Baren er sat højt fra starten, når Todd Phillips’ efterfølger skal fortsætte kæmpesuccesen fra den første ‘Joker’-film, som blev mødt med stor ros fra anmeldere og fans. Selv filmens stjerne, Joaquin Phoenix, vandt en Oscar som den anden skuespiller i rækken, der portrætterede Jokeren til en guldstatuette. Og i filmens blanding af superheltefilm, anstaltskomedie, musical og retssalsdrama, kan man mærke, at presset måske har været for stort.

Fra start af kan man mærke, at vi er på passagersædet i en skør mands verden. Det ligger også lidt i titlen ‘Folie à Deux’, som betyder “vanvid for to”. Der er masser af det, men det skal der også være, når vi er i selskab med selveste Jokeren og Harley Quinn. Vi starter i en god gammel Warner Brothers ‘Looney Tunes’-udgave af hændelserne i talkshowet med Robert De Niro fra den første film. Jokeren er forbandet med en slags Peter Pan-skygge, der laver sin egen sjov. Og Arthur Fleck skal ikke stoppe ham. Vi lærer hurtigt, at Jokeren har to sider, nemlig Arthur Fleck og Jokeren.

Og det er egentlig kernen i filmen: Er det Jokeren eller Arthur, der er ond?

Vi møder Arthur i Arkham Hospital. Han er mager og tavs og venter på, at domstolen skal bestemme hans skæbne. Han har et godt forhold til vagterne, der giver ham smøger for bizarre vittigheder, men han får hurtigt et endnu bedre forhold til en af de andre indsatte, nemlig Harleen Quinzel, flot spillet af Lady Gaga. Hun har længe ledt efter en, der er ligeså skør som hende, og efter hans TV-optræden er der ingen tvivl om, at han er hendes soul mate. Og ja, Arthur er til salg for selv det mindste kompliment.

Alle kender nemlig Arthurs navn og alter ego alt for godt; han er i alle formiddagsaviserne og på TV. Der er sågar lavet en TV-film om ham, siger de. Derfor er alle klistret til skærmen, når hans retssag bliver live-transmitteret i fjernsynet som en anden O.J. Simpson. Herfra begynder vanviddet ellers at tage fart. Der bliver sunget, danset, skudt og tæsket til højre og venstre.

Det sindssyge bliver fejret med flerfarvet konfetti! Og det er dejligt at slå gækken løs med de professionelle. Som når Arkham står i flammer, og vores hovedroller danser vals til lyden af brandbiler. Der skal da også lige hilses på journalisterne, nu de er her. Når tv-folkene spørger, om de må lave et interview inde bag murene, er Arthur ikke bleg for at sige ja. Men egoet kan ikke holde til at komme med ansvarsfralæggende undskyldninger. Han står 100% inde for sine gerninger.

‘Joker: Folie à Deux’ er en vibrerende, musikalsk og stemningsfyldt film. Man er altid 50/50 om, hvorvidt man holder med Arthur eller ej. For når han sidder og bliver grillet af journalister og vagter eller danser på byens tage i det blå måneskær med sin udkårne, så holder vi med ham. Så vil vi mere end gerne se de to overtage byens kriminelle gader sammen. Men når han sidder og smiler til kameraerne og skriver klamme ting ned på sin gule blok i retssalen, ønsker vi mere, at han bliver holdt bag tremmer for altid.

Det er i denne splittelse, at filmen er stærkest. Den trækker en masse tråde til nævnte Simpson-retssag, Depp og Heard, og selv Jeffrey Dahmer-retssagen, som er blevet til en usmagelig Netflix-serie, der gør folks værste mareridt til binge-serier. Jeg ser hele tiden videoer på sociale medier om, hvor godt rekreeret retssalsscenerne i Netflixs nye serie ‘Monsters: Historien om Lyle og Erik Menendez’ er.

Jeg væmmes faktisk ved det – at gøre noget så grufuldt og hæsligt til en underholdningsserie, hvor vi skal have det så virkeligt og en-til-en-agtigt som muligt, synes jeg er usmageligt. Det samme gjaldt Johnny Depp og Amber Heard-retssagen, hvor vi alle ville kigge ind i de kendtes private vinduer og følge med i deres personlige intriger. Folk sad klistret til skærmen for at følge deres rettergang, og det endte med en total folkedomstol. Alt det tager ‘Folie à Deux’ smukt med i filmen, og her er den stærkest.

For når en mand som Jokeren kan opildne halvdelen af Gothams befolkning til at tro, at de rige er svin, og at de små skal sejre, når vi i kor synger “When the Saints Go Marching In”, så er magten ikke længere domstolen, men folket, som her er styret af Jokeren.

Samtidig vil filmen dog også være en musical, hvor hver retssalsscene skal slutte med en sang. Der clasher det for mig. For der er faktisk ikke et problem med musical-delen af filmen; det er fantastisk filmet (skud ud til Lawrence Sher), koreograferet og sunget af skuespillerne. Men det er sammensætningen af de to genrer, der ikke fungerer sammen.

Jeg sidder først opslugt i en smuk kærlighedshistorie med sang og dans på Arkham, for så at gå over i et velskrevet og intenst retssalsdrama, og tilbage igen, og tilbage igen osv. Halvvejs begynder det at irritere, at de ikke turde dræbe deres darling. En af ideerne måtte altså stryges.

Som sagt fejler filmens elementer intet. Phoenix har den stadig, Gaga er en skidegod Harley Quinn, sangene er catchy, og dansene er flotte. Specielt scenografien er fantastisk smuk. Retssalen er sjov og intens på samme tid, præcis som Jokeren er. Men der er for mange ingredienser i én ret. Specielt når man tænker på, at den første film var et karakterstudie af et sort får i samfundet. Denne film slutter i modsætning til den første samme sted, som den startede. Der sker faktisk ikke meget i handlingen.

‘Joker: Folie à Deux’ er en flot, underholdende og vibrerende film, der giver en lyst til at danse i spændetrøje med karaktererne, men den ender med at forvirre og splitte en mere, end den vil.

‘Joker: Folie à Deux’ kan ses i biografen fra i dag.