Dredd
Udgivet 27. sep 2012 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Det lyder umiddelbart som en dårlig joke, men efter den katastrofalt dårlige “Judge Dredd” fra 1995 er tegneserien af samme navn endnu en gang blevet filmatiseret. Takket være den første film, som havde Sylvester Stallone i titelrollen, er det svært ikke at frygte det værste, men “Dredd” er gudskelov en ekstraordinært underholdende, effektiv og hypervoldelig film med tungen lige i munden.
Noget af det, der er vægtet allerhøjst i “Dredd”, er den visuelle æstetik. Billederne af en by i ruiner er imponerende og troværdige, og da de to uheldige helte bliver låst inde i den tårnhøje slum, er hver en gang og hvert et hjørne en klaustrofobisk fælde af mørke og dunkle anstrøg. Man kan dog ikke lade være med at overveje den ufrivillige ironi, der ligger i at lade skurkenes narkotika kickstarte nogle af filmens smukkeste sekvenser. Brugeren af stoffet får en følelse af, at alting bevæger sig i slowmotion, farverne bliver skarpere, og alle kanter bliver oplyst af lys. Visuelt fungerer det fortrinligt, og for første gang nogensinde blev denne anmelder imponeret over brugen af 3D, der her vitterligt styrker ens indlevelse i billederne.
Skuespillerne har bestemt også en andel i filmens underholdningsværdi. Karl Urban er særdeles karismatisk som den benhårde Dredd, mens Olivia Thirlby både er sød og barsk som Cassandra, men det er Lena Heady, der fuldstændig stjæler showet i rollen som Ma-Ma – en fjendtlig og grusom kvinde med en vindermentalitet ud over det sædvanlige. Med et stort ar på kinden og et iskoldt blik er Heady så nærværende og demonstrativ som Ma-Ma, at man ikke kan undgå at nære en syg respekt for hende. Det er i hvert fald ikke svært at forstå, hvordan hun kan hverve så mange lakajer.
Intensiteten er høj, og det er underholdningsfaktoren bestemt også. Skuddueller og snerrende skurke alene gør ikke en film spændende, og “Dredd” har da også meget mere end det. Den har en god dosis selvsatire og high-tech æstetik samt en lyst til at lege med mediet og skabe et univers, som virkelig suger sit publikum til sig. At den samtidig er interesseret i alle sine karakterer og intelligent nok til at kunne tåle en god gang filmvidenskabelig analyse kan kun betegnes som plusser. Men mest af alt er “Dredd” simpelthen bare forbandet god underholdning.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet