Kill List
Udgivet 25. dec 2011 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
”Vågn op”, siger en lille dreng til sin far, Jay, i “Kill List”. Vågn op. At vågne og at se, hvad der virkelig foregår omkring én selv, er noget, som krigsveteranen Jay kun lige er begyndt på – og noget, som man som tilskuer også kæmper for at gøre. For “Kill List” er en film, der er spækket med mystik og gåder, og som både efterligner og afviger fra den traditionelle hårdkogte, britiske genrefilm om den kriminelle underverden.
Instruktøren bag “Kill List”, Ben Wheatley, vil tydeligvis gerne have os tilskuere til at tænke selv og gætte på livet løs. Hvorfor er Gals kæreste Fiona hele tiden på besøg hos Jay og Shel? Og hvem er disse udvalgte, der skal slås ihjel? Hvem, hvorfor og hvad? Man skal ikke forvente at få mange af svarene leveret på et sølvfad, men samtidigt kan den intelligente og målrettede seer godt tænke sig til, hvordan det hele hænger sammen, efter måske at have grublet lidt over det hele. At prøve at forstå “Kill List”, mens man ser den, er derimod lidt ligesom at stå lidt for tæt på et maleri. Det er først efter, man er kommet ud af biografens mørke og får den brutale og mærkelig oplevelse lidt på afstand, at man virkelig kan forstå – eller i hvert fald prøve på det – hvordan det hele egentlig hænger sammen.
Lyder det rodet? Det er det ikke. Der bliver kælet for både hver en detalje og hvert et hint, der er med til at give et større indblik i, hvad der egentlig foregår i den underverden, som vores to hovedpersoner ufrivilligt er ved at stifte bekendtskab med. Samtidig er det hele skruet sammen med en præcision og en smittende appetit for det gådefulde. Nej, her er ikke tale om fashionabel torturporno, men derimod et værk, der langsomt, men selvsikkert, går ned ad kriminalfilmens uvorne sti, men aldrig helt over i den anden grøft.
Det skulle slet ikke undre mig, hvis “Kill List” – ligesom dens forbillede, den engelske gyserklassiker “The Wicker Man” – med årene går hen og bliver en vaskeægte kultfilm. Det er en ære, den bør få. Den har en ekstremt excentrisk stil, og den minder til tider om de eksperimenterende studiefilm, der bliver vist til afgangseksamen på alverdens filmskoler. Der holder sammenligningerne dog også op, for Ben Wheatley har instrueret “Kill List” med skråsikker hånd. At tilskueren må gætte sig frem til langt de fleste svar er ikke et tegn på dårlig filmskabelse, men derimod et tegn på en instruktør, der laver film til begavede filmentusiaster, der har mod på en meget anderledes og til tider yderst ubehagelig filmoplevelse.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet