Da mennesket ifølge første Mosebog drevet af overmod og uvidenhed ville bygge et tårn, der kunne nå Gud i himlen, straffede denne menneskeheden med divergerende tungemål, så byggeprojektet på grund af sprogmæssige barrierer således ikke kunne realiseres. Det er den myte sat i en mere nutidig kontekst, som Alejandro González Iñárritus “Babel” er spundet omkring.

Trods globaliseringens hastige skridt mod en tættere kommunikerende verden spænder fordomme, kulturkløfter og manglende gensidig forståelse oftest ben for menneskehedens fortsatte udvikling i positiv retning. Det er i hvert fald mexicanske Iñárritus pointe med sit seneste guldæg, der fortæller fire tilsyneladende uafhængige historier fra fire ret forskellige verdensdele.

Umiddelbart har en marokkansk gedehyrdes køb af et gevær til at skræmme sjakalerne væk fra hjorden, et amerikansk ægtepars skæbnesvangre forsoningsrejse i Marokko, en døv japansk teenage-piges sorg over morens harakiri og en mexicansk barneplejerskes rejse fra USA til sønnens bryllup i hjemlandet nemlig ikke synderligt meget med hinanden at gøre. Men det får de så alligevel. “Babel” er nemlig en universel historie, der viklet ind i tilfældighedernes spil understreger, at alle handlinger har konsekvenser – også når man ikke forventer det og særligt for andre end én selv.

Bag “Babel” ligger et skæbnebetonet rekviem over menneskehedens ultimative forfald, hvor mennesket trods kulturforskelle, fordomme og sprogbarrierer er uundværlige brikker for hinanden i den større sammenhæng. Spørgsmålet er imidlertid, om menneskene når at indse dette, før det er for sent. Den manglende forståelse for hverandre understreges elegant af de fire sideløbende historier, der er konsekvent flettet sammen i et semikronologisk udviklingsforløb, hvor filmens stemning og stemme bliver stadigt mere påtrængende og intens.

Det er ikke umiddelbart muligt at pege på åbenlyse svagheder ved den monumentale “Babel”, der ikke kun oppebæres af den kraftfulde handling og den vedkommende tematik, men også udmærker sig ved sin sublime klipning – der er af afgørende vigtighed for, at filmen overhovedet hænger sammen – og en eksemplarisk lydside, der særligt viser sin funktionalitet i den døve skolepiges helt subjektive passager, hvor hun er på diskoteksbesøg og dermed understreger filmens evigtgyldige budskab. Når vi som mennesker med forskelligheder ikke formår at kommunikere med hinanden, hvordan skal artens overlevelse så sikres?

Det er i den sammenhæng i og for sig mindre væsentligt, at der er ganske store stjerner på plakaten. Selv om både Brad Pitt, Cate Blanchett og Gael García Bernal agerer trækplastre og i øvrigt også leverer fortræffelige præstationer samt solide personskildringer hver især, løber de ikke med al opmærksomheden fra en film, der både fortælleteknisk og indholdsmæssigt bevæger sig på meget højt niveau. Verdens befolkninger beskrives i ekstremer fra den fattigste gedehyrde i Marokko til den velhavende japaner, der forsømmer sin døvstumme datter i et samfund, hvor man ellers er på forkant med udviklingen og har alt, hvad hjertet begærer.

Symbolikken er til at tage og føle på i “Babel”, hvor vovemod og kulturkløfter fører til menneskehedens fatale undergang. Det er et betydeligt bidrag til en global dialog, hvor også miljøproblemer, terrorisme og krig fylder meget på dagsordenen. Men før den nødvendige dialog kan indledes, er det altså bydende nødvendigt, at verdens befolkninger forstår at tale med de samme tunger.

Video”Babel” leveres i et 1.85:1 anamorphic widescreen format og er kun befæstet med ganske få fejl. Filmen igennem kører Iñárritu en håndholdt stil, der er helt i tråd med den intensiverende handling og den hårde men sublime klipning. Der er løbende uskarpheder, men de skal ses som en del af den levende æstetik. Der er få eksempler på edge enhancement, mens farvetemperaturen er kold og symptomatisk for indholdet på bedding. Alt i alt er transferet på denne udgivelse af ganske høj kvalitet.

AudioLyden spiller en vigtig rolle i “Babel” – ikke mindst til at understrege kommunikationens genvordigheder – men alligevel udnyttes denne ikke helt optimalt. Trods et engelsk Dolby Digital 5.1 lydspor, er det primært fronthøjtalerne, der leverer varen, mens baghøjtalerne blot leverer susen. Derudover fungerer lyden egentligt upåklageligt, er velproduceret og er en væsentlig del af filmens imponerende indtryk og udtryk.

EkstramaterialeDen største skuffelse på denne udgivelse er ekstramaterialet, som nærmest er fraværende. Ud over trailers for “Illusionisten”, “Hannibal Rising”, “Children of Men” og “The Last Kiss” er der ikke noget at komme efter. Det er ærgerligt og skurrer i forhold til udgivelsen andre fine kvaliteter.

