Lockout
Udgivet 21. jun 2012 | Af: Benway | Set i biografen
Hvilken herlig omgang vås, denne film er: En gang ude i fremtiden er fængslet for de allerfarligste fanger flyttet langt ud i rummet. Under en stor fangeflugt bliver præsidentens datter holdt som gidsel, hvilket unægtelig sætter magthaverne i en vanskelig situation. Hvad skal man dog gøre?
Han hedder Snow og spilles i filmen af Guy Pierce. Snow er hårdt presset til at tage af sted, eftersom han netop er blevet uretmæssigt anklaget for mord, og denne opgave er hans eneste chance for ikke at tilbringe de næste 30 år bag lås og slå. At sende en formodet morder på sådan en mission lyder måske lidt uovervejet, men han anses tilsyneladende for at være den eneste, der er sej eller gal nok til at overliste 500 morderiske fanger. Da Snow samtidig får nys om, at beviserne på hans uskyld befinder sig på rumstationen, tager han prompte af sted.
Hele historien er selvsagt latterlig i det ekstreme, men “Lockout” er bevidst om sit ophav og i stand til at vandre på den udstrakte linje, hvor den hverken tager sig selv for alvorligt eller bliver overdrevent ironisk på den selvfede og utålelige måde. En stor del af æren for det tilfalder uden tvivl Guy Pierce, der påtager sig hovedrollen med hud og hår og affyrer one-liners på stribe, mens han demonstrerer en tegneserieagtig usårlighed. Og så kæderyger han oven i købet i ét væk. Bliver det meget mere retro?
Det er da også i allerhøjeste grad ham, vi skal takke for underholdningen i en film, der ellers slavisk følger modellen for denne slags fortællinger, og vis øvrige rollebesætning ikke er voldsomt bemærkelsesværdig, selvom Maggie Grace slet ikke er ueffen i rollen som præsidentens datter. “Lockout” kan næppe ligefrem kaldes en god film i den mest konventionelle forstand, men jeg var ikke desto mindre glimrende underholdt af dens uforfalskede B-film-charme.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet