Luftkastellet der blev sprængt
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 8. jun 2010 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Jeg sad under samtlige 150 minutter af “Luftkastellet der blev sprængt” og bad til, at et luftkastel ville eksplodere. Og hvis ikke et luftkastel, så i hvert fald et almindeligt kastel, en kasserolle eller en kastanje… bare et eller andet, så folkene bag og foran kameraet omsider ville vågne op til dåd og få kickstartet denne håbløse dødssejler.
Filmen har dog langt værre brister end grammatisk uvidenhed. Hvis “Pigen der legede med ilden” var langsommelig og begivenhedsløs, så er “Luftkastellet der blev sprængt” direkte død. Filmen er så fattig på action, at selv en fuldstændig ordinær scene, hvor Salander føres ud til en politibil forfulgt af blot en håndfuld journalister, akkompagneres af højtravende, aggressiv orkestermusik. Efter at have færdiggjort filmen indså filmmagerne måske, at dette var en af deres mest nervepirrende sekvenser. Mere dramatisk bliver “Luftkastellet der blev sprængt” egentlig heller ikke.
Det er tydeligvis også meningen, at vi skal skræmmes af Salanders morderiske halvbror, Ronald Niedermann, som jager Salander. Men det enorme, afblegede muskelbundt fremtvinger i stedet utilsigtet latter med en mekanisk præstation, der fremstår som en parodi på Arnold Schwarzeneggers indsats i den første “Terminator”-film. Michael Nyqvist og især Noomi Rapace, der har hovedrollerne, er dog lige så glimrende som i de forrige film. Men den dynamiske duo kan ikke forhindre filmen i at udløse den ene gabende grimasse efter den anden.
Karaktererne savner i dén grad personlighed, og forholdet mellem Blomkvist og Salander – et af seriens store trækplastre – er nærmest ikke-eksisterende i denne ombæring. I utallige lange dialoger drøfter personerne, hvad de skal gøre, mens man venter på, at nogen faktisk gør noget af betydning. Efter halvanden times ørkenvandring får vi en skudduel på en restaurant, men scenen er så kluntet iscenesat, at man på ingen måde gribes. Det er alt for lidt, alt for sent, og alt imens filmen plagierer alt fra “The X-Files” til “Alle præsidentens mænd”, spekulerer man over, hvad bøgernes succes mon skyldes. Toeren var svag, men sluttede stærkt, men “Luftkastellet der blev sprængt” får desværre aldrig luft under vingerne.
Præsenteret i 1080p/AVC 1.77:1. Selvom det oprindeligt var meningen, at “Luftkastellet der blev sprængt” kun skulle vises på tv, så har filmen et celluloidagtigt look, som får den til at fremstå mere filmisk end de fleste tv-serier. Men desværre har transferet ofte svært ved at behandle gryn, som tit fremstår som plamager af utilsigtet støj – ja, udtværing forekommer endda under filmens mest mørke og grynede sekvenser. Til gengæld er billedet knivskarpt, og detaljerigdommen er langt, langt større her, end den er på dvd. Mange af dagsscenerne ser fantastiske ud. Farverne gengives også fornemt, kontrasten er solid, edge-enhancement forekommer aldrig, og heldigvis har man ikke forsøgt at bruge et DNR-filter til at reducere mængden af gryn og derved blødgøre billedet.
Filmens lydside er mærkbart bedre end toerens, om end ikke helt så raffineret som etterens – her kan man sagtens mærke, at produktionen oprindeligt var tiltænkt flimmerkassen. Det svenske DTS-HD Master Audio 5.1-mix lægger ud med et brag, da en helikopter nærmer sig et svensk hospital, mens et væld af effektive panoreringer og subwooferens rumlen nærmest bringer helikopterens roterende propel ind i dagligstuen. Dernæst falder lydsporet mere til ro, men indimellem leverer det et velkomment, auditivt bombardement i stil med det førnævnte. Lydsporet er meget frontbaseret, selvom flere af filmens sekvenser skriger efter mere aktivitet i baghøjtalerne, og atmosfærelydene er indimellem også lidt besynderlige, især da fuglekvidder høres under en nattescene. Alle lydsidens elementer kommer dog klokkeklart igennem.
Her er intet ekstramateriale ud over trailerne til seriens tre film. Når nu forlægget er så populært, havde det vel været oplagt at producere nogle dokumentarer om filmene og/eller romanerne?
“Luftkastellet der blev sprængt” er en tam afslutning på en alt i alt ganske forglemmelig trilogi, som startede udmærket, men hurtigt blev værre og værre frem til det sidste punktum. Denne Blu-ray er omtrent lige så indholdsløs som filmen. Mængden af ekstramateriale er næsten lig nul, men i det mindste er AV-præsentationen forholdsvis god. Fans vil formentlig investere i udgivelsen under alle omstændigheder, men for manges vedkommende vil det være nok at eje trilogiens første (og eneste) hæderlige del.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet