Legend of Tarzan, The
Udgivet 13. jul 2016 | Af: paideia | Set i biografen
Remakes er altid noget, der kan få folks følelser i kog. Der er ingen, der reelt har lyst til at se deres barndoms eller ungdoms ikoniske film lavet om med nyt look, nye skuespiller og ofte en ny tone. Som anmelder er de endnu sværere at forholde sig til: i hvor høj grad skal man sammenligne med originalen eller snarere bedømme på dens egne præmisser? Tarzan er dog en af de historier, der ligesom Sherlock Holmes og Kong Arthur efterhånden er blevet genfortalt så mange gange, at hver sin generation har hver sin ‘originale’ abernes konge.
Det er faktisk en sequel. Vi begynder efter historien er slut. Tarzan er blevet gift med Jane og bor nu på Greystoke Manor og sidder i det engelske overhus. Uheldigvis har en skruppelløs belgier lavet en aftale med en af Tarzans gamle fjender om at udlevere ham til gengæld for adgang til Congos rigeste diamantmine. Han bliver derfor lokket til Belgisk Congo under påskud af en diplomatisk mission. At bruge netop det som baggrund for historien er på mange måder et smart greb. Kong Leopold II’s udnyttelse og systematiske undertrykkelse af lokalbefolkningen tilfører et meget mere kritisk blik på kolonitiden end de fleste inkarnationer af Tarzan-myten.
Han spilles af Samuel L. Jackson, og det er både godt og skidt. På minus-siden bliver han mest af alt bare til Tarzans ubehjælpsomme sidekick, endnu en underlegen afrikaner, men som plus er det faktisk rart for én gangs skyld at se Jackson i rollen som andet end en bad motherfucker. Mere ligestilling er der over Jane, som får lov til at være andet og mere end en sart pige, der skal reddes. Det er hende, der får lov til at levere de bedste one-liners og spydige kommentarer til skurk – spillet som altid fantastisk og fantastisk ondt af Christoph Waltz. Selve Tarzan leverer Alexander Skarsgård krop til. Og hvilken krop! Det er næsten uretfærdigt, at en mand, der er så smuk, også har skuespiltalent. Men under alle omstændigheder er det dejligt at se på.
“The Legend of Tarzan” bliver nok aldrig nogen klassisk fortolkning af myten om abernes konge, Tarzan. Men på mange måder er den mere tro mod de traditionelle adventurefilm fra 1930’erne og 1940’erne end alle de åh-så-alvorlige versioner fra senere årtier (her tænker jeg specielt på filmen med Christopher Lambert, “Greystoke”). Den nyeste legende om Tarzan underholder dog bedst, hvis den politiske retfærdighedssans efterlades uden for biografen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet