Høje ambitioner, lav kvalitet

Det er på ingen måde en fornøjelse at udpege alle fejlene og manglerne i “Krokodillerne”, for det er indlysende, at den danske low-budget-film er skruet sammen af folk, der virkelig brænder for det, de laver. De mange interviews på denne dvd afbilder produktionens skuespillere og deres overordnede som sympatiske, ydmyge mennesker, der med stor entusiasme og uden ét gran af arrogance skruede “Krokodillerne” sammen for næsten ingen penge over en lang årrække. De morede sig tydeligvis under optagelserne, og de ville hjertens gerne have os tilskuere til at tage del i morskaben. Men gode intentioner er uheldigvis ikke alfa og omega i denne verden, og “Krokodillerne” ender desværre ikke med at være mere end summen af sine mangelfulde dele.

Et hurtigt kig på filmens plakat afslører, at mange anerkendte skuespillere medvirker i den langtfra dyre film, og ensemblet er da også filmens utvivlsomt største trumfkort. De sjoveste sekvenser skildrer et par muntre skænderier mellem to sikkerhedsvagter portrætteret af henholdsvis Allan Olsen og Erik Holmey, der begge er veloplagte. Ingen af de fire mænd, der spiller historiens småkriminelle hovedpersoner (Gert, Jesper, Franz og Arne) er ligefrem fantastiske, men d’herrer fremstår sjældent utroværdige og aldrig uerfarne. Ole Ernst gør det godt som Gerts far, mens Anni Bjørn er endnu bedre som knægtens bizarre mor. Bjørn håndterer sine mange humoristiske scener med en naturlig elegance, som fremhæver hendes talent og de andre skuespilleres mindre erfaring.

Men nej, det er ikke skuespillerne, der gør “Krokodillerne” til en petitesse – det er hovedsageligt manuskriptet. Der er intet nyt under solen og ingen overraskelser i filmens fortælling om fire midaldrende fyre, som beslutter sig for at bryde ind i et varehus. Her er alle genrens varemærker: Hyppige skænderier mellem vennerne, fejlslagne indbrudsforsøg, rigeligt med falden-på-halen-komedie og ikke mindst en grum skurk, der jævnligt ringer for at høre, hvor fanden hans penge bliver af. Karaktererne er for kedelige og karikerede til at være interessante. De får ikke meget andet at lave end at skråle, spæne og le. Samtlige kvinder i filmen er tilmed enten promiskuøse duller, som blotter kavalergangen for et godt ord, eller egoistiske brokkehoveder. Det ville være en overdrivelse at betegne filmen som chauvinistisk, men nuanceret er dens kvindesyn ikke ligefrem.

“Krokodillerne” forsøger skiftevis at være komisk og alvorlig, men humoren er oftest påklistret og for insisterende, og skuespillernes utroværdige latter gør det ikke lettere at le med. Scenerne mellem Olsen og Holmey fungerer netop, fordi de virker så improviserede og underspillede. Ligeledes går det galt for filmen, når den forgæves forsøger at være seriøs. Jespers far dukker eksempelvis pludseligt op, og den alkoholiske taber er udelukkende skrevet ind i filmen for at give os større medfølelse for hans søn, men dramaet er simpelthen for banalt og gennemsyret af klicheer.

“Krokodillerne” kommer altså hverken i nærheden af at overgå eller matche de talløse nationale og internationale komedier og actionfilm, som den låner ideer fra. Æstetisk er “Krokodillerne” heller ikke en triumf, men ret skal være ret – instruktør Dennis Bahnson (som også bl.a. fotograferede den nærtbeslægtede “Brutal Incasso”) har fået skabt nogle forbløffende computereffekter. Især en elegant titelsekvens, en række computergenererede, kollapsende reoler samt en “Terminator 2”-inspireret sekvens med en eksploderende lastbil imponerer.

Men Bahnson måtte pådrage sig flere roller bag kameraet end planlagt, fordi folk faldt fra, og byrden har tydeligvis været for stor. Både billed- og især lydsiden er mangelfuld. Lyden er så tavs og kedelig, at de få actionsekvenser drænes fuldstændig for slagkraft, mens mange locations fremstår direkte øde. Og selvom kameraarbejdet er nogenlunde, så er både beskæringerne og den utålmodige klipning tit distraherende. Desværre Bahnson og Co., men I må bare op på hesten igen!

Video

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Grel udtværing forekommer mere eller mindre konstant, og både kontrasten og farvetemperaturen svinger ofte fra skud til skud. På et enkelt tidspunkt forsvinder de sorte bjælker i toppen og bunden af billedet, mens bjælkerne en sjælden gang imellem “bare” skrumper lidt. Bjælkerne er formentlig blevet tilføjet under klipningen, da de ofte synes at beskære billederne unaturligt. Havde billedet ikke sædvanligvis været tilpas skarpt, havde en bundkarakter været en realitet.

Audio

Det danske Dolby Digital 2.0-lydspor er ikke meget bedre end transferet. Ganske vist plages det ikke af nær så mange fejl (overstyring forekommer eksempelvis aldrig), men filmens ujævne og utilstrækkelige lyddesign ryger hurtigt i glemmebogen. Stort set alle filmens replikker er tydeligvis blevet dubbede, og de er sjældent synkrone med skuespillernes mundbevægelser. I øvrigt bliver mange sætninger snarere mumlet end sagt, så man ender med at savne undertekster. Lydeffekterne er ganske distinkte, men der er alt, alt for få af dem. De savner bund og ordentlig rumklang, og der er skruet for højt op for diskanten. Lydniveauet svinger meget, den auditive atmosfære er aldrig troværdig, og musikken drukner ofte i lydbilledet.

Ekstramateriale

Omtrent 77 minutters dokumentarmateriale (i svingende billedkvalitet) medfølger, der både indeholder klip fra optagelserne samt interviews med Bahnson, skuespillerne og andre medlemmer af filmholdet, og det meste materiale er ganske interessant. Det er dog pudsigt, at tv-værten og dyreeksperten Poul Thomsen udtaler sig så meget, selvom han kun medvirker i ét minut i filmen. En stor del af dokumentarerne omhandler filmens effekter, som kun styrker ens respekt for filmmagernes engagement og ens ærgrelse over det skuffende slutprodukt. De interviewede taler også meget åbenhjertet om, hvor stressede de var under produktionen, og om hvordan meget ikke gik som planlagt. 12 minutters sjældent sjove fraklip, en trailer, en række billeder og den muntre kortfilm “Next Generation Ninja” (lavet af samme hold) medfølger også.