Babel: en udledning af det hebræiske ord for forvirring og samtidig en oldgammel bibelhistorie, der fortæller om konstruktionen af det mytiske Babylon-tårn, som menneskeheden byggede for at nå Gud og det himmelske paradis. Men bygningen forargede den almægtige så meget, at han introducerede alverdens forskelligartede sprog, så folk ikke kunne kommunikere med hinanden, forstå hinanden eller færdigbygge tårnet. Mexicanske Alejandro González Iñárritus mesterlige spillefilm “Babel”, som indbragte ham Cannes-prisen for bedste instruktør i år, er ikke et grandiost, historisk epos omhandlende netop den storladne myte. Filmen er derimod et intimt og stærkt karakterdrama, der netop tager udgangspunkt i de misforståelser, fordomme og pinsler, som vores verdensomspændende kulturelle, sociale og sproglige kløfter forårsager.

Ligesom instruktørens to tidligere og ligeledes uafrystelige, skelsættende mesterværker, “Amores perros” og “21 Grams”, besidder “Babel” en særpræget narrativ struktur. Ikke nok med, at man skifter mellem forskellige historier (der er hele fire af slagsen), der bliver også sprunget frem og tilbage i tiden. Det er langtfra lige så kaotisk som i “21 Grams”, men nøjagtig lige så effektivt og dragende. Instruktør Iñárritu og hans faste manuskriptkollega Guillermo Arriaga fortjener hæder for deres evne til at bevare et urokkeligt overblik og aldrig smide publikum af vognen, mens de støber deres monumentale, komplekse mosaik.

Arriaga er en af verdens bedste manuskriptforfattere. Sidste år forfattede han Tommy Lee Jones’ instruktørdebut, “The Three Buerials of Melquiades Estrada”, som, hvis den ikke just var årets bedste film, nok besad årets bedste manuskript. Også i den film tog Arriaga os med på en unik filmisk rejse, der involverede et kulturelt sammenstød af format og udstillingen af flere racistiske fordomme. Og i “Three Buerials” hoppede Arriaga også ofte frem og tilbage i tiden. Man kunne anklage manden for manglende fornyelse, men som det gamle ordsprog fortæller os: “if it ain’t broke, don’t fix it”. Så længe folk som Arriaga og Iñárritu laver film så gode og forfriskende som “Babel”, er der ingen grund til at ønske en snarlig ende på deres nærtbeslægtede produktioner.

Nogle mener (og til dels har de ofte ret), at den efterhånden populære form for filmfortælling, der involverer flere sideløbende historier, som i sidste ende kolliderer, er en lidt dorsk fortællerteknik. En fortænkt og doven idé, som ofte resulterer i flere forskellige banale småhistorier, der i det samlede hele ikke efterlader varigt indtryk og smelter sammen i et skuffende og forceret klimaks. Ikke her. Historien, der binder fortællingerne sammen, er den, der beretter om et ægtepar (en intens Brad Pitt og en majestætisk Cate Blanchett), som er taget til Marokko for at være sammen efter at have mistet et barn. På en bustur midt ude i ørkenen bliver konen skudt, og det er startskuddet for en international krise, eftersom man antager, at der har været tale om terrorister, der har været ude på at skade en amerikansk turist.

Hjemme i USA følger vi ægteparrets gamle, mexicanske barnepige, som tager sig af parrets søn og datter. Hun kan ikke få fat på en afløser, så hun vælger at drage til sin søns mexicanske bryllup sammen med børnene og sin kåde nevø (den altid fantastiske Gael García Bernal), hvilket får usædvanlige følger. De to fattige børn, der var ansvarlige for det tragiske vådeskud, lever et surt liv i Marokkos ingenmandsland sammen med deres forældre og gedeflok. Da de erfarer konsekvensen af deres handling, har de svært ved at begribe den, og deres enkle hverdag smadres.

I Japan følger vi den døve pige Chieko, der spilles af 25-årige Rinko Kikuchi. Hun leverer måske filmens bedste præstation. Chieko har alskens dagligdagsproblemer, der til dels har at gøre med sit handicap og sin mors død. Forbindelsen mellem denne fortælling og de resterende er ikke tydelig i første omgang, men den er der, og den skal bestemt ikke afsløres her. Vid blot, at historierne alle fungerer hver for sig og som ét samlet hele. Forbindelserne og overgangene mellem historierne virker aldrig andet end 100% organisk og naturlig. Og på trods af, at der er hele fire fortællinger, som skal deles om filmens 142 minutter lange spilletid, er hver historie stærk, uafhængig og velstøbt nok til at rokke i nerverne, sparke til lattermusklerne og stimulere tårekanalerne – nogle gange alt sammen på én gang.

Sammen med sin faste, Oscar-nominerede hoffotograf Rodrigo Prieto har Iñárritu skabt en betagende billedside, som lige fra den knastørre nordafrikanske ørken til Tokyos natteliv er umulig at vende blikket væk fra. En af instruktørens andre faste samarbejdspartnere er komponist Gustavo Santaolalla, hvis mageløse musik altid synes at læne sig op ad den kultur, der bliver afbildet. Lydbilledet er også unikt, især i scenerne hvor vi får lov at se, hvordan Chieko opfatter verden uden tilhørende lyd og musik.