Kunstens mange ansigter

Det lyder umiddelbart som indledningen på en plat vits: Hvad får man mon, når man sætter en maler til at lave en spillefilm? Før han debuterede som filmmager i 1996, havde amerikanske Julian Schnabel etableret sig som en af 1980’ernes største navne på den amerikanske kunstscene. ”Jeg er det tætteste, du kommer på Picasso i denne fucking tidsalder” fastslog han selv i samme periode, hvor hans selvtillid tydeligvis ikke fejlede noget. Tør man overhovedet håbe på, at en kunstner, der er så forgabt i sin egen visuelle overlegenhed, kan lave en film, hvor historien ikke drukner i et overflødighedshorn af bedårende billeder?

Hvis man nærer en sådan frygt og endnu ikke har taget hul på Schnabels filmiske repertoire, som netop er blevet samlet i denne splinternye boks med titlen “Julian Schnabel – 5 Films / 15 Years”, så bliver man næppe mindre skeptisk, når man skimmer mandens CV og spotter, at næsten alle hans film omhandler andre historiske kunstnere – lige fra en ligesindet neoekspressionist (“Basquiat”) og en poetisk, rebelsk forfatter (“Before Night Falls”) til en visionær bladreaktør (“Dykkerklokken og sommerfuglen”) og en garvet musiker (“Berlin”). Et vitterligt iøjnefaldende sammentræf, men et endnu mere påfaldende fællestræk i Schnabels film er hans enestående evne til at gå bag om ordene og penselstrøgene og helt ind under huden på genierne bag dem. Kort sagt: Hvis man frygtede, at Schnabels film udelukkende ville være kræs for nethinderne, kan man trygt skrinlægge ens bekymringer.

Bare se på Schnabels debutfilm, ”Basquiat”, der fortæller historien om Jean Michel Basquiat, der allerede som 20-årig opnåede stor berømmelse i New Yorks kunstnerkredse og tilmed samarbejdede med selveste Andy Warhol, før en dødelig heroinoverdosis bremsede eventyret, da han blot var 27 år gammel. Schnabel kendte Basquiat personligt og dyrkede den samme kunstneriske stilart som sin afdøde kollega, så et rosenrødt helgenportræt lå lige til højrebenet. Det har vi heldigvis ikke fået. Schnabel viger bestemt ikke bort fra vise, hvordan Basquiats pludselige berømmelse fostrer stress og tumult, der skubber hans elskede længere og længere ud i hans privatlivs periferi, indtil kunsten bliver hans eneste fristed fra en trist virkelighed præget af pres, urimelige forventninger og grådige snyltere, der kun ser maleren som en omvandrende pengeautomat.

Samtidig overbeviser Schnabel os også om Basquiats geni uden nogensinde at forfalde til billige Hollywood-kneb som rørstrømske montager, forcerede flashbacks, oversentimental dialog eller højtravende strygermusik. I stedet formidler han på elegant og subtil vis Basquiats hjerteskærende livshistorie gennem kunstnerens egne malerier, hans naturlige interaktioner med sine bekendte (spillet af veloplagte stortalenter som Gary Oldman, Dennis Hopper og Benicio Del Toro) og Jeffrey Wrights udtryksfulde, nuancerede toppræstation i hovedrollen. Det er et både smukt og sobert skæbneportræt, og Wright formår at indkapsle Basquiats excentriske væsen uden nogensinde at tabe kunstnerens basale menneskelighed af syne, samtidig med at en fuldkommen fænomenal David Bowie helt ubesværet gengiver Warhols unikke røst og mimik.

Schnabels næste film, ”Before Night Falls” fra 2000, er endnu bedre. En Oscar-nomineret Javier Bardem (i sin gennembrudsrolle) brillerer som den cubanske forfatter Reinaldo Arenas, der i sin tid kæmpede en brav og næsten umulig kamp mod Castros restriktive regime for at få trykt sine værker. Ved at fusionere sine egne optagelser (som fotograferne ganske passende giver et brun/grønligt skær) med alskens ægte arkivklip skaber Schnabel et besnærende tidsbillede af Cubas brydningstid, og ligesom i “Basquiat” falder han aldrig for fristelsen til at udpensle, hvad det er, der gør hans hovedperson så motiveret til at udtrykke sig gennem sin kunst. Det er nok for os blot at se Arenas’ fantasi blive kickstartet af de store litterære mesterværker… At se ham blive ansporet til at modsætte sig sin diktatoriske regering, når den forsøger at begrænse hans ret til at ytre sig gennem poesi og bøger.

Man bliver meget mere interesseret i Arenas’ spirende selverkendelse, når man får lov til at opleve den sideløbende med ham selv, og altså ikke får alle hans indre tanker og overvejelser bøjet i neon i langstrakte monologer. Schnabel ved nok bedre end de fleste, at man sjældent kan forklare alt gennem ord. Æstetisk er filmen også vidunderligt legesyg – Arenas’ drømme og tanker skildres i smagfulde drømmesekvenser, der aldrig kammer over i skør symbolik, og en enkelt flyvescene i en luftballon bød på så overrumplende billeder og musik, at jeg blev helt rørt uden at vide præcist hvorfor. “Before Night Falls” er en formidabel cadeau til menneskets gejst og kreativitet. Min koncentration blev dog en anelse forstyrret af at se Johnny Depp spille to vidt forskellige roller undervejs…

Ligesom “Basquiat” og “Before Night Falls” beretter ”Dykkerklokken og sommerfuglen” om en kreativ dynamo fra virkelighedens verden, der bruger sin fantasi og opfindsomhed som et værn mod virkelighedens rædsler – i dette tilfælde en forhenværende chefredaktør på det populære, franske modeblad Elle, Jean-Dominique Bauby, der – efter en pludselig blodprop – kun kan bevæge sit ene øjenlåg. Resten af hans krop er fuldstændig lammet. Han lærer at kommunikere ved at blinke, og alene ved at bruge sit venstre øje beretter han sin bevægende livshistorie over for en fransk forfatterinde (den sublime Anne Consigny), alt imens hans ramponerede krop langsomt visner indeni.

Man skulle ikke umiddelbart tro, at det var muligt at lave en særligt seværdig film om en mand, der slet ikke kan bevæge sig. Men ligesom Bauby slipper Schnabel sin unikke fantasi løs, og ved at visualisere Baubys fortid, tankespind og dagdrømme bryder instruktøren langsomt igennem Baubys lammede facade og blotter det forpinte, følelsesladede hjerte, der banker på indersiden, og Schnabel gør det med en så forbløffende ærlighed og nænsomhed, at man dæleme skal være kynisk for ikke at blive rørt til tårer. Ved at lade skuespillerne tale direkte til kameraet i lange perioder, mens skuespilleren Mathieu Amalric reciterer Baubys tanker på lydsiden, gør Schnabel det også uendeligt lettere for os at sætte os ind i franskmandens sind og situation. Jeg var heller ikke forberedt på, at “Dykkerklokken og sommerfuglen” ville være så sjov, som den er, men Baubys skarpe, spydige humor i kølvandet på en så traumatisk begivenhed siger bare alt om mandens ukuelige viljestyrke, som Schnabel helt sensationelt har formået af fange på 35mm-cellouid. I min optik er “Dykkerklokken og sommerfuglen” et af filmhistoriens helt store, livsbekræftende mesterværker.

”Berlin” er ikke en traditionel spillefilm, men i stedet en lang optagelse af musikeren Lou Reed, der performer sit gamle album Berlin fra 1973, alt imens alskens videoklip og tegninger af Schnabel kører på et lærred i baggrunden (og indimellem udfylder hele billedrammen). Jeg må indrømme, at selvom jeg eksempelvis elsker Bob Dylans hæse røst, så er der et eller andet ved Reeds rustne og ofte falskklingende stemme, der går mig lidt på nerverne. Det ændrer dog ikke på, at musikken ofte lyder knaldhamrende godt, og at den samtidig går perfekt i spænd med Schnabels ledsagende billeder. Hvorom alting er – fans af Reed vil med garanti elske “Berlin”.

”Miral” er Schnabels femte (og seneste) opus. Det er også hans eneste decideret middelmådige produktion. Umiddelbart er emnet ellers ganske spændende – filmen tager hånd om konflikten mellem israelerne og palæstinenserne, og hovedpersonen er den unge kvinde Miral, der mægtig gerne vil spille en betydningsfuld rolle i palæstinensernes kamp for en selvstændig stat. “Slumdog Millionaire”-stjernen Freida Pinto gør det ganske godt i rollen, mens Alexander Siddig er direkte fremragende som Mirals lidenskabelige far, der bare hungrer efter fred. Men for en sjælden gang skyld kan man beskylde Schnabels karakterportrætter for at være enormt overfladiske. Filmen springer så meget i tid og sted, at man aldrig opnår nogen nævneværdig tilknytning til personerne, og selvom filmen til syvende og sidst er et velmenende opråb om fred, er den ærlig talt en anelse banal – plaget af dårlig dialog, ujævnt skuespil og en rodet historie, der aldrig rigtig går i kødet på en af verdens mest komplekse konflikter.

