Familien Robinson sidder omkring spisebordet på deres rumskib. De spiller kort.

Alle dine 8’ere? Fisk.

Kortbunken svæver vægtløst tværs over bordet. Kameraet svæver lige så vægtløst med. Elegant.

Men stemningen rundt om bordet er trykket. Måske har de fem familiemedlemmer også gennemskuet præmissen? Robinson. Rumskib. Helt ærligt. Den giver sig selv.

”Lost in Space” er en ny sci-fi-serie fra Netflix. En stor, dyr rum-robinsonade om en familie af rumkolonialister fra Jorden, der strander på en øde planet i en fjern, fjern galakse.

Det er en genfortælling af en populær tv-serie fra 60’erne, der i 1998 genopstod som en kitchet rædsel af en spillefilm med folk som Gary Oldman og Matt LeBlanc i hovedrollerne.

Det er ikke umiddelbart den mest oplagt kandidat til et stort anlagt reboot.

Og bedømt på de fem ud af 10 afsnit, jeg har set, er der intet potentiale i den snart 60 år gamle franchise, der berettiger, at familien Robinson nu har fået flyvetilladelse til endnu en rumtur.

I sin kerne er ”Lost in Space” et familiedrama i sci-fi-rammer. Men hverken familien eller sci-fi-rammerne er spændende at se på.

Familiefar John, en tidligere soldat, har ofte forladt kone og børn i en større sags tjeneste. Han er efterhånden helt fremmed for dem. Han er brysk og sammenbidt. Et muskelbundt, der oftest taler i dårlige oneliners.

Mor Maureen er derimod en intelligent videnskabskvinde, der er så konstant kølig og ‘ét problem af gangen’-rationel, at det knapt nok virker menneskeligt.

De tre børn er lige så skarptskårne typer. Storesøster Judy er vidunderbarnet. En teenagelæge in spe. Penny er det rapkæftede, smådovne mellembarn. Og lille Will Robinson er familiens følsomme, skrøbelige hjerte.

Det er ham, der med sin blåøjede barnetro knytter et venskab til en mystisk robot, der pludselig viser sig på den alligevel ikke helt øde planet. En slags andenrangs Elliott fra ”E.T.”.

Taget hver for sig er de fem familiemedlemmer ret uinteressante. Sammen er de værre.

Der er noget koldt og stift over deres samvær. Det er akavet, nærmest formelt, helt uden varme. Var det ikke for efternavnet, kunne jeg næsten tro, de bare var kolleger på job.

Familien og deres forhold får dog heller ikke mange rolige øjeblikke til at folde sig ud. Det meste af tiden går med at flygte fra den ene fare til den næste.

Vi fryser! Skynd jer! Det brænder! Skynd jer! Uvejr! Væk! Det er den ene lige-ved-og-næsten-situation efter den anden. Det bliver hurtigt udmattende. Og der er ovenikøbet aldrig en fornemmelse af, at det faktisk kan gå galt.

Det ville nemlig stride mod den ellers familievenligt ufarlige tone. Desuden er det kun enkelte af de mange, mange katastrofer, der flytter plottet fremad.

”Lost in Space” føles undertiden som én lang flugt, der ikke rykker sig ud af stedet.

Hvis der så i det mindste havde været en spændende verden at udforske. Men ak, efter en rejse på millioner af lysår er familien Robinson styrtet ned på en planet, der til forveksling ligner en nordamerikansk nationalpark.

Den slags er selvfølgelig betagende med deres storslåede vidder og udstrakte skove.

Men der er altså ikke meget sprælsk sci-fi-fantasi over et sneklædt bjerg og en grøn dal. Så kunne man næsten lige så godt være blevet derhjemme.

”Lost in Space” er en sær Netflix-satsning. Hvor kom den idé lige fra? Hvor vil den egentlig hen?

Efter fem afsnit virker familien Robinson uhjælpeligt strandet i en ret kedelig krog af det uendelige sci-fi-univers.

Og der vil jeg så efterlade dem.