Krigen
Udgivet 9. sep 2015 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
I 2010 blev Pilou Asbæk sendt direkte i fængsel i “R” af Tobias Lindholm og instruktørmakkeren Michael Noer. To år senere lod Lindholm ham så kapre i “Kapringen”. Man skulle tro, at Lindholm snart ville gøre livet lidt lettere for Asbæk. Men ak. For tredje gang i træk tester Tobias Lindholm den stakkels Pilou i et hårdt mandemiljø. Han bliver denne gang sendt til Afghanistan i “Krigen”, der er en skrabet, kølig og kontant version af “Et spørgsmål om ære”.
Så da Asbæk bliver anklaget for drab på civile og sættes for retten hjemme i fredelige Danmark, overrasker det ikke, at retssalen er et klinisk hvidt lokale med institutionsstole og -borde. Retssagen foregår i samme stil. Tonen er afdæmpet og udramatisk. Her er ingen Tom Cruise, der vil stille spørgsmål til Jack Nicholsons ære, men kun advokat Søren Malling, der nøgternt, dog ikke uden humor, taler advokat’sk med anklageren i form af Charlotte Munck, som måske er lige arrogant nok til Lindholms ærinde. Det er nemlig ikke retssalsdramaet, “Krigen” jagter, men derimod en køligt betragtende skildring af mennesker i krig og af dem, der kender de mennesker.
Det, der gjorde “Kapringen” så god, var, at der blev sat person og ansigt på magten. På dem, der har bestemt, at Pilou skal sejle i risikofyldt farvand. Søren Mallings rederichef var køligt professionel, men også nuanceret menneskelig, imens han forsøgte at få Pilou forhandlet fri fra piraterne. I “Krigen” er magten totalt fraværende. Dem, der har besluttet, at Pilou og resten af de danske jenser skal drage i angrebskrig i den anden ende af verden, er pist væk. Anders Fogh er ansvarsfri våbenkonsulent, og Irakkommisionen er lukket. Magthaverne går fri fra “Krigen”, imens Pilou Asbæk sidder tiltalt for at bryde noget så absurd som regler for selve symbolet på ophøret af demokrati, civilisation og samtale – krig.
Da thi kendes for ret, så er følelsen lidt tom. For en retssal i Danmark, der skal beslutte om en mand skal fire år i fængsel eller ej, virker absurd, næsten latterlig, når det sammenlignes med alt det, vi ikke følger til ende. Krigens sande ofre og skurke. Men den absurde latterlighed får ikke plads. Sådan laver Tobias Lindholm ikke film. Krig er krig. Regler er regler, der skal følges, når Danmark går i krig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet