Det er igen en hvid mand. Skurken i en “Afdeling Q”-film er sat på samme formel som en #MeToo-anklage.

“Journal 64” fortsætter jagten på endnu en af Jussi Adler-Olsens psykopater, der hader kvinder. På den helt samme måde. Næsten.

For det begynder på hovedet. Bogstavelig talt. Kameraet zoomer omvendt ind på et forelsket, ungt par på Dragør strand. “Afdeling Q” har fået ny instruktør.

Han hedder Christoffer Boe. Og han er så kunstnerisk en type, at han altid underskriver sine film med navnet Hr. Boe. Man kan godt se, at det er den herre, der nu forsøger at rekonstruere en Jussi-film.

Det har han gjort lækkert. Særligt fundet og brugen af den bygning, som den onde, hvide mand – abortlægen Curt Wad – holder til i med sin klinik, er lækker. Her er kun hvid og rød. Skrigende farver og højt til loftet. Det ser bedre ud end de første tre standard-krimier, som morderjagten med Carl Mørck har budt på.

Men det ér ikke meget bedre. For selv en Hr. Boe kan ikke ændre på, at det er Jussi Adler-Olsen, der har skrevet forlægget.

De første tre mordmysterier bød på tre hvide mænd, der havde haft en dårlig barndom. Denne fjerde psykopat er ikke engang udstyret med en dårlig barndom. Han er bare ond. Fordi!

Hvis du var i tvivl om det, så er han iført runde briller og en hvid rullekrave som en anden James Bond-skurk. Og så hader han kvinder. Fattige kvinder. De skal kneppes, steriliseres og gerne dræbes. Fordi!

Det begynder ellers med en god krog dér på Dragør Strand, hvorfra Nete i begyndelsen af 1960’erne sendes på hjemmet for ‘løsagtige kvinder’ på Sprogø. En historisk skamplet forvandles til et mordmysterium i nutidens København. Jeg er på!

Men jeg står altså af, når krogen forvandles til en små-nazistisk loge for abortlæger, der holder hemmelige og meget onde møder i en kælder. De har forbindelser til politikerne og politiet – snart er Carl Mørck jaget vildt af motorcykel-banditter med molotovcocktails.

Men bare rolig. Mørck har vanen tro regnet den ud. Der skal heller ikke så meget til i en “Afdeling Q”-film. Ikke siden den okay begyndelse med “Kvinden i buret” har mysteriet frem til psykopaten været spændende.

Det ændrer “Journal 64” ikke på. Jeg får igen ikke lov til at gætte med. I stedet fodres Mørck, Assad og Rose lineært og uspændende med spor. Sygesikringskort fører til Sprogø fører til en advokat til en kone til en kælder og til slut en bunke af beviser.

Der er ingen vildspor. Ingen tvivl eller svær opklaring.

Carl Mørck skal nærmest bare møde op på gerningsstedet og trykke play på jagten på endnu en hvid mandepsykopat.