“Miral” er altså en temmelig forglemmelig affære, men man må sige, at Schnabel derudover har klaret overgangen fra atelieret til filmstudiet med bravur. Samlet set får filmkavalkaden følgende karakter:

Video

“Basquiat”, “Before Night Falls”, “Dykkerklokken og sommerfuglen” og “Berlin” præsenteres i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. “Miral” præsenteres i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Jeg er stadig en smule ærgerlig over, at man ikke har sørget for at inkludere Schnabels film på Blu-ray, når nu de alle er så visuelt imponerende. Både “Dykkerklokken og sommerfuglen”, “Berlin” og “Miral” er tilmed udkommet på Blu-ray tidligere, men heldigvis ser filmene generelt ganske godt ud på dvd.

Det kommer ikke som den store overraskelse, at samlingens ældste film, “Basquiat”, også har den mindst imponerende dvd-billedside. Bevares, transferet er langtfra dårligt, men billedet er faktisk en anelse uskarpt hele vejen igennem. Snavs og mild edge-enhancement forekommer også, men heldigvis aldrig i et distraherende omfang. Kontrasten er heller ikke altid lige imponerende – i de dunkleste scener smelter de mørke nuancer indimellem sammen (Basquiats hår ligner indimellem bare én stor, sort masse). Farverne er til gengæld flotte og naturtro hele vejen igennem. “Before Night Falls” har et skarpere og mere celluloidagtigt transfer. Jovist, her forekommer slørede billeder også indimellem, og man savner også en mere solid kontrast. Men de generelt jordnære farver gengives fornemt, og jeg spottede aldrig banding eller glorier, og de få støvkorn, der optræder, er aldrig forstyrrende.

“Dykkerklokken og sommerfgulen” ser bestemt heller ikke tosset ud på dvd. Igen havde det været dejligt med en bedre kontrastgengivelse, og jeg bemærkede også nogle (heldigvis relativt tynde og utydelige) glorier fra tid til anden. Men billedet er langt skarpere, end jeg havde troet, det ville være (jeg husker Blu-ray-billedsiden som værende en anelse sløret), og også her imponerer farvegengivelsen. Det generelt tilpasse grynniveau er med til at give billedsiden en attraktiv, 35mm-agtig tekstur. Ligesom “Basquiat” og “Before Night Falls” ser “Berlin” dog ofte en anelse uskarp og grumset ud på dvd, men eftersom musikken er den films klart største trækplaster, bider man ærlig talt ikke meget mærke i billedsidens mangler. “Miral” ser bedre ud end alle de andre film – hvilket ikke kommer som nogen stor overraskelse, da den jo også er den yngste i bunken. Billedsiden er meget skarp, kontrasten er udmærket, farvegengivelsen ligeså, og jeg bemærkede praktisk talt ingen glorier eller andre visuelle fejl. En skam, at ikke alle fem film ser lige så godt ud som “Miral”…

Audio

“Basquiat” har udgivelsens mindst imponerende billedside, og den har samtidig den mindst imponerende lydside. Det er boksens eneste Dolby Digital 2.0-lydspor, og det har hverken megen fylde eller nogen særligt imponerende bund. Replikkerne er dog temmelig tydelige hele vejen igennem, og lydniveaumæssigt er der en fin balance mellem de musikalske indslag, replikkerne og lydeffekterne. “Before Night Falls” lyder klart bedre. Filmens Dolby Digital 5.1-lydspor imponerer allerede under åbningssekvensen, hvor Carter Burwells stemningsfulde musik får lov til at folde sig ud i samtlige højtalere på smukkeste vis. Musikken er faktisk lydsporets gennemgående mest imponerende element (især de dybe toner har en lækker fyldighed), men dialogen kommer også klokkeklart igennem, og i scenerne på Cubas travle gader og stræder er lydbilledet dejligt levende – baghøjtalerne måtte dog gerne have været en anelse mere aktive.

Dolby Digital 5.1-lydsporet til “Dykkerklokken og sommerfuglen” vil næppe blæse dig ud af sædet, men lydsiden er lige så spidsfindig og gennemtænkt som billedsiden. Der optræder kun få panoreringer, men det er vildt imponerende, hvordan replikkerne ofte bevæger sig på tværs af fronthøjtalerne synkront med kameraets bevægelser, hvilket kun er med til at styrke vores forståelse for Baubys tilstand. Fransktalende kan glæde sig over replikkernes klarhed, og skuespillernes udtalelser har en vidunderlig rumklang, hvorfor Baubys indre monologer bliver endnu mere troværdige. Støj forekommer aldrig, men det gør talløse, herligt underfundige atmosfærelyde til gengæld. Musikken lyder derudover fortræffelig og får lov til at spille en væsentlig, men aldrig anmassende rolle i lydbilledet.

