Kaspar Rostrup
Udgivet 18. jun 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Hvad er erindring? I Kaspar Rostrups tilfælde er det en pæn og ordentlig karrierefortælling. Det er Rostrups svar på spørgsmålet, som han i stift faste indstillinger giver sig god tid til at besvare. Foran bogreolen, på en bænk – kun afløst af dækbilleder af skrivende blyant og fotografier fra arkivet. Filmen om Kaspar Rostrup er lige så traditionel som de svar, han giver.
På den måde giver det god mening, at Kaspar Rostrup parallelt med den her film om ham også er ved at nedfælde sine erindringer. De egner sig sandsynligvis bedst til skrift, fordi der er så få billeder at se. Derfor må vi nøjes med teater- og filmmandens ord siddende ved et bord. Ikke som i “Dansen med Regitze”, hvor Karl Åge kunne tænke tilbage i flashbacks, som vi kunne se. Her er der kun kedelige stills, som da sikkert nok er flotte i en erindringsbog.
Så lykkeligt endte det ikke i første forsøg for Kaspar, der i stedet fandt lykken med Lene. Men det hører vi ikke så meget om. Der bliver ikke stillet spørgsmål – han får lov at fortælle endnu en anekdote om dengang, han spillede Romeo til teaterprøven, som blev ødelagt af tykke Erik Paaske som Julie. Hvorfor er du Romeo? Ja, det blev Rostrup også i tvivl om, da han så den store mand på balkonen.
Jeg kommer til at huske Kaspar Rostrup for sin kunst – og ikke for filmen om ham. Dertil er den for traditionel, hvilket står i kontrast til det eksperimenterende totalteater, der fyldte store dele af hans professionelle liv. Den her dans med Kaspar Rostrup burde have lært lidt af Regitze. Dans! Dans på bordet – det er et liv, der er en erindring værd.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet