Leviathan

InstruktionAndrey Zvyagintsev

MedvirkendeElena Lyadova, Roman Madyanov, Vladimir Vdovichenkov

Længde140 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen08/01/2015

Anmeldelse

Leviathan

5 6
En iskold vind blæser ind fra Rusland

Tre mennesker sidder omkring et bord fyldt med tomme vodkaflasker. De er så fulde, at de knap nok kan holde hovederne oppe, mens de svajer rundt og taler sløret. Med sjælden selvindsigt beslutter én af dem sig for, at det er på tide at slutte aftenen, vender sig om mod sin kæreste og spørger ham, om han mener, han kan køre hjem. Med sine sidste rester af muskelkontrol lykkes det ham at gribe om vodkaglasset, tømme det, hvorefter han svarer: ”Ja, selvfølgelig. Jeg er jo færdselsbetjent.” Velkommen til det moderne Rusland i al dets tragikomiske forfald og socialrealistiske gru.

Den ovenstående scene til trods, der udløste latteranfald hos mig selv og flere af de andre anmeldere, er der ikke meget at grine af i Andrey Zvyagintsevs “Leviathan”. Den skildrer et land, hvor korruption er reglen snarere end undtagelsen, hvor der ikke findes fremtidsmuligheder, og hvor selv åndeligheden er religion, der er brygget på floskler og magtfuldkommenhed. Selv kernefamilien, som hovedpersonen Kolya har søgt tilflugt i og sætter alt sit håb på, viser sig at blive undermineret og til sidst opløst i intet.

“Leviathan” foregår på Kolahalvøen i det nordligste Rusland, hvor patriarken kæmper en hård kamp imod de lokale myndigheder, som vil ekspropriere hans hus. Statsmagten og myndighederne generelt udfylder rollen som det kaotiske monster, titlen refererer til. Kolya tror, at han endelig har fået skovlen under den gangsterlignende borgmester med hjælp fra sin gamle soldaterkammerat fra Moskva, men han opdager hurtigt, at det er sværere end som så. Trøstesløsheden breder sig efterhånden, som systemet gør sig klar til at knuse den lille mand.

I det øde og flade kystlandskab, hvor den eneste variation er klipper og hvalskeletter, er der heller ikke megen trøst at finde. Det nærmeste, vi kommer en landsby, består af tomme, forfaldne huse, barsk industri og et par forblæste skure. Alt er fotograferet i et koldt, grå-blåt og klinisk skær, der suger enhver rest af sentimentalitet og medmenneskelig varme ud af billederne, så kulden sætter sig i både mennesker og omgivelser. Og så langt nordpå bliver der endda meget koldt. Der gøres hyppig brug af panoramabilleder med den klare, blå himmel, men snarere end at give indtryk af rum og vidder trykker himlen sig ned over personerne og gør dem endnu mindre og endnu mere magtesløse.

Sjældent har en films visuelle og indholdsmæssige sider stemt så godt overens. Jeg forlod biografen nedstemt og kold, og da jeg begav mig ud i det vinterkolde København bagefter, var det, som om filmen og dens budskab fulgte med mig i skikkelse af en iskold vind, der gik lige igennem frakken. Dette budskab er selvfølgelig primært en skarp kritik af det moderne Rusland, men den bliver heldigvis aldrig for tydelig. Og så er det et gravskrift over den russiske patriark og hans klassiske rolle i det russiske samfund. Alt bryder sammen, og det eneste håb er, at noget nyt vokser op af asken.

Det er naturligvis svært at lokke folk i biografen med sætninger som: “Du bliver gennemført deprimeret af denne film”, men ikke desto mindre vil jeg anbefale “Leviathan” som en stor filmoplevelse. Det eneste, der trækker lidt ned, er at plottet i midten bliver lidt gumpetungt og trækker opmærksomhed fra stemningsopbygningen. Hvis man har lyst til at opleve, hvordan film kan have en næsten fysisk virkning, så bør man få set “Leviathan”.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

“Leviathan” udspilles i en vindblæst by på Kolahalvøen, hvor Kolja har indrettet sig med sin anden hustru og sin søn fra første ægteskab. Uheldigvis har byens anløbne borgmester udset sig lige netop den grund, som Koljas hus befinder sig på, til et større byggeprojekt. Kolja engagerer en gammel advokatven, men individet har ikke stærke odds, når først magtbrynden ruller sig ud.