Kærligheden kender ingen grænser

Jeg har altid haft en stor forkærlighed for romantiske komedier og dramaer. Måske fordi de bedste af slagsen formår at indgyde en snert af den berusende eufori, som en ægte forelskelse fostrer. Så kan det godt være, at de fleste af filmene følger den samme skabelon (to turtelduer forelsker sig, splittes af uheldige omstændigheder, men forenes til slut – som regel i silende regnvejr), men når de fungerer, går de lige i hjertet. Men én ting nager mig dog indimellem ved genren: Karaktererne ved ofte lige præcis, hvad der skal siges. De synes altid at have en kæk bemærkning eller en morsom anekdote klar i ærmet, og sjældent sidder parterne i al stilfærdighed og nyder hinandens selskab.

Jeg ved ikke med jer, men mit anekdotearsenal er altså ikke så enormt, som Hollywood åbenbart mener, det bør være. Men som Quentin Tarantino så smukt formulerede det i “Pulp Fiction”: ”Du ved, du har fundet en, der er helt speciel, når I bare kan holde kæft og nyde tavsheden.” I Hollywood er man nok bare bange for, at den tavshed bliver decideret pinlig i en biografsal, men gudskelov er det ikke en frygt, der deles af folkene bag “Like Crazy”. Her er det allerførste stævnemøde mellem Jacob og Anna, filmens to hovedpersoner, præget af flakkende blikke, akavede pauser og tilfældige bemærkninger uden egentlig kontekst. Sagt med andre ord: Scenen minder om en ægte, første date.

Jovist, jeg forguder det rappe repliktempo i “Da Harry mødte Sally”, de elegante dialoger i “Stolthed og fordom” og de overdrevne fjollerier i “Fire bryllupper og en begravelse”, men der er noget utroligt forfriskende og tiltalende ved den sobre tone og nedtonede stil i “Like Crazy”. Det er en film, som ofte fortælles gennem blikke og bevægelser, og hvor det usagte tit vækker større resonans end det, der vitterligt siges. Æstetisk ligner filmen mere en dokumentar end en typisk Hollywood-romance – lydsiden er stilfærdig, musikken er minimalistisk, men smuk, og det håndholdte kamera synes nærmest at svæve gennem lokalerne som en slags observerende ånd, der er lige så uvidende omkring personernes næste skridt som tilskueren. Forudsigelig er filmen ikke.

“Like Crazy” lyder måske som en prætentiøs affære, men det er den slet ikke. Filmen ryster bare de genkendelige genreklicheer af sig (hvis vi måske ser bort fra et mildt overforbrug af musikfyldte montager) i et vellykket forsøg på at skabe et uhyre intimt og reelt portræt af forelskelsens tårnhøje højdepunkter og smertefulde lavpunkter. I øvrigt fortalte filmens 29-årige instruktør, Drake Doremus, kun sine skuespillere, hvilken stemning og hvilke følelser en given sekvens skulle rumme, og derefter tog de teten og improviserede løs. Resultatet er, at hver eneste scene fremstår som den skinbarlige sandhed. Ja, til tider føler man sig nærmest som en halvækel voyeur, der holder vejret i frygt for at afbryde karaktererne og ødelægge stemningen. Dragende er et fattigt ord.

Anton Yelchin, der var så overgearet som gal russer i J.J. Abrams’ “Star Trek”, formår at udtrykke tusind ord med sine længselsfulde øjne og subtile bevægelser i rollen som møbeldesigneren Jacob, og Felicity Jones er nøjagtig lige så udtryksfuld og rørende som den engelske udvekslingsstudent Anna. De to skuespillere er så gode sammen, at man allerede fornemmer deres gensidige tiltrækning, da de får øjenkontakt for første gang i filmens begyndelse. Stjernekometen Jennifer Lawrence er også superb i en mindre birolle, og eftersom scenerne føles så autentiske, og fordi kameraet kommer så tæt på personerne, bliver det svært ikke både at grine og græde med, når deres forhold tager nogle pludselige og ofte dramatiske drejninger, som naturligvis ikke skal udpensles her.

Filmen kan bedst sammenlignes med Richard Linklaters fænomenale “Before Sunrise”/”Before Sunset”-serie tilsat et stænk af “Fagre voksne verden”. Ligesom Linklaters perler er “Like Crazy” en meget reflekterende film, der nærmest synes at tage form, mens man ser den. Den føles ikke konstrueret eller iscenesat, men snarere som en vaskeægte hjemmevideo – en uhyre vellavet, velproduceret og medrivende en af slagsen, som på blot halvanden time formår at indkapsle både kærlighedens forførende og destruktive væsen. En crazy bedrift.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Selvom “Like Crazy” blev skudt med digitalkameraer, har transferet en appetitlig, celluloidagtig tekstur, som ikke plages af DNR eller edge-enhancement. Billedet er som regel meget skarpt og aldrig tilnærmelsesvis sløret. De generelt jordnære, kølige farver gengives godt, og kontrasten er også upåklagelig. Dog bemærkede jeg en smule banding og mild utvræing i nogle af filmens mørkeste scener, såsom spisescenen i kapitel 4.

Audio

Langt de fleste scener i “Like Crazy” er fredsommelige dialogscener, hvor der ikke sker så meget, så derfor bliver man meget naturligt ikke blæst bagover af diskens Dolby Digital 5.1-mix. Men hvis vi ser bort fra et par scener, hvor dialogen kan være en anelse uklar, så kommer replikkerne klart og tydeligt igennem. De har også en superb rumklang – der er næppe mange eftersynkroniserede sætninger. Der er adskillige stemningsfulde udendørsscener, som gerne måtte have budt på et mere livligt lydbillede, men indimellem (såsom under en enkelt koncert) bliver samtlige højtalere udnyttet fornemt. Et udmærket, men langtfra bemærkelsesværdigt lydspor.

Ekstramateriale

Instruktøren/manuskriptforfatteren Drake Doremus, klipperen Jonathan Alberts og fotografen John Guleserian har indtalt et fremragende kommentarspor til filmen. D’herrer er meget oprigtige, engagerede og velformulerede. De argumenterer fornemt for deres beslutninger bag kameraet, og samtidigt er de ikke bange for at være lidt morsomme i ny og næ. Hvis man kunne lide filmen, er der ingen vej uden om dette kommentarspor, og det kompenserer en smule for manglen på et interview med skuespillerne. Desuden er her godt 12 minutters slettede/forlængede/alternative scener, som trioen også har indtalt kommentarer til. Her er faktisk flere interessante momenter, men de fleste scener blev sakset med god grund.