En film kan sagtens være en stor bedrift uden nødvendigvis at være en stor film. Det er tilfældet med den smukke “Loving Vincent”, verdens første håndmalede spillefilm.

Historien om det enorme arbejde, der ligger bag den her usædvanlige animationsfilm, er nemlig så spektakulær, at den næsten ender med at skygge for den film, som løber over lærredet. Og “Loving Vincent” indleder da også med at fortælle om sin imponerende tilblivelse.

Over hundrede kunstnere har malet de 65.000 frames, der tilsammen udgør en smuk, men træg udforskning af den store kunstner Vincent van Goghs sidste dage.

Scenerne er først blevet skudt som live-action med skuespillere som Saoirse Ronan og Chris O’Dowd på rollelisten. Optagelserne er dernæst blevet projiceret over på lærreder, hvor de mange kunstnere har brugt dem som udgangspunkt for de håndmalede frames.

De skildrer van Goghs verden i van Goghs genkendelige stil. Den blå himmel, de gule kornmarker, de glimtende stjerner og de sorte krager. Alle de kendte motiver bliver levende. Ligesom alle karaktererne er trådt direkte ud af van Goghs portrætmalerier.

I sin form er “Loving Vincent” en imponerende skildring af van Goghs kunst. Den fortjener at blive set på biografens store lærred, hvor hvert enkelt penselstrøg træder tydeligt frem. Menneskehænder kan bare noget helt særligt.

Den fortælling, som de håndmalede frames formidler, er imidlertid mindre betagende. Begivenhederne udfolder sig efter van Goghs selvmord. Hovedkarakteren er altså ikke den store kunstner, men et af hans motiver: Armand Roulin. En ung mand med et sirligt overskæg, en bredskygget, blå hat og en slående gul frakke.

Da Armands far, postmesteren Joseph, hører, at van Gogh har taget sit eget liv i det nordlige Frankrig, sender han sin søn af sted med et returneret brev, som Vincent skrev til sin bror. Det viser sig dog hurtigt, at brevet aldrig nåede sin modtager, da Theo van Gogh døde kort efter Vincent. I stedet for at vende hjem giver Armand sig til at grave i omstændighederne omkring Vincents selvmord.

Her er “Loving Vincent” nærmere tv-krimi end stor kunst. Armand får mistanke om, at kunstneren ikke skød sig selv. Han blev skudt. Og som en anden Kriminalkommissær Barnaby eller Inspector Morse traver han omkring i landsbyen Auvres og udspørger de lokale, der alle er portrætteret i van Goghs kunstværker. Det er godt, at der bliver forsøgt noget andet end den typiske vugge-til-grav biopic-formel, men forsøget er ikke specielt vellykket.

Det er en undskyldning for at vandre fra den ene velkendte ramme til den anden, mere end det er et spændende krimiplot. Historien har trods alt været kendt i snart 130 år, så det er nok de færreste, der falder for de indlagte plot-twists.

Derfor er “Loving Vincent” ikke en stor film, men på billedsiden er det en banebrydende bedrift. Den indgyder stor respekt. Men kærlighed? Ikke helt.