En gulddame i 1D

Det er mange år siden. Det mest omfattende folkemord i menneskehedens historie. Men mindet om Holocaust lever fortsat. Et grumt minde om, hvad mennesker er i stand til at gøre ved hinanden. “Kvinden i guld” vender imidlertid blikket væk fra de dræbte og retter fokus mod eftertidens behandling af de overlevne. Med Ryan Reynolds og Helen Mirren som galionsfigurer skal der fortælles en historie, der kunne have været en hudfletning af skyld og uskyld i kølvandet på Holocaust, men i stedet bliver en unuanceret fortælling om uretfærdighed og heltemod.

Udgangspunktet er en maler, der sidder roligt i det dunkle skær fra et stearinlys. Med forsigtige bevægelser påfører han små stykker bladguld på det, der skal vise sig at blive en af Østrigs største kulturskatte, ‘Portræt af Adele Bloch-Bauer I’. Næsten hundrede år senere ved årtusindeskiftet er det uvurderlige maleri genstand for et bittert juridisk opgør mellem den østrigske stat og Adele Bloch-Bauers jødiske niece, Maria Altman. Meget info på kort tid. Maria Altman har brug for hjælp til retsopgøret, så hun parres hastigt med den klodsede advokat Randy Schoenberg. Først kan de ikke lide hinanden, så kan de godt lide hinanden, og lige pludselig sidder de i et fly på vej til Østrig.

Den forhastede begyndelse og det karikerede venskab, der hurtigt opstår mellem de to hovedpersoner, kunne godt tilgives, hvis karaktererne havde været interessante. Det er ikke tilfældet. Maria Altman-rollen er tydeligvis skrevet til at være den excentriske, men elskelige gamle dame. Men udstyret med totalt ufarlige replikker kan selv ikke Helen Mirren få rollen til at blive mere end fattigmandsudgaven af Judi Denchs titelrolle i “Philomena”. Randy Schoenberg er imidlertid et endnu mere uinspirerende bekendtskab. Ryan Reynolds spiller fantasiløst den retskafne og samvittighedsfulde advokat, som engang imellem får ‘heureka-øjeblikke’, der hjælper ham med at vinde retssager.

De to 1D-karakterer flytter sig ikke meget. Det tætteste, man kommer en karakterudvikling, er da Maria Altman rejser tilbage til sit fædreland. Her tvinges hun til at tage stilling til en befolkning, som hun mener, der måske ikke personligt sendte hendes slægtninge i koncentrationslejr, men i hvert fald tog mod den tyske magtovertagelse med strakt Hitler-arm. Men det ellers interessante tema formidles også i 1D igennem en lang række actionfyldte flashbacks, der leverer den samme fortælling om de modbydelige nazister og den stumme befolkning, vi har set så mange gange før. Det bedste, jeg kan sige om disse sekvenser, er, at de giver en pause fra det unuancerede retssalsdrama.

Størstedelen af “Kvinden i Guld” foregår nemlig i en retssal. Det er fortællingen om det godes kamp imod overmagten. David er en gammel jødisk dame, Goliat er den onde østrigske stat Davids slynge er smuthuller i arveretslovgivningen. Men er verden virkelig kun endimensionelt sort eller hvid? Den ukritiske heltedyrkelse af Maria Altman ender faktisk med at virke problematisk. Hendes motiver for at bringe en af Østrigs største kulturskatte til USA fremstilles som fuldstændigt rene, en kamp for retfærdighed. Hvad er da retfærdigheden i, at hun ender med at sælge maleriet til en amerikansk milliardær for 132 millioner dollars?