“Berlin” har æren af at have udgivelsens bedste lydspor. Skiven indeholder tilmed et DTS 5.1-mix, som for alvor tvinger kanalnetværket på overarbejde. Trommerne og de dybe bastoner har en imponerende slagkraft, men ingen af instrumenterne overdøver nogensinde Lou Reeds sangstemme. Tonerne i de højere frekvenslejer kommer også klart og tydeligt igennem, mens publikums bifald er fornemt fordelt over samtlige højtalerne, således at man virkelig føler sig til stede i salen sammen med bandet og dets tilhørere. Det er simpelthen et uhyre velafbalanceret mix, som Reeds fans med garanti vil sætte stor pris på. Og “Miral”, der blot blev produceret for tre år siden, har også et imponerende lydspor. Dolby Digital 5.1-mixet vågner især op til dåd under filmens mere begivenhedsrige sekvenser (såsom demonstrationerne, hvor folk bliver beskudt), men under nogle af de mere stilfærdige scener havde en lidt mere livagtig auditiv atmosfære været velkommen.

Vær i øvrigt opmærksom på, at alle filmene byder på danske undertekster, men ikke engelske – så hvis du havde overvejet at købe boksen til nogle udenlandske kammerater, bør du nok droppe ideen (især eftersom store dele af “Before Night Falls”, “Dykkerklokken og sommerfuglen” og “Miral” foregår på andre fremmedsprog end engelsk).

Ekstramateriale

Hver film har fået sin egen skive, og de huses alle sammen i en flot, lækker æske, som Julian Schnabel selv har været med til at designe, og som er omtrent lige så høj som to stablede dvd-etuier. Lad os først få de triste nyheder ryddet af vejen: Dvd’erne med “Basquiat” og “Berlin” indeholder absolut intet ekstramateriale, mens “Before Night Falls”-disken udelukkende rummer filmen og dens biograftrailer. Det er selvfølgelig lidt en skam, når nu alle tre film omhandler store, spændende personligheder fra virkelighedens verden, som man mægtig gerne vil høre mere om, når man først har fordøjet filmene.

Dvd’en med “Dykkerklokken og sommerfuglen” indeholder en ultrakort featurette (2 min.) og et interview med Schnabel (11 min.), der bl.a. diskuterer, hvorfor fortællingen fængslede ham samt hans research og samarbejde med skuespillerne (det var oprindeligt meningen, at Johnny Depp skulle have spillet den paralyserede, franske Jean-Dominique Bauby). Det er en smule pudsigt, at det meste ekstramateriale fokuserer på Schnabels mindst interessante film: “Miral”. “Miral”-dvd’en indeholder en enkelt slettet scene (2 min.), et interview med Schnabel (8 min.), 32 minutters uddrag fra en offentlig debat om filmen samt en enkelt dokumentar (14 min.), hvori bl.a. Schnabel, romanforlæggets forfatter og skuespillerne diskuterer filmens skabelse. Desuden medfølger en ekstra dvd-skive med en dokumentar om Schnabel, “At the Same Time”, men den er desværre meget kort (sølle 13 minutter). Til gengæld byder den på flere fascinerende klip (både gamle og nye) af en malende Schnabel, og det er uhyre interessant at høre ham diskutere – helt uden omsvøb – sin indstilling til kunsten.

Hvis man udelukkende bedømmer udgivelsens ekstramateriale på baggrund af dvd-skiverne, er kvaliteten høj, mens kvantiteten desværre er temmelig lav. Men man skal bestemt ikke kimse ad den lækre, billedfyldte bog, som æsken også huser. Her finder man i alt 11 essays fordelt over godt 70 sider, der også prydes af billeder fra filmoptagelserne – lige fra Johnny Depp i dametøj til en næsten smilende Gary Oldman. Og man får lidt af hvert – lige fra dybdeborende analyser af Schnabels kunstneriske metodik (skrevet af den anerkendte filosof Rachid Benzine) til følelsesladede cadeauer skrevet af folk, der har arbejdet tæt sammen med Schnabel, såsom skuespilleren Javier Bardem og musikeren Lou Reed. Jeg nød virkelig at nærlæse og nærstudere både artiklerne og billederne.