Proletariatets langsomme selvmord

Tingene er sat i system i Tyskland. Det er en nem kliché at trække frem, men den har altså også noget sandhed i sig. Et godt eksempel er den løbende optrevling af de enorme Stasi-arkiver, resultatet af 40 års statsovervågning. Historikere og forskere bruger simpelthen DDR-regimets egen paranoia imod det og registrerer systematisk, hvordan alt dengang blev registreret systematisk. Det er guf for en dokumentarist som Petra Epperlein, der dykker, og her giver udtrykket virkelig mening, på hovedet ned i utallige kataloger og mikrofilm for at finde sandheden om sin fars selvmord.

Jeg forstår egentlig godt, at man valgte at omdøbe en by ved navn Chemnitz. Der er en uhyggelig, industriel klang over navnet. Som et sted, man placerer en røgspyende giftfabrik. Men “Karl Marx Stadt” var alligevel nok ikke det mest elegante valg. Her voksede Petra Epperlein imidlertid op som enhver anden østtysk borger – partitro forældre, russisk i skolen og et par sunde brødre, der ville være soldater. Den enorme bronzestatue af Karl Marx kiggede brysk fra sin plads foran rådhuset, en subtil reminder om at den socialistiske frihedsånd havde en ‘big brother’-slagside. I dag er han mere en reminder om, at idealerne var større end evnerne, og at fortiden ikke forsvinder. Selv hvis man ville, er Karl simpelthen for tung til at blive fjernet.

Det er svært ikke at smile lidt af den slags barokke detaljer. Petra Epperlein og medinstruktør Michael Tucker gør i starten brug af den galgenhumoristiske distance, man ofte ser i tilbageblik om DDR’s socialistiske utopia. Til tøjet, til Trabanten og til den lattervækkende naive propaganda, som klinger så falsk i vores oplyste nutid. Men distancen er måske bare en beroligende løgn, vi fortæller os selv i det moderne, demokratiske EU? I takt med at Epperlein interviewer sin mor, sine gamle naboer og Stasi-historikere, får man lyst til at slukke for sit små-arrogante grin. Det er mennesker, der levede under nogle vilkår, som det er næsten umuligt at sætte sig ind i. Vilkår, som ville bøje og strække de fleste, for ikke at sige os alle sammen, uden at vi kunne gøre så meget ved det.

Ifølge Petras mor følte man sig ikke som diktatorisk undertrykt, samtidig med at man var fuldstændig klar over at være magtesløs. Genistregen fra Stasi var at sprede sit arbejde ud blandt villige borgere. Fjenden sad ikke i et højt elfenbenstårn, men boede i lejligheden ved siden af. Derfor samler der sig også en del mistanke om Petras far, der tog sit eget liv i 1999. Motivet var uklart, så de anonyme breve, der anklager ham for at have været informant, er måske en forklaring. Epperlein sammenklipper sin egen personlige historie med rids af regimets storhed og ikke mindst fald. For hvis faren var agent, var det måske derfor, han blev ramt af en stor post-Berlinmur-depression?

Hun skildrer egentlig tomheden efter åbningen mod Vesten ret gribende. For eftertiden var det et skelsættende ‘frihedens øjeblik’. For hendes forældre betød det kaos og arbejdsløshed. Det frygtelige chok, som drengen kæmper med at skjule for sin mor i “Goodbye Lenin”, blev her virkelighed. Epperlein – og alle andre – får på en måde samme chok. Hun starter som den uafhængige, borende dokumentarist med den afslørende mikrofon konstant ved sin side. Hun slutter som sørgende datter med erkendelsen af, at man aldrig kan gøre sig helt fri af historien eller af det omkringliggende samfund. Vi må bare finde fred med vores lille plads i det hele.