Porno eller kunst? Mest af alt ligegyldig

Linda Lovelace og filmen “Langt ned i halsen” (med den kulørte originaltitel “Deep Throat”) blev på godt og ondt bannerførere for en amerikansk generations forhold til sex og til porno. “Lovelace” er et forsøg på at komme ind på livet af personen bag myten. Det er umiddelbart en svær balancegang, da filmskaberne enten kan virke skingre og alt for politiske i deres kritik af industrien eller smålummert romantiserende omkring den. Instruktørerne Rob Epstein og Jeffrey Friedman, der udover en række dokumentarer lavede filmen “Howl” om Allen Ginsberg i 2010, undgår heldigvis begge disse yderpunkter. Spørgsmålet er, om det, der er tilbage, er særligt interessant?

Amanda Seyfried er god, men aldrig rigtigt imponerende i titelrollen. Hendes rejse fra naiv teenager over hyperseksualiseret pornostjerne til moralsk husmor virker ikke helt troværdig. En del af skylden for det ligger i den måde, der fortælles på. Der er lidt for mange sidespring og morsomme, men i sidste ende unødvendige scener, som trækker opmærksomheden væk fra hendes karakter. Bobby Cannavale, Hank Azaria og Adam Brody er forrygende som henholdsvis producent, instruktør og stjerne inden for pornoens pirrende verden. Scenerne med dem er nogle af filmens bedste, men jeg har lidt svært ved at se deres relevans i forhold til den primære historie.

Anderledes relevant er forholdet til Lindas forældre, spillet af Robert Patrick og en stort set ugenkendelig Sharon Stone. I takt med at Linda gør oprør mod forældrenes stramme moralkodeks, forstærkes spændingerne mellem mor og datter, hvilket kulminerer i scenen, hvor Linda har søgt tilflugt fra sin voldelige mand, Chuck, i forældrenes hus. Moderen instruerer hende kort og kontant i, at når hun er gift, så er hendes plads hos manden, og hvis han slår hende, så må hun bare lade være med at gøre ham sur. Peter Sarsgaard balancerer med sit portræt af Chuck hele tiden på grænsen til vanvid, og det er hans fortjeneste, at en karakter, der er ret endimensionalt skrevet, trods alt bliver troværdig.

Filmens absolut største problem er, at den for mig aldrig bliver rørende eller vedkommende. Lindas traumer bliver relativeret lidt for meget. Der er ingen tvivl om, at hun er offer for en manipulerende og voldelig ægtemand og bliver udnyttet af en kynisk industri, men det er svært at se filmen som en anklage mod porno som sådan. Det er i sidste ende pornobagmændene, der redder hende ud af forholdet med Chuck. Der gøres rede for Lindas anker mod det nedværdigende i pornoen, men filmen er for bornert til at vise os det, så anklagen kommer til at stå underligt tom tilbage. Linda Boreman, som hun hedder i virkeligheden, er en meget kompleks person, der har ment meget forskellige ting i forskellige perioder af sit liv. Hvis man reducerer hende til et feministisk ikon, så skal pointen være ført fuldt ud filmen igennem.

Der skiftes vinkel halvvejs. Her begynder historien forfra, men denne gang mørkere og med fokus på Chucks mishandling af Linda. Det er dog svært at se store forandringer i skildringen af de andre karakterer eller af industrien, og jeg var allerede fra den første begyndelse overbevist om, at Chuck var farlig. Det greb kunne have været yderst effektivt, men det er, som om instruktørerne ikke helt ved, hvad de skal bruge det til. Om filmens generelle mangel på følelsesmæssigt punch også er deres skyld, ved jeg ikke. Men det er nærliggende at tro, at to mandlige dokumentarinstruktører ville have svært ved at behandle emnet med den patos, det fortjener.