Ukollegial ondskabGysergenren kan ikke ligefrem associeres med mange storstilede hovedværker fra vores lille kongerige. De fleste danske eksempler har været ligegyldige forsøg på at efterligne internationale hits uden egen røst og personlighed. Martin Barnewitz’ “Kollegiet” er på den konto lidt lig sine ulyksalige forløbere, idet den heller ikke forsøger at opfinde hverken den dybe tallerken eller den flade underkop. Filmen, som hev over 80.000 danskere i biografen sidste år, er gennemsyret af genkendelige elementer fra alskens amerikanske, engelske og asiatiske genrefilm.

Men der er vitterligt noget aldeles forfriskende ved at se en indenrigsproduceret gyser, som går til værks med en frydelig, utæmmelig gejst og total mangel på prætentiøs selvhøjtidelighed. “Kollegiet” stræber ikke efter at være en skelsættende milepæl. Den stræber efter at være en god gyser, og det er den også. Det er svært for alvor at se sig sur på filmens mangel på originalitet, når nu den er så fandens uhyggelig. Man får knap nok tid til at fundere over enkelte sceners genkendelighed, før et veltimet chok eller en krybende uhygge trænger sig på og sætter pulsen i vejret. Det skyldes især, at filmen tydeligvis er lavet af folk, der nærer stor respekt for genren, og som hellere vil hylde dens konventioner i stedet for dovent og slavisk at falde tilbage på dem.

Plottet er simpelt, men således er det jo i mange af både genrens bedste og værste bedrifter. Katrine er en ung studerende, som netop er flyttet på kollegium. Her møder hun et væld af jævnaldrende drenge og piger, som ikke alle modtager den nyankomne pige med kyshånd. Men der går ikke længe, før Katrine får langt vigtigere ting at tænke på end den charmerende Lukas og hans misundelige ekskæreste Sanne. For ligesom i alle genrens andre hjemsøgte bygningsværker er der nogle langtfra kollegiale kræfter på spil på kollegiet… nærmere bestemt en hævngerrig, blodtørstig ånd.

Det lyder umiddelbart bekendt, og især tilhængere af de seneste års mange asiatiske gyserserier vil føle sig overordentlig godt tilpas i filmens univers. Men “Kollegiet” er heldigvis rigere på muntre referencer end letkøbte imitationer. Selv om det talentfulde, unge ensemble hverken skænkes mindeværdige replikker eller roller at gøre godt med, er alle skuespillerne tilpas karismatiske eller modbydelige til enten at vække vores sympati eller afsky. Især Mikkel Arendt, som ligner Paul Bettany foruroligende meget, er gemytlig som den spøjse Rolf, der bliver Katrines allierede i kampen mod det onde. Og selv om der ikke er den store tvivl om karakterernes skæbner, er der nok overraskelser i fortællingens 88 minutter til at fastholde ens opmærksomhed.

Det faktum skyldes i særdeleshed også filmens dejlig legesyge æstetik, som adskiller sig fra det kedelige audiovisuelle udtryk i mange af de genrerelaterede middelvarer, som Danmark har fostret de sidste par årtier. Lydsiden er spækket med raffinerede lydeffekter, der tirrer nerverne og forplanter sig i underbevidstheden. Og scenerne på selve kollegiet har fået et flot, drømmeagtigt udseende takket være en alternativ brug af lys og farver, som gør stedets mange gange, kroge og værelser endnu mere ubehagelige og uforudsigelige. Havde fortællingen været på højde med æstetikken, var “Kollegiet” måske uforsætligt blevet til den skelsættende, danske filmbegivenhed, som den ikke sigtede efter at blive.

VideoGodt nok blev “Kollegiet” i sin tid skudt på HD, men når man genser filmen på dvd, forledes man ofte til at tro, at den blev optaget på 35mm, hvilket naturligvis er ment som en kompliment. Billedet har nemlig ofte en grynet og celluloidlignende konsistens, der er ganske tillokkende. Transferets eneste bemærkelsesværdige problem er dog, at mængden af gryn i visse tilfælde er overordentlig stor og en sjælden gang imellem endda lettere distraherende – i biografen så filmen særdeles godt ud, men på dvd virker de tilføjede korn af og til påklistrede. Men kun få skud står ikke knivskarpt, og både kontrastniveauet og farvegengivelsen imponerer. Hverken edge-enhancement eller komprimeringsfejl optræder.

AudioForskellen på discens Dolby Digital 5.1-lydspor og DTS 5.1-mix er minimal, men DTS-sporet er dog et marginalt bedre mix, som byder på endnu mere punch fra LFE-kanalen. Dialogen er tydelig hele vejen igennem, selvom den en sjælden gang imellem godt kunne have haft gavn af lidt mere diskant. Hver eneste højtaler er aktiv igennem hele filmen, og der bliver bidraget med alt fra aggressive, højlydte lydeffekter til lavmælte, underfundige auditive spidsfindigheder, som er med til at gøre filmens univers mere troværdigt, levende og (ikke mindst) uhyggeligt. Musikken er også dejlig distinkt, og der er op til flere effektive panoreringer. Lydniveauet varierer dog til tider en anelse markant imellem de uhyggelige scener og filmens mere stilfærdige, dialogdrevne sekvenser.

EkstramaterialeInstruktør Martin Barnewitz har indtalt et kommentarspor til filmen, og han ledsages af sin fotograf, sin lyddesigner og skuespilleren Neel Rønholt. Det er et glimrende kommentarspor, der ikke byder på mærkbare pauser. Mere eller mindre hver eneste facet af filmens tilblivelse debatteres – lige fra underlægningsmusikken og skuespillernes indsatser og frisurer til brugen af både lyd og billeder til at reflektere karakterernes sindstilstand. Desuden er der en ‘Bag om filmen’-dokumentar (23 min.), der ligeledes kommer meget godt rundt om produktionen, og som byder på sobre, interessante interviews med mange af filmens bagmænd og medvirkende.

Ydermere indeholder skiven trailere til “Kollegiet”, “The Breed”, “Captivity”, “Skinwalkers” og “The Dead Girl”. Omslaget bekræfter også, at udgivelsen indeholder skjult ekstramateriale, og hvis man markerer enten kvindens øjne eller tænder med sin fjernbetjening på ekstramateriale-menuen, får man adgang til filmens kontroversielle ‘Porno’-reklamer.

Den Danske Filmskole kunne tidligere på året fejre sit 40-års jubilæum som statsejet institution, og det er da også i overvejende grad skolen med de stolte traditioner, der har stået fadder til de danske filminstruktører. Alligevel skal opkomlingen, den selbestaltede forening Super 16, ikke frakendes sin leveringsdygtighed indenfor feltet de seneste år. Foreningens grundlægger, Carsten Myllerup, leverede for eksempel varen med ungdomsgyset “Midsommer”, og nu har også Martin Barnewitz, der er af samme om end unge tradition, meldt sig på banen med sin spillefilmsdebut, tillige ud i ungdomsgysergenren.

Også for den kvindelige hovedrolleindehaver i “Kollegiet”, Neel Rønholt, er der tale om lidt af en jomfrurejse. Om end hun før har optrådt på rollelisterne til et utal danske film, er denne hendes første som bærende karakter. Og det gør hun endda med kærkommen autoritet som den diabolsk omsluttede engelskstuderende Katrine, der flytter ind på et åndebefænget kollegium i Brønshøj. Det første spring er altid svært, ikke mindst for Katrine, der har mistet sin mor til et psykiatrisk betinget selvmord og nu indleder løsrivelsesprocessen fra det eneste holdepunkt, den unavngivne fader (Steen Stig Lommer), med denne tilflytning.

Kollegiet byder på lidt af en omvæltning for den unge og håbefulde studerende, der tidligere har henlagt sit liv i provinshullet Ørslev. Velkomsten fra de andre kollegianere er dog til at føle på og alt andet end velkommen. Ikke mindst Sanne (Julie R. Ølgaard) er katalysator for vedholdende mobning og intriger, der kun bliver værre, da Katrine i forbindelse med en gangfest lander i elskovskløerne på netop Sannes sleske ekskæreste, Lukas (Jon Lange). Den konflikt, der udvikler sig deraf, fylder relativt meget set i gysets bakspejl og kunne nok – med held – været nedtonet betragteligt. Mere problematisk er dog Ølgaards fremtoning – hun træder gentagne gange sig selv over tæerne med aldeles kluntede replikker og temmeligt utroværdigt skuespil.

Men der er heldigvis også en anden og væsentligt større mening med “Kollegiet”, der med tyktflydende henvisninger til de asiatiske og amerikanske gysertraditioner henvender sig til et rædelshungrende og ungdommeligt publikum. Om end originaliteten nok kan diskuteres, kan underholdningsværdien ikke anfægtes. Kollegiets gange hjemsøges af den døde pige i spejlet, Katrine ved et uheld får sluppet løs, da hun baldrer et gammelt spejl på værelset med nummeret 205. Det er langt fra det sidste spejl, der går itu på det kollegium, som synes at være pakket med sådanne. Værre endnu står det faktum, at gengangeren naturligvis ikke vil de unge beboere noget videre godt, blot hævn for en forbrydelse, der ligger adskillige år tilbage. Omkring Katrine omkommer beboerne derfor under mystiske, ja nærmest bizarre omstændigheder, der dog ikke er så meget mere overraskende, end at mistanken selvfølgelig retter sig mod den kvindelige hovedkarakter.

“Kollegiet” fremstår som et fabrikat med tydelige syninger i kanten af manuskriptet, og det er desværre ikke til at fornægte. Godt nok har Martin Barnewitz på imponerende vis formået at kreere en klaustrofobisk og åndebefængt aura omkring kollegiets mørke og triste gange, der oppebæres af et gulligt og tåget visuelt udtryk. Men desværre hænger klichéerne også ved og klæber sig særligt til de bærende karakterer, Lukas, Sanne og Lena (Mira Wanting), der udover Katrine er ligeså klodsede arketyper, som situationerne er stereotype set i forhold til gysergenrens alt for velkendte traditioner.

Det bliver naturligvis Katrines fornemste opgave at hjælpe den døde pige, der tidligere undslap spejlet, tilbage til sin parallelverden. Til at hjælpe sig har hun den eneste, der umiddelbart tror på hende – den let kejtede fraflytter og enspænder, Rolf (Mikkel Arndt). Han er vistnok også den eneste, som har oplevet genfærdet, der da heller ikke er franarret eklatante lån fra japanske gys som “Ring”.