Jeg skal indrømme, at da jeg hørte, at Disney/20th Century Fox ville lave tre nye Planet of the Apes-film, var jeg ret spændt. Da de offentliggjorde billedet af en abe på en hest med en ørn på armen på en bakketop med noget, der lignede bjerge i baggrunden, var jeg hyped. Da den første trailer udkom, og vi så abekongen Proximus råbe “What a wonderful day!”, var jeg endnu mere hyped!

Det er ikke, fordi jeg er en inkarneret fan af Abernes Planet-filmene og kender alle detaljerne. Jeg voksede ikke op med Charlton Heston filmen, men derimod den forfærdelige Tim Burton-version fra 2001.

Men jeg vil gerne dedikere mig som kæmpe fan af de tre prequels af Rupert Wyatt og Matt Reeves. Det er efter min mening nok den mest undervurderede filmtrilogi i nyere tid. Det er tre blockbusterfilm med kæmpe produktionsværdi, fantastiske manuskripter og et sindssygt lækkert cast i alle filmene. Plus, at de er super originale og prøver ikke at please nogen, filmene vil bare gerne være gode film. At de tre film ikke er mere værdsat og husket, begriber jeg ikke. Og så burde Andy Serkis have været nomineret til en Oscar for ‘War of the Planet of the Apes’.

Så for mit vedkommende var forventningerne høje, men jeg prøvede at holde dem nede. Kunne manden bag Maze Runner-filmene Wes Ball leve op til Matt Reeves? Det korte svar er JA! Wes Ball gør det virkelig godt. Og ‘Kingdom of the Planet of the Apes’ er en god film.

‘Kingdom of the Planet of the Apes’ handler om aben Noa, der lever et stille liv. Ham og hans to venner har tjansen at kravle op til ørnereder og samle æg, som de kan ruge ud, så de kan opdrætte ørne. Dem bruger de til jagt og til at holde udkig efter farer. Noas far er den skuffede-sure ørneopdrætter, og klanen har også en gammel hanabe med halskæder og krone, der bestemmer. Det bliver slået fast, at vi befinder os i abernes stammeæra.

Freden må slutte, da klanen bliver angrebet af en fremmed gruppe aber med fakler, der leder efter et menneske. Og jeg må indrømme, at jeg blev overbevist af filmens genialitet, da jeg så en stor ond gorilla stikke et spyd i en abe, imens han råbte “FOR CAESAR!”. Nu er Casear blevet en gud.

Selvfølgelig slipper Noa væk på et hængende hår. Nu vil han befri sin tilfangetaget klan fra den essentriske Proximus og genoprette freden i klanen.

På papiret kan den ligne ret meget War. Klanen er taget til fange af en ond mand, der bliver hyldet af mængden, imens aberne er tvunget til at bygge en mur. Man skal ikke være meget vågen for at se ligheden.

Filmen starter med, at Caesar bliver brændt, og alle omkring ham rækker hænderne mod himlen. Musikken bliver Hans Zimmer tung, og stemningen bliver alvorlig. Ligesom det skal være.

At vi skal se Caesar blive brændt og hyldet, har jeg egentlig ikke behov for. Jeg syntes War sluttede perfekt med ham ånde ud, imens han kiggede på det nye paradis, han havde skaffet sin klan. Men for at vi får alle med, og vi laver en direkte segway til den nye trilogi, kan jeg godt være med på. Så okay da.

Herfra klipper vi til teksten “Mange generationer senere”. Nu er Caesar en legende, en myte for nogle og en gud for mange. Alle kan hans berømte ord “Aber sammen, stærkere” “Abe dræber ikke abe” lever stadig videre. Men ikke mange forstår dem, og de fleste misforstår dem.

Noa bliver på sin rejse oplært af orangutangen Raka, som kan Caesars legende på rygraden. Han fortæller om, hvordan bøger fungere, hvordan aber og mennesker levede side om side, og om hvordan aberne har glemt, hvad Caesar egentlig mente med sine ord.

Filmens tematik er smuk. Om, hvordan vi fortolker religiøse skrifter og bekriger vores artsfæller i fælles guders navne. Vi har alle forskellige fortolkninger af, hvad der er rigtigt og forkert, og filmen viser smukt, hvordan vi fordrejer kloge ord, så de respondere bedre til ens egen morale og vision. Og det er virkelig godt set og passer virkelig fint til filmen.

Den nye hovedperson Noa er et godt pust. Han er slet ikke som Caesar, og man skal heller ikke tro andet. Noa er en klatredreng, der ikke kender til vold og død. Han er heller ikke nogen leder. Men han er super sympatisk og Owen Teague skinner igennem computeranimationen.

Et af de få mennesker i filmen er pigen Mae. Hun er en undsluppet slave, der er på jagt efter en genstand, der kan hjælpe hendes art. For Noa er menneskene en uhyggelig art af dyr, der er på samme niveau som. Ja, en abe. Mae er spillet af Freya Allan, som laver et flot debut i biografen, nogen ville nok kende hende fra ‘The Witcher’ på Netflix. Men frem for alt står aben Proximus klarest tilbage i min bevidsthed.

Proximus bliver flot spillet af Kevin Durand, jeg kommer til at tænke tilbage på Andy Serkis og Koby Kebbell fra de to sidste film, hvor de beviste at ‘mere er bedre’, når det kommer til mo-cap skuespil.

Proximus er tydeligvis meget inspireret af Romerriget og Cæsar, derfor vil Proximus gerne forene alle aberne under ham selv. Derfor har han sin egen højtlæser spillet af William H. Macy der læser højt for ham om det gamle Rom. Han er et af de få mennesker, der kan læse, og er tvunget til at assistere Proximus i at få åbnet en mystisk kæmpe port til et sikkerhedskammer, der blev brugt, da pandemien udbrød. Derinde håber han på at finde nøglen til en hurtigere evolution af sin egen art.

Instruktørskiftet kan tydelig ses for selv den mindre garvede filmentusiast. Wes Ball er meget mere håndholdt og er ikke bange for at ryste kameraet. Jeg må indrømme, at Ball overrasker mig i, at han ikke snubler over actionscener og ligegyldigheder. Man kan mærke, at han respekterer universet og de tidligere film til en grad, hvor han næsten ikke tør at vove pelsen. Heldigvis har han et godt og stramt manuskript, som gør, at han tør at ryste det hele og bruge ekstra tid på verdens opbygningen.

Filmens eneste minus er, at den er 30 minutter for lang. Jeg tog mig selv i at gabe en håndfuld gange undervejs i midten og slutningen. Ikke fordi at filmen var kedelig, men fordi at scenerne er for lange. Da Noa møder Raka, er der for mange scener, hvor de gentager sig selv, og ligeledes da de møder Mae. Det er også den af filmene, der slår spilletidsrekorden for War med 5 minutter.

På trods af den langstrakte spænding så er ‘Kingdom of the Planet of the Apes’ en actionfyldt eventyrsfilm, der går på jagt i de skjulte gemmesteder på jorden. Det er en explorerfilm, som handler om mere end talende aber. Man kan heller ikke andet end at få dårlig samvittighed, når man ser, hvor smuk jorden ville være, hvis vi mennesker en dag forsvandt.

Filmen river en med på hesteryg igennem stammekrige og klatreture, så man bliver nødt til at købe flere popcorn undervejs i filmen.

Slutningen lægger også klart op til flere film, og det glæder mig, at universet kører videre. Jeg krydser fingre for, at niveauet forbliver, hvor det er. “FOR CAESAR!”

‘Kingdom of the Planet of the Apes’ kan ses i biografen fra i dag.