Krudttønden

InstruktionOle Christian Madsen

MedvirkendeNikolaj Coster-Waldau, Lars Brygmann, Albert Arthur Amiryan

Længde106 min

IMDbVis på IMDb

I biografen05/03/2020

Anmeldelse

Krudttønden

3 6

 

Det er en perfekt titel til en film om terror. “Krudttønden”.

 

Tænk, hvis Omar el-Hussein havde angrebet Café Rucola i stedet for Kulturhuset Krudttønden den 14. februar i 2015, hvor Danmark blev ramt af islamistisk terror.

 

Så havde Ole Christian Madsen selv skulle finde på en titel. Det burde han måske have gjort alligevel.

 

For krudtet virker vådt i et tørt dokudrama, der lige så godt kunne have været en miniserie på ordentlige Danmarks Radio.

 

Madsen ved godt, at der ikke skal meget til at sætte ild til sådan en film som “Krudttønden”, der omhandler emner som islamisme, integration, ytringsfrihed og jøders sikkerhed i Danmark.

 

Derfor bevæger han sig forsigtigt frem med en sober flettefortælling om fire ensomme mandeskæbner, som man flettede multiplots dengang, “Babel” var hot.

 

Det begynder med slutningen den 15. februar, hvor den fiktive politimand Rico debriefes efter likvideringen af terroristen.

 

Nikolaj Coster-Waldau siger en replik fra det tydeligt skrevne manuskript. Noget om, hvordan vi bevarer det, der gør os til mennesker. Sådan taler ingen politibetjent.

 

De teatralske dialoger, der også byder på en didaktisk diskussion om ytringsfrihed, er det eneste mærke, som Ole Christian Madsen tydeligt sætter på “Krudttønden”.

 

Resten er en berøringsangst observation af de tre virkelige personer, der døde den weekend for fem år siden.

 

Omar følges fra fængslet, videre til sagsbehandleren og derfra ind i en verden af IS-propaganda på YouTube for et islamisk kalifat.

 

Scenerne er så tilpas vage, at det hverken er samfundets eller individets skyld. Her er ingen idé eller ideologi – kun et kamera, der kigger med på det, der opleves som en dramatiseret rekonstruktion.

 

Det samme gælder de to sidste dele af den flettede firkant; Finn og Dan – terrorens to ofre.

 

To mænd med en almindelig (kedelig) hverdag, som følges, fordi jeg ved, hvad der skal ske med dem. Deres skæbne er skrevet.

 

Her gemmer der sig måske en spændende diskussion i “Krudttønden”. Skæbne kontra den frie vilje. Alle fire mænd handler, men alligevel virker de aldrig for alvor til at kunne bryde med skæbnen.

 

Jeg sætter normalt pris på en tilbageholden filmskaber, der lader mig tænke selv, men har virker Ole Christian Madsen decideret konfliktsky – hvad vil du med din film?

 

Det modsatte skrækeksempel er sidste års “Danmarks sønner“, hvor Ulaa Salim forsimplet og klodset fik krediteret de onde racister som alene ansvarlige for den islamiske terror. En mellemvej ville være velgørende.

 

For selv om de fire mænd alle er ensomme skikkelser, der møder modgang, så er prikkerne for utydelige til at tegne et større billede.

 

Måske er emnet for sprængfarligt, og måske er det både geografisk og i tid endnu for tæt på til andet end en neutral gengivelse som denne, der sætter billeder på et nationalt chok og en menneskelig tragedie?

 

Om ikke andet er “Krudttønden” et brag af en filmtitel.

 

Krudttønden anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer