Herskab og tjenestefolk

Er det sundt for et menneske af blive følelsesmæssigt knyttet til en familie, når man i bund og grund bare er arbejdskraft? Dette synes at være det centrale spørgsmål i Sebastian Silvas nye chilenske film “La Nana”. En film om en usædvanlig tjenestepige, man ville have store betænkeligheder ved at overlade sin husholdning.

Tjenestepigen Raquel er ansat hos Valdes-familien på 23. år, men da hun viser tegn på, at arbejdspresset er for anstrengende, ønsker familien at ansætte ekstra hjælp til husholdningen. Det er imidlertid ikke noget, Raquel bryder sig om, og hun modarbejder derfor hver eneste nye tjenestepige af frygt for at miste sin plads i familie.

Filmen er først og fremmest et studie i karakteren Raquel. I Catalina Saavadras firskårne skikkelse fremstilles en knuget kvinde, der surmulende sjosker rundt i sin lidt komiske stuepigeuniform, bevæbnet med støvsuger og gule gummihandsker i krig mod nullermænd og sig selv. Under et brysk ydre fornemmer man et væld af uafklarede følelser og indestængte lyster. Fra tid til anden får drifterne lov at flyde op til overfladen, men oftest i et infantilt udtryk, som når hun fjantet leger vandkamp med familiens teenagedreng. Raquels konsekvente undertrykkelse har efterladt hende i et indre limbo mellem barn og voksen, hvilket også ses i hendes mange vrisne angreb på familiens teenagedatter. Det virker nærmest som om, den 40-årige Raquel opfatter datteren som den nærmeste konkurrent i familien – datteren har den plads, som Raquel burde have.

I begyndelsen ligger sympatien hos Raquel, og man forstår hendes desperation, da familien ansætter en hushjælp, der risikerer at erstatte hendes plads. For selvom Raquels egen tilværelse foregår i skyggen af familiens, er det alt, hun har. De lettere komiske scener, hvor Raquel tyr til tåbeligheder som at låse de nyansatte tjenestepiger uden for huset, mens familien er ude, virker således ganske troværdige som udtryk for Raquels desperate og irrationelle tilstand.

Sympatien for Raquel svinder imidlertid i løbet af filmen. Man håber undervejs, at hun kommer ud af sin skal og får etableret en tilværelse, der er mere hendes egen, men hun er svær rigtig at holde af. Hendes til tider meget afstumpede adfærd giver mest det indtryk, at hun burde behandles for en psykisk lidelse, som når hun uden skyggen af medfølelse smider rundt med en kattekilling for at hævne sig på en af de andre tjenestepiger. Sympatien glider derfor efterhånden over til familien og de nyansatte tjenestepiger. Så når flere af familiemedlemmerne forlanger, at Raquel skal fyres, er det lige netop den konklusion, man selv er nået frem til. Det gør også, at man mod slutningen ikke rigtigt køber filmens forsøg på at tegne et håb for Raquel funderet i et venskab. Det er for letkøbt. Bevares, et venskab for en som Raquel vil altid gavne, men hun har bestemt også brug for professionel hjælp.