Forsinket sprængning

Joachim Trier er uheldig med sin timing. I eftersommeren 2011 skulle hans film nummer to, “Oslo, 31. august”, have premiere rundt omkring i verden. Men filmplakaten var efter forsommerens Cannes-premiere blevet uheldig. Den forestiller en målrettet mand stige op fra vandet. Den fik en anden betydning, efter terroristen Breivik hærgede på Utøya den sommer. Nu får den engelsksprogede debut så premiere. Men i Frankrig er titlen blevet ændret til “Back Home”. Terroren satte “Louder Than Bombs” i et underligt skær, selv om der ikke sprænges bomber i den. Ingen af krudt i hvert fald, kun følelser, men de kan som bekendt også være eksplosive.

I “Louder Than Bombs” er følelseseksplosionen dog ikke sket endnu. Det er ellers tre år siden, at stjernefotografen Isabelle døde i sin bil langt væk fra de krige, som hun dokumenterede. Nu bor Gabriel Byrnes enkemand alene sammen med sin introverte teenagesøn, der spiller voldelige computerspil, imens han fantaserer om cheerleader-baben fra klassen. Og så dagdrømmer han om ulykken, der spiller som scener i hovedet, imens drømmepigen læser usikkert op fra et digt på klassen. Klassescenen er på manuskriptpapir ikke noget særligt, men det ændrer Trier på med sin unikke signatur.

For som han har vist i sine to tidligere film – “Reprise” og “Oslo, 31. august” – så er lyd ikke bare noget, der slavisk kedeligt følger det, vi ser på billedet. Den hakkende digtoplæsning forandres til poetiske pauser i mødet med dagdrømmene om mor og ulykken. Ordene giver mening i mødet med de billeder, som vælges. Der klippes på følelser og fornemmelser, imens en ny dialog gerne begyndes med en forsinket pause på det ledsagende billede. Så selv om det nu er på engelsk, så er det stadig en tydelig Trier-film.

Som landminer så ulmer de sprængfarlige følelser hele tiden under den almindelige overflade i “Louder Than Bombs”. Tabet er ikke blevet bearbejdet. Nu truer det, der ulmer, med at blive en regulær sprængning. En udstilling til ære for Isabelle vil afsløre, at hun begik selvmord. Var syg med depression. Som de ustabile kunstnertyper Trier plejer at placere i en sårbar hovedrolle. Her er kunstneren reduceret til birollebombe under tre mænd, der tumler med deres kvinder. Og rollen som mand. Som far, der gerne vil en ny kvinde, men som ikke kan tale med sin søn. Den voksne søn, der selv er blevet far, men som har det svært med ansvaret. Og så den yngste, der så gerne vil hende cheerleaderen.

De er alle moderne, Trier-skrøbelige mænd. Ligesom Anders Danielsen Lie plejer at være det på norsk for Trier. Og lige netop i den detalje ligger forskellen på de to første film og så denne tredje. I Sproget. Den nordiske sarkasme, når det satte unge ægtepar bliver hjemme i weekenden for at spille “Battlefield”, genfindes ikke lige så nuanceret fint, da farmand Byrne i et forsøg på at tale med sønnen begiver sig ubehjælpsomt ind i et fantasy-rollespil på pc, der ender med, at han får hugget hovedet af. Trier er på godt besøg i USA, men han har hjemme i og kender Oslo.