It’s the economy, stupid!

Markie Trattman (Ray Liotta) driver en ulovlig spillebule i New Orleans. Han har tidligere fået andre til at rydde sin egen bule og er sluppet fra det med en stor gevinst. Nu vil en anden lokal gangster, Johnny Amato (Vincent Curatola), røve Markies gesjæft, fordi alle alligevel vil tro, at det er Markie selv, der har gjort det igen. Til det job hyrer Amato to småkriminelle, desperate typer, Frankie (Scott McNairy) og Russell (Ben Mendelsohn). Kuppet går nogenlunde efter planen, og alle tror, at Markie selv stod bag. Men da det store udbytte nu mangler fra det sorte marked, giver det genlyd helt op til gangsterbosserne i New York, der sender en trofast håndlanger, lejemorderen Jackie (Brad Pitt), ned for at rette op på tingene.

Introduktionen af Brad Pitt, der ankommer til et i øvrigt usædvanligt regnfuldt og trøstesløst New Orleans akkompagneret af Johnny Cashs apokalyptiske “The Man Comes Around”, slår tonen an til det, man skulle tro var et stort anlagt epos om gangstere og hævn. Men det er det ikke. For det første er filmen kun 97 minutter lang, så det er begrænset, hvor episk den kan nå at blive. For det andet går meget af den tid med tilsyneladende ligegyldig snak. Betalingen til Jackie for hans arbejde, som skal godkendes oppefra i systemet, diskuteres heftigt, og bedst som Jackies tidligere partner, Mickey, ankommer i skikkelse af James Gandolfini for at hjælpe til, og man tænker, at nu går det straks amok, så bestiller Mickey ikke andet end at drikke sig i hegnet og ævle om damer.

Det lyder som en noget aparte gangsterfilm, men der er en mening med galskaben. “Killing Them Softly” var udtaget til hovedkonkurrencen ved årets filmfestival i Cannes. Man kan sige meget om de film, der udvælges til netop dén konkurrence, men fælles for dem er, at de aldrig bare er helt almindelige genrefilm. Derfor giver det også sig selv, at “Killing Them Softly” ikke bare er en gangsterfilm. Filmen bygger på en roman fra 1974, men instruktør og forfatter Andrew Dominik opdaterer her handlingen til 2008 og gør den til en allegori over det amerikanske samfund i kølvandet på den økonomiske krises bankpakker og efterfølgende slagsmål om skyld.

Filmens karakterer repræsenterer aktørerne i det beskidte spil. Fra de store, ansigtsløse bagmænd, der stort set går fri, til de små fisk, som må sprælle og kæmpe for livet, for i sidste ende at blive ofret – uanset om de er skyldige eller ej. Filmens gangsterunivers fungerer overraskende godt som en parallel til finanskrisen. Men desværre er filmmagerne bange for, at publikum ikke fatter pointen.

Allegorier i film kan behandles subtilt som i “Godzilla”, der reelt handler om atombomber, eller mere åbenlyst som i “Blade Runner”, der bl.a. spørger, hvad der gør os til mennesker. “Killing Them Softly” vælger en ret klodset tilgang: Handlingen udspiller sig som nævnt i 2008, hvor medierne var fulde af taler fra præsident Bush, hans ministre og andre topfolk. De taler kører på fjernsynet i baggrunden, når filmens karakterer er på værtshus, eller i radioen, når de er i deres biler. Det havde være fint et par gange, men når publikum igen og igen bliver gjort opmærksom på sammenhængen, bliver det trættende, og man rives ud af historien i stedet for at blive mere engageret. Det er synd, for allegorien fungerer virkelig godt og giver masser af stof til eftertanke og muligheder for at tolke filmen undervejs. Der er slet ikke brug for de evindelige påmindelser. Slet ikke, når filmen kun varer 97 minutter. Med en time mere til at udfolde og nuancere dramaet yderligere havde den samme mængde højtlæsning for dværge ikke virket nær så irriterende.