Kærlighed og andre katastrofer
Udgivet 31. aug 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Det her er den bedste Woody Allen-film, jeg har set i mange år. Det er Sofie Stougaard, som har lavet den. Placeret i den kreative middelklasse blandt psykologer, forfattere, kunstnere og liderlige Aston Martin-elskere med en forsikring om, at kærligheden er umulig. Og den eneste udvej. Og at det hele nok skal gå.
Det er det i et jazzet, frisk tempo. Ind og ud af scener. Af situationer. Efter de er begyndt, før de slutter. Det skyldes ikke mindst et par friske navne på kamera og klip. Lars Bondes glidende billeder gør det energisk smooth, når Lars Ranthes herlige røvhul ankommer fra Aston Martin-tur med elskerinden til værkstedet. Han skal skide, siger han til makkeren, Vagn. Videre ud på toilettet, hvor han med ryggen til kameraet kigger sig i spejlet. Han er tynget. Og det hele er i et take. Det glidende spiller sammen med de rytmiske overgange, som klipper Thomas Papapetros blærer sig med. Og som han fortæller med. For Stougaards hold fortæller i billeder. De viser det.
Og så er der det overraskende gensyn. Lisbet Dahl råber ‘røvhuller' efter alverdens ansvarsløse mænd. Særligt den afdøde mand og den liderlige Lars Ranthe. Hun giver kant til den forfriskende ramme, Helsingør. Manden døde, da værftet lukkede. De mindre byer lukker. Nu er der kunst derinde. Elskerinden ‘skaber’ inde i Kulturværftet. River de gamle værdier fra hinanden. Kernefamilien og 8-16-arbejdet. Det er nye tider. Og alligevel er alt ved det gamle – mænd har altid været røvhuller, der tænker med pikken.
Jeg har stor kærlighed til debutant Sofie Stougaards små og store katastrofer. Den handler om det hele. Og ikke en skid. Om elitedating og abort. Om børn og drømmen om en Aston Martin. Og om en date på færgen til Helsingborg. Og derfor skal det hele nok gå.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet