vi forhindrer, at alle verdens Arthur Fleck’er ikke forvandler sig til Jokeren.

Den samtale starter med “Joker”.