Kropslig kunst

Værsgo: Hermed præsenteres en knap tre timer lang dokumentar om ballet! Ja, jeg kan næsten allerede høre dit hjerte flyde over med begejstring, men hold alligevel fast, for selvom man ingen verdens interesse har i ballet, så åbenbarer der sig ikke desto mindre noget ganske formidabelt i filmen.

Det er ellers heller ikke, fordi undertegnede kan påberåbe sig nogen synderlig forstand på ballet – jeg har i hele mit liv kun overværet en af slagsen – men om noget så demonstrerer “La danse”, at en dokumentar om næsten et hvilket som helst emne kan være fascinerende, hvis blot vinklen ellers er lagt korrekt. Jeg har selvsagt ingen som helst forudsætninger for at vurdere balletdansen, men som dokumentarfilm er den en ualmindelig spændende en af slagsen.

“La danse” er et kig ind i en anden verden, hvor en af verdens mest prestigefyldte balletter holder til i den berømte Opera de Paris. Her er der fuldt tryk på, da de kommende forestillinger forberedes. På plakaten er syv vidt forskellige opsætninger, hvilket bl.a. inkluderer traditionelle forestillinger såsom “Nøddeknækkeren”, men også mere dristige avantgardefortolkninger af Orfeus og Medea-myterne. Danserne øver endeløst, mens presset vokser, og premieredatoen hastigt rykker stadigt nærmere.

“La danse” er instrueret af dokumentarveteranen Frederick Wiseman, og han er om noget en mand, der foretrækker at lade sine tilskuere selv stykke handlingen sammen. Her er ingen fortællerstemme eller direkte interviews til at forklare og fortolke begivenhederne for os. I stedet må vi observere med samme koncentration og opmærksomhed som Wiseman selv, mens filmens større historie og temaer langsomt begynder at stå tiltagende tydeligt. Det er i høj grad selve skabelsen af kunst, der er filmens hovedemne. Vi er med, når danserne endeløst øver de samme trin om og om igen i en evig søgen efter fysisk perfektion, mens instruktørerne nidkært retter på minimale detaljer, som man som udenforstående knap nok bemærker. Instruktørernes vidt forskellige metoder er tankevækkende, og vi oplever både dem, som tillader improvisation og lægger vægt på, at danserne forstår bevæggrundene bag hvert trin, samt dem, som perfektionistisk forlanger, at hver eneste bevægelse er præcis den korrekte.

Fantastisk er den kropspoesi, der opstår, og det er næsten umuligt ikke at blive paf over de tyngdekraftstrodsige bevægelser, der sender danserne mod himlen. Samtidig er der også noget bittersødt over oplevelsen, som er en kortvarig en af slagsen, og bevidstheden om at danserne kun for en kort stund besidder de nødvendige evner lurer i baggrunden. I en af filmens scener bliver det nævnt, at regeringen forventer, at dansernes pensionsalder indtræder ved de 40 år. ”Det er noget sent,” kommenteres det. Den fysiske perfektion er kun en flygtig størrelse, og de opslidende trin kræver deres pris fra kroppen.