Klassefesten
Udgivet 12. okt 2011 | Af: Benway | Set i biografen
Begynder eller slutter livet ved de 40? Det er mere eller mindre omdrejningspunktet for “Klassefesten”, der tager en tur tilbage til fortiden for tre gymnasiekammerater, der alle på hver deres måde har kvaler med at tilpasse sig det voksne liv.
De kvaler har hans ven Thomas (Troels Lyby) derimod ikke. Tværtimod er han en succesfuld rocksanger og vælter sig så meget i villige blondiner, at det knap nok kan betale sig at skifte kondom mellem knaldene. Til gengæld har han svært ved at binde sig til nogen, hvorimod den deprimerede ven Andreas (Anders W. Berthelsen) brændende ønsker sig sin kone – der til hans store fortvivlelse er skredet med parterapeuten – tilbage.
Fortællingens manuskript er skrevet af Lars Mering og Claudia Boderke, der tidligere også har lagt pen til den ganske rædselsfulde “Simon & Malou”, men som imidlertid har fundet et emne med noget mere substans i denne omgang. Beklageligvis har de også videreført meget af den samme tvivlsomme humoristiske tone, og selv de gode indfald bliver ofte leveret på en måde, så man alligevel ikke griner. Det er en sjov ide at gøre spørgsmålet om barberede testikler til en generationskløft, men man tror ikke et sekund på, at de tre forholdsvis velopdragne herrer ville få det bizarre indfald at kronrage kuglerne på et offentligt toilet, og af samme grund er det ikke sjovt, da de gør det. Selv plat humor skal leveres med et minimum af troværdighed, for at man ler.
Fjollet humor er i der i det hele taget overvældende meget af i filmen, og selvom enkelte episoder fungerer, så forbliver lattermusklerne for det meste ganske uberørt. For mange gange sidder man tilbage med følelsen af, at det er manuskriptet snarere end hovedpersonerne, der styrer handlingen og bestemmer, hvad der nu skal ske. Til gengæld er trekløveret i hovedrollerne velspillende, og ikke mindst Nicolaj Kopernikus’ identitetssøgende figur bliver en bærende kraft for filmen. Det er først og fremmest hans dilemma, man som tilskuer kan forholde sig til, og det bliver også det element, der forhindrer filmen i at gå helt til bunds. Når han er på lærredet, fornemmer man en vis pondus bag filmens historie. Resten af tiden er der mere vægt i de glatbarberede boller.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet