Der er ingen grund til at spilde plads på at fortælle, hvor fantastisk det egentlig er, at Quentin Tarantino med blot 3 film i bagagen har etableret sig selv som en af verdens bedste, mest populære og interessante filmskabere – fordi alle ved det.

Alle kender navnet Tarantino og hans værker. Han er så in med tiden, og han er i besiddelse af en underfundig, intelligent, naturlig og interessant tilgang til verden som nutidens filmpublikum finder appellerende. Der er ingen film som føles så stærkt tilknyttet de kaotiske 90’ere som “Pulp Fiction”. Nogle føler dog, at Tarantino har ladet en del af sit talent gå til spilde, eftersom han ikke ligefrem har været hurtig til at hoste op med nye film. Massevis af timer foran fjernsynet, sex og en enkelt retsag eller to er det som indtil nu har afholdt Tarantino fra at realisere et drømmeprojekt, som han og skuespillerinden Uma Thurman fandt på under indspilningerne til “Pulp Fiction”: “Kill Bill”, som endelig er kommet op i biograferne.

Lejemorderen ‘The Bride’ (kodenavn: ‘Black Mamba’, spillet af Uma Thurman) var en del af et hensynsløst lejemorder-team som gik under navnet ‘Deadly Viper Assassination Squad’. Da hun forsøger at melde sig ud for at gifte sig og starte på en lidt mere “normal” tilværelse med sin nye mand og kommende barn, bliver hun opsøgt af de resterende fire medlemmer af ‘DVAS’ og dets leder, Bill. De dræber hendes mand, barn og alle andre som var så uheldige at være i kirken. Men de efterlod ‘The Bride’ indsmurt i blod, uden at have fastslået, at hun vitterligt var død. Big mistake. Fire år senere, da ‘The Bride’ vågner op fra komaet hun landede i på sin bryllupsdag, tager hun af sted for at få hævn.

Uma Thurman er simpelthen helt fantastisk i rollen som ‘The Bride’, og hendes karakter fortjener så absolut at opnå status som en af filmhistoriens sejeste og mest interessante heltinder. Ikke siden Sigourney Weaver sparkede intergalaktisk røv i “Aliens” har man set noget lignende, og Thurmans karisma og udstråling fastlåser tilskuerens blik og gør det fuldstændig urokkeligt når hun optræder på lærredet. De fire andre medlemmer af ‘DVAS’ bliver spillet af Lucy Liu (O-Ren Ishii, kodenavn: Cottonmouth), Vivica Fox (Vernita Green, kodenavn: Copperhead), Daryl Hannah (Elle Driver, kodenavn: California Mountain Snake) og Michael Madsen (Budd, kodenavn: Sidewinder). De to sidstnævnte har ikke særlig prominente roller i filmen (Madsen optræder kun i få sekunder), men de formår alligevel at udføre nogle mindeværdige præstationer. Det bliver spændende at se mere til dem når 2. del af dette fine filmopus dukker op til februar. Selve Bill ses aldrig, men høres ofte, i bedste Blofeld stil, hvilket tilfører karakteren en herlig og opsigtsvækkende mystik. Og nej, kære fans, Tarantino har ingen rolle foran kameraet i “Kill Bill”.

Tarantino har ofte udtalt, at en stor del af offentlighedens indtryk af, at hans film er særdeles brutale og grusomme, er forkert og en anelse latterlig, men med udgivelsen af “Kill Bill” er der absolut ingen måde hvorpå Tarantino kan undgå sine kritikeres stærke og grumme søgelys. “Kill Bill” er et blodigt og klamt voldsorgie uden lige, men de voldsomme scener bliver naturligvis udført med stil (filmens mange kampscener er koreograferet af den samme mand som arbejdede på “Matrix” trilogien), og den måde folks lemmer og hoveder bliver hugget af, og blodet fosser og sprøjter ud af filmens talløse ofre, opnår en langt mere komisk end gyselig effekt. Kan du huske den klassiske scene i “Pulp Fiction”, hvor Travolta ved et uheld skyder en uheldig kollegas hoved i stykker? Tag det øjeblik og gang det med hundrede, så har du et nogenlunde indtryk af hvor absurd (og morsom) humoren i “Kill Bill” er.

“Kill Bill” er ofte uhyrlig spændende og fængende. Alene filmens sidste del, hvor Uma Thurman – iført Bruce Lees gule sportsdragt fra “Game of Death” – konfronterer en gigantisk arme af unge og vilde kung-fu maestroer indeholder mere rå og hæsblæsende action end samtlige årets blockbusters tilsammen. Filmens midterdel er faktisk en anelse for lang og kunne godt have været skåret lidt ned (mere om det om lidt), så Uma Thurmans stilede og imponerende demonstrening af sine fægte-egenskaber kommer på det helt perfekte tidpsunkt.

Mange af Tarantinos velkendte filmiske varemærker figurerer ikke i “Kill Bill”. Hvis man ønsker hurtig og hip dialog, af den fantastiske type som kun folk som Samuel L. Jackson virkelig formår at formulere, så er man kommet til det forkerte sted. Desuden er hverken Jackson eller Harvey Keitel i syne. Man glemmer faktisk i sidste ende fuldstændig, at man sidder og ser en Tarantino film, på trods af at plottets egentlige banalitet bliver håndteret og fortalt på den samme geniale måde som man kan forvente sig af Tarantino. Den vil få enhver dramaturgi-studerende til at tage sig til hovedet med sine konstante spring i tid og rum. Faktisk føles det ofte, som om filmen foregår tilbage i 70’erne, bl.a. takket være Tarantinos flittige brug af gamle 70’er film-teknikker, fotograf Robert Richardsons fremragende kamera-arbejde og årets absolut bedste soundtrack – funky, medrivende og eksplosivt.

Noget som er til stede i “Kill Bill”, og som man kender fra Tarantinos tre tidligere produktioner, er adskillige direkte og indirekte referencer til alle mulige film og tv-fænomener som Tarantino holder af, inklusive et par “Star Trek” relaterede bemærkninger (filmen starter endda med et citat fra den ligeledes hævn-omhandlende film “Star Trek II” – en af Tarantinos absolutte yndlingsfilm) og adskillige kung-fu film. Desuden indeholder filmen endda en adskillige-minutter-lang anime sekvens, som for sig selv er mere spændende, velanimeret og visuel interessant end de fleste hele japanske anime-film, der er udgivet til dato.