Gid jeg havde set “Kød & blod” til verdenspremieren under årets tyske Berlinale.

Her fik Jeanette Nordahls debutfilm stor ros fra de internationale anmeldere, der så den danske gangsterfilm med engelske undertekster.

Jeg så derimod Sidse Babett Knudsen som gangster-mor Bodil i en dansk biograf uden undertekster.

Her var mine hjælpeløse ører ladt i stikken med ny rekord i dansk mumleri. Jeg måtte gætte, hvad der blev sagt.

Det var således først i slutscenen, at jeg fik forsikring om, at Carla Philip Røders karakter havde navnet Anna – ikke Adda eller Hanna.

Den megen mumlen og uklare tale hænger delvist sammen med perspektivet for denne thriller fra udkanten.

Det hele opleves igennem Ida (eller hørte jeg Nina?), der kommer i pleje hos moster, da mor dør. Alle samtaler er herfra med fokus på Ida, selv om Bodil eller hendes tre sønner fører ordet.

Særligt fra Idas perspektiv på bagsædet i bilen må jeg give fortabt, når Joachim Fjelstrup og Elliott Crosset Hove mumler frem og tilbage.

Men jeg har en stærk idé om, hvad de siger. For “Kød & Blod” er genretydelig. Det er dansk gangster. Som i “Pusher” og “Nordvest” – med én afgørende forskel.

For “Kød & Blod” mumler ikke fra byens centrum, men derimod fra udkanten af landet, hvor der ikke er meget mere håb end det, som Bodil tilbyder sønnerne – et liv som håndlangere.

Sidse Babett Knudsen er underbrugt i den markante rolle som Godmother, der trækker i trådene. Hun kysser de voksne sønner varmt midt på munden som en anden dansk Don Corleone. Hun er iskold.

Hun insisterer på at hive sønnerne tilbage og ind i det store hus på landet – selv når de tror, at de var ude.

Jeanette Nordahl fortæller sin gang gangster behersket, aldrig overfortalt. Hvad er Bodils baghistorie? Man må gætte.

Sønnerne ligner nemlig ikke hinanden, mon fædrene på skift har forladt Bodil, der nu er besat af at holde sammen på familien?

Sådan er det jo ofte med gangsterfilm. Det handler om familien – om et perverteret sammenhold, hvilket også gælder “Kød & blod”, der også har set sine klassikere som “Godfather” og “Goodfellas”.

Perspektivet fortælles fra den nye Ida, der først beruses af mosterens magt og handlekraft lige indtil faldet, som jo altid venter i den her slags film.

Det skal jeg ikke afsløre mere om, men Nordahl slutter grumt og nærmest uden håb for livet i udkanten. Titlen er velvalgt.

Gid jeg havde set “Kød & blod” med undertekster.