Krigen

InstruktionTobias Lindholm

MedvirkendePilou Asbæk, Søren Malling, Charlotte Munck, Dar Salim, Tuva Novotny

Længde115 min

GenreDrama, Krig

IMDbVis på IMDb

I biografen10/09/2015


Anmeldelse

Krigen

4 6
Et spørgsmål om Pilou Asbæks ære

I 2010 blev Pilou Asbæk sendt direkte i fængsel i “R” af Tobias Lindholm og instruktørmakkeren Michael Noer. To år senere lod Lindholm ham så kapre i “Kapringen”. Man skulle tro, at Lindholm snart ville gøre livet lidt lettere for Asbæk. Men ak. For tredje gang i træk tester Tobias Lindholm den stakkels Pilou i et hårdt mandemiljø. Han bliver denne gang sendt til Afghanistan i “Krigen”, der er en skrabet, kølig og kontant version af “Et spørgsmål om ære”.

Det er sådan Tobias Lindholm kan lide det. Intet bling-bling, intet overflødigt, kun det nødvendige kommer med. Derfor er “R” nok også hans bedste film. Michael Noers hang til genre, som han rendyrkede i “Nordvest”, gav fængselsfilmen “R” det rette miks; Yin/Yang; Lindholm/Noer. I “Krigen” er den hyperrealistiske stil ført videre fra “Kapringen”. Når Taleban angriber Asbæk og de andre udsendte, så bliver der ikke leflet med ekstra eksplosioner eller skudvekslinger i slow motion. Det skal først og fremmest virke troværdigt.

Så da Asbæk bliver anklaget for drab på civile og sættes for retten hjemme i fredelige Danmark, overrasker det ikke, at retssalen er et klinisk hvidt lokale med institutionsstole og -borde. Retssagen foregår i samme stil. Tonen er afdæmpet og udramatisk. Her er ingen Tom Cruise, der vil stille spørgsmål til Jack Nicholsons ære, men kun advokat Søren Malling, der nøgternt, dog ikke uden humor, taler advokat’sk med anklageren i form af Charlotte Munck, som måske er lige arrogant nok til Lindholms ærinde. Det er nemlig ikke retssalsdramaet, “Krigen” jagter, men derimod en køligt betragtende skildring af mennesker i krig og af dem, der kender de mennesker.

Den dæmpede facon dæmper dog ikke krigsspændingen. Bum! En landmine detoneres kort tid inde i “Krigen”, der gjorde, at jeg sammen med de danske soldater måtte dukke mig og søge dækning. Effektfuldt. Den effekt gør, at de resterende krigspatruljer opleves proppede med suspense, selv om meget af tiden går med patruljer, hvor der ikke sker en skid. Men det kunne der let! Ligesom i Kathryn Bigelows beslægtede “The Hurt Locker”, hvor blot tanken om, at en irakisk bombe kan sprænge i hovedet på vores bomberydder, garanterer en fortættet stemning.

Det, der gjorde “Kapringen” så god, var, at der blev sat person og ansigt på magten. På dem, der har bestemt, at Pilou skal sejle i risikofyldt farvand. Søren Mallings rederichef var køligt professionel, men også nuanceret menneskelig, imens han forsøgte at få Pilou forhandlet fri fra piraterne. I “Krigen” er magten totalt fraværende. Dem, der har besluttet, at Pilou og resten af de danske jenser skal drage i angrebskrig i den anden ende af verden, er pist væk. Anders Fogh er ansvarsfri våbenkonsulent, og Irakkommisionen er lukket. Magthaverne går fri fra “Krigen”, imens Pilou Asbæk sidder tiltalt for at bryde noget så absurd som regler for selve symbolet på ophøret af demokrati, civilisation og samtale – krig.

Da thi kendes for ret, så er følelsen lidt tom. For en retssal i Danmark, der skal beslutte om en mand skal fire år i fængsel eller ej, virker absurd, næsten latterlig, når det sammenlignes med alt det, vi ikke følger til ende. Krigens sande ofre og skurke. Men den absurde latterlighed får ikke plads. Sådan laver Tobias Lindholm ikke film. Krig er krig. Regler er regler, der skal følges, når Danmark går i krig.


Trailer

Kort om filmen

Kompagnichef Claus Michael Pedersen (Pilou Asbæk) og hans mænd er udstationerede i Helmand, Afghanistan. Hjemme i Danmark forsøger Claus’ kone Maria (Tuva Novotny), at holde sammen på en hverdag med en mand i krig og tre børn, der savner deres far. Under en rutinemission fanges soldaterne i en voldsom ildkamp mod Taleban og for at redde sine mænd, træffer Claus et valg, som fører ham tilbage til Danmark, anklaget for en krigsforbrydelse.