Lost - Sæson 1

MedvirkendeJorge Garcia, Matthew Fox, Naveen Andrews, Evangeline Lilly

Længde42 min

GenreDrama, Drama, Thriller, Thriller, Adventure, Adventure

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Lost – Sæson 1

5 6
Da jeg for første gang så trailerne til “Lost”, var jeg meget skeptisk. Faktisk så skeptisk at jeg ignorerede al efterfølgende marketing for serien og aldrig så et eneste afsnit på tv. En gruppe mennesker styrter ned på en øde ø? Wow, nej, det har vi da aldrig set før. De er åbenbart ikke alene, og der befinder sig muligvis monstre på øen? Hvad fanden er det her, en parodi på “Jurassic Park”? Jeg er dog blevet både klogere og glad for muligheden for at give hele serien en karruseltur i min dvd-afspiller. “Lost” havde premiere sidste år på amerikansk fjernsyn, og nu, millioner af seere og 6 Emmy-priser senere (inkl. én for bedste dramaserie), er det lettere at få et sobert overblik over denne series overraskende og fortjente globale succes.
Ligesom mange andre tv-serier er “Lost” bygget på et enormt simpelt koncept. Men den ekstreme situation, som de overlevende fra flystyrtet er havnet i, synes ikke at være så ligetil og overskuelig som først antaget. De støder på ting, som ikke burde være på øen. Mærkværdige dyr, radiosignaler, stærke hallucinationer og… vi stopper her. En af de sjoveste ting ved at se “Lost” er at forsøge at gætte, hvordan det hele egentlig hænger sammen. At forsøge at stykke ledetråde og hints sammen.

Serien er bygget op sådan, at vi i hvert afsnit følger begivenhederne på øen parallelt med begivenhederne i en eller flere af personernes liv før ulykken. Skuespillet er fremragende. Især Terry O’Quinn imponerer som folkemængdens vildsvinsjæger John Locke, som er omgæret af mystik og medbragte hundredvis af knive på rejsen. O’Quinn dominerer et af sæsonens bedste afsnit, “Walkabout”, som desværre ikke vandt Emmy’en for bedste manuskript.

Seriens mageløse widescreen-fotografering får den ofte til at virke dejligt cinematisk. Øen er levende. Ægte. Selv også de mange scener, der er optaget i et studie, fremstår stærkt troværdige. Og seriens mange flashbacks, som finder sted alle mulige steder på kloden, besidder hver sin filmiske aura, der gør dem alle forfriskende unikke.

Musikere, der opererer indenfor tv, støder ofte på kraftige restriktioner. Den lille fjernsynsskærm tillader ikke lige så meget plads til kreativ musikalsk udfoldelse som et biograflærred. Men Michael Giacchino (som stod bag sidste års meget oversete score til “The Incredibles”) har tydeligvis fået ret frie tøjler, og hans musik er gang på gang særdeles mindeværdig. Musikken virker, ligesom billederne, gennemført og mere storstilet end ventet. På nærmest alle tekniske fronter er “Lost” en triumf indenfor tv-verdenen.

Men jeg har dog mine forbehold overfor serien. Dens flittige brug af krydsklipning virker ikke altid helt efter hensigten, og man bliver utålmodig efter at se, hvad der sker i seriens anden tidsperiode. Det skaber nogle irriterende tempoproblemer. “Lost” er underholdende, velspillet og uhyre velproduceret, men på trods af masser af velskreven dialog og flere gedigne twists, er serien også af og til en smule forudsigelig og uoriginal. Flere af karaktererne er også en smule stereotype. Og nogle gange føler man, at der bliver afsløret lidt for meget om dem, så seriens attraktive mystik fordamper en smule. Men de fleste af disse kritikpunkter er små bagateller, som let overskygges af seriens mangfoldige styrker.
VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format.
Wow. Tv-serier på dvd er desværre ofte en lidt blandet landhandel. Men “Lost” ser ganske enkelt enestående ud. Faktisk mindes jeg aldrig før at have set en live-action tv-serie se så imponerende ud på dvd, og undertegnede har været hundredvis af slagsen igennem. Først og fremmest er billedet fuldstændig fejlfrit. Komprimeringsfejl, digital støj, edge-enhancement… ingen af disse ting finder du her. Kontrasten er solid – selv i øens mørkeste afkroge går ingen detaljer tabt, og ligeledes udraderer seriens bagende sol heller ikke noget som helst, som kameramanden vil have dig til at se. Men mest imponerende er farverne. De bruser af visuel varme og energi. Endda så meget, at man ofte tager sig selv i at tørre sved af panden, fordi varmen på stranden og i junglen synes at brede sig fra fjernsynet og direkte ind i hjemmebiografen.
AudioI “Lost” spilles der ofte på, hvad man ikke får lov at se. Derfor er det naturligvis drabeligt nødvendigt, at lydsporene genererer et effektivt og overbevisende lydspektrum. Og det lykkes i høj grad, takket være nogle glimrende engelske Dolby Digital 5.1 lydspor. Jeg så som sagt aldrig serien på tv, men jeg kan kun forestille mig, at folk som genser serien på dvd, vil blive særdeles glædeligt overrasket. Der er løbende aktivitet i alle kanaler. Og der er også et par fede, effektive panoreringer, der spreder sig ud over alle højtalerne. Men jeg kunne dog alligevel godt have ønsket mig lidt mere brug af baghøjtalerne samt subwooferen. I mange af seriens stemningsrige scener føler man, at der er lidt for meget tavshed i baggrunden. Men der er uden tvivl tale om et imponerende mix.
EkstramaterialeI Danmark udkommer “Lost” på dvd fordelt over 7 discs. 5 af afsnittene på de forskellige discs byder på kommentarspor. Det er heldigvis på nogle af sæsonens bedste afsnit, nemlig de to pilotafsnit, “Walkabout”, “The Moth” og “Hearts and Minds”. Diverse instruktører, producere, forfattere og skuespillere deltager, og de er alle sammen af samme høje kvalitet. De er alle interessante, informative og ofte også dejligt humoristiske.

Disc 1 begynder med et par tv-relaterede trailere, og på boksens syvende og sidste disc huserer resten af ekstramaterialet. Der er adskillige dokumentarer, som befinder sig under tre forskellige kategorier.

Under kategorien “Departure” finder vi dokumentarerne “The Genesis of Lost” (9 min.), “Before They Were Lost” (23 min.), “Welcome to Oahu: The Making of the Pilot” (34 min.), “The Art of Matthew Fox” (6 min.) og “Lost at Comic-Con” (2 min.). De giver alle et fornemt indblik i tilblivelsen af serien via oprigtige, morsomme og informative interviews og spændende bag-om-kameraet optagelser. Der bliver talt om alt fra det første møde, hvor ideen til serien blev slynget ud, over hyringen af skuespillerne og til seriens voksende fanskare.

Discens 2. kategori hedder “Tales From The Island”. Her finder man “Lost on Location” (en 36-minutter-lang dokumentar i 6 dele, der går bag om optagelserne på 5 afsnit), “On Set With Jimmy Kimmel” (7 min.) og “Backstage With Drive Shaft” (7 min.). De to sidstnævnte featuretter er knap så seriøse og ganske kortfattede videoindslag, mens “Lost on Location” giver et godt indblik i, hvordan optagelserne foregik.

Discens (og boksens) sidste kategori hedder “Lost Revealed”. Her er der en masse slettede scener fordelt under flere underkategorier. De veksler lidt i kvalitet, men de fleste har bestemt deres øjeblikke. “Live from the Museum of Television and Radio” (11 min.) viser nogle fornøjelige optagelser fra den amerikanske instruktørsammenslutnings hyldestarrangement til serien. Og så er der til slut 4 minutters fraklip fra optagelserne, som burde kunne fremtvinge et smil hos enhver seer.

Derudover er der også mange gemte påskeæg, som er lost på disc 7, så at sige. Der er bl.a. et mærkværdigt fraklip og hvad der må betegnes som en alternativ titelsekvens. For fans af serien er det her en sand guldgrube af informationer.

Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke blev helt så grebet af “Lost”, som jeg havde håbet. Jeg havde glædet mig enormt til at stifte bekendtskab med årets store Emmy-vinder, men den rystede mig ikke helt i min grundvold. Der er dog stadigvæk tale om velsmurt og afhængighedsdannende tv-underholdning, og samtidigt det bedste producer J. J. Abrams har leveret siden de tidlige sæsoner af “Alias”. Det borger meget godt for “Mission: Impossible 3”. Rygterne siger, at kvaliteten af seriens 2. sæson beklageligvis er dalende. Men jeg ser dog alligevel frem til endnu en gang at begive mig af sted til seriens mysteriøse ø.

Dvd’ens AV-præsentation er ganske enkelt fænomenal, og ekstramaterialet fungerer som et glimrende supplement. For fans er det her et must, og stort set alle andre serie-entusiaster bør bestemt også give “Lost” en chance. Boksen indeholder 25 afsnit og er relativt billig i forhold til andre tv-serier, så der er ganske god valuta for pengene.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Efter et voldsomt flystyrt er 48 mennesker fanget på en ø i Stillehavet. De må nu prøve at overleve, så godt de kan, ved at bruge de ting, de kan redde fra flyvraget, samt hvad de kan finde på øen af byggematerialer og spiselige ting. Nogle af de overlevende går i panik, mens andre må prøve at holde hovedet koldt for at overvinde det voldsomme vejr og ugæstfrie miljø.

En af de overlevende er lægen Jack, der snarrådigt går rundt og hjælper til, hvor han kan. Han præsenterer sig for en kvinde, der hedder Kate, og sammen beslutter de sig for at finde den forreste del af flyet i håb om at finde en radio, så de kan tilkalde hjælp. Da Jack og Kate begiver sig ind i den tætte jungle for at finde cockpittet, stopper de brat, da de hører et øredøvende brøl fra junglen, der får deres nakkehår til at rejse sig. Men lige så pludselig brølet lød, lige så pludseligt forsvinder det igen. De er nu sammen med de øvrige overlevende på øen klar over, at de absolut ikke er alene!