Nordisk hævndrama i bedste stil

Actionkomedier er noget, vi – af ikke helt åbenlyse grunde – har fået en tradition for i Skandinavien. Fra Josef Fares’ strømerkomedie “Kops” over Magnus Martens’ ultravoldelige “Arme Riddere” til Anders Thomas Jensens imponerende produktioner har de skabt sig både et hjemligt og et internationalt publikum, der efterspørger mere af samme. Trofaste fans vil på ingen måde blive skuffet af “Krafidioten”, som rummer alle de sædvanlige elementer i lige nøjagtigt den magiske blanding af cool og kluntet, der kendetegner vores version af subgenren.

Den succes er dog næppe tilfældig, for instruktøren Hans Petter Moland lavede i 2010 den ligeledes underholdende “En ganske rar mand”, der også havde manuskript af Kim Fupz Aakeson. Det er efterhånden tydeligt, at koproduktioner er blevet normen for den skandinaviske filmindustri. Det er selvfølgelig primært på grund af muligheden for at få støtte fra flere forskellige lande, men når det samtidigt betyder, at man kan samle talenter på tværs af landegrænserne til en produktion som denne (her er det endda lykkedes at kapre det schweiziske stjerne Bruno Ganz til en birolle), så har jeg ingen problemer med konceptet.

Stellan Skarsgård spiller hovedrollen som særlingen Nils, der tilsyneladende kun bekymrer sig om sit job som snerydder i en lille flække ude på landet. Nils er så kedelig, som man overhovedet kan være. I hvert fald indtil hans søn bliver slået ihjel efter et uheldigt møde med nogle gangstere. Så træder farmand i karakter og begynder et hævntogt, der er forbløffende effektivt og befriende morsomt. Til sidst må han gå op imod gangsterbossen Greven, spillet af en af mine personlige favoritter, Pål Sverre Hagen, der leverer et af de mest ynkelige, hysteriske og kejtede portrætter i historien af gangsterskildringer. Hans mænd virker mere som oppassere end håndlangere, mens han må balancere den hårde virkelighed som narkobaron med udfordringerne som fraskilt far.

Som de fleste film i den efterhånden veletablerede skandinaviske actionkomedie balancerer “Kraftidioten” mellem hård realisme og grotesk humor. Vi får aldrig helt lov til at fortabe os i de lækkert koreograferede voldsscener, men fastholdes i det underliggende drama. Et godt eksempel er scenen, hvor Nils har overmandet en af gangsterne og ligger og puster ud, da gangsteren spørger ham: ”Er du ikke ved at være træt, gamle mand?”. Nils sukker, siger ja og griner lidt, hvorefter de begge to får et hysterisk grineflip, indtil Nils sætter sit gevær for tindingen af den anden mand og skyder.

Stilen kan på mange måder minde om Coen-brødrenes hverdagssurrealisme, men “Kraftidioten” har et umiskendeligt nordisk islæt, der er med til at opbygge den melankolske stemning, som strømmer igennem filmen, hvilket understøttes af billedsidens vekslen mellem lys og mørke. Moland får mest muligt ud af de sneklædte bjergveje, som Nils kører rundt og rydder i det spædeste morgenlys. Denne eftertænksomme tone er den største forskel fra Molands tidligere film, som den ellers visuelt ligner. Det er også mange af de samme skuespillere, der går igen. For mig er der dog ingen tvivl om, at “Kraftidioten” er en langt mere moden og poleret film end “En ganske rar mand”.