Statisterne stjæler billedet

I den seneste tid har biografbilledet været domineret af de såkaldte “Oscar-film” med spillelængder på to timer eller mere. Når man derfor tager sig selv i – under en film, der “blot” varer 98 minutter – at kigge på uret op til flere gange, mens man håber på, at rulleteksterne er lige på trapperne, kan man være sikker på, at der er noget i filmen, som ikke fungerer. Og i Dustin Hoffmans “Kvartetten” er der vitterligt meget lidt, der fungerer.

På et “liebhaver”-plejehjem for pensionerede musikere tuller de gamle musiker-kompagnoner Reggie (Tom Courtenay) og Wilfred (Billy Connoly) rundt og nyder tilværelsen. Kalenderen er fyldt med fælles skønsang, kroketspil i forhaven og teenage-lignende high school-opgør i frokoststuen om, hvilke gammelmandskliker der er berettigede til at sidde ved det populære vinduesbord – en kamp, som Reggie, Wilfred og deres småskøre, yndige veninde Cissy selvfølgelig vinder, eftersom de er alderdomshjemmets svar på de stereotype fodbolddrenge og cheerleadere, vi kender fra ungdomsfilmene.

Operadivaen Jean Horton (Maggie Smith), der modvilligt har ladet sig indlogere på det godslignende plejehjem, slutter sig til trekløveret. Mens deres karriere var på sit højeste, blev Jean og Reggie gift, men en flygtig affære mellem Jean og en anden klassisk musiker gjorde en brat ende på ægteskabet, og de to har ikke talt sammen siden. Men da alderdomshjemmet bliver truet med lukning, tvinges de til at arbejde sammen om at stable en koncert på benene – en koncert, der indebærer en optræden med det berømte firkløver.

Men gab, hvor er det bare en historie, der er lige så tam som en cirkushund – og samtidig langt mindre underholdende. Skuespilpræstationerne er så endimensionale, at man næsten ville foretrække at lytte til en talentløs 12-årig, der giver koncert på et ustemt klaver. Faktisk kan man tage sig selv i at lægge mere mærke til, hvor latterligt stille en statist egentlig står, frem for at leve sig ind i persongalleriets oplevelser og færden.

Der er intet hjerte og ingen sjæl i den historie, der forsøger at leve på netop det – hjerte og sjæl. For der er ingen tvivl om, at Dustin Hoffman med sin debut i instruktørstolen har ønsket at give et nuanceret billede af alderdommen, hvor den såkaldte “tredje alder” viser sig fra sin bedste side med masser af liv og oplevelser. Men når han samtidig vil demonstrere, hvordan man overkommer alderdommens udfordringer, ja, så behøver man bedre skuespil og bedre instruktør-talent, hvis det virkelig skal lykkes.