Det begyndte med en dyster, katolsk antihelt i rød spandex. Det fortsatte med en alkoholiseret, vred detektiv. Den tredje Defender, der viste sit markante, mørke ansigt, var Luke Cage.

Han er nu tilbage i stor stil i et dejligt black familiegangster-drama, der forlænger min lyst til Marvel a la Netflix.

Inspirationerne til anden sæson er mange og gode. Det er “The Godfather”, det er “The Wire“, og det er “Breaking Bad”.

Og selv om “Luke Cage” ikke er helt så godt, som det den låner fra, er det alligevel blandt det bedste, som Netflix-Marvel kan byde på.

Imens Marvels biograf-helte kæmper for hele universets skæbne, kæmper Netflix-heltene ‘kun’ for New York. Og Luke Cage kæmper igen for det sorte Harlem – med alt hvad det indebærer af “The Wire”-lignende gangstere, ‘nigga’-slang, rap, jazz og… reggae?

For Mahershala Alis fremragende Cottonmouth-skurk fra første sæson er udskiftet med en knap så god jamaicansk skurk ved navn Bushmaster. Han er lidt for karikeret og overspillet med tyk accent, hævntørst og metaforiske fortællinger fra en voldelig fortid.

”God can have it back when I’m done with it,” svarer han, når han får at vide, at hævn er forbeholdt Gud.

Men ligesom resten af serien, der starter svagt, bliver den ekstreme Bushmaster en bedre karakter fra afsnit til afsnit, hvor netop hans fortid ender med at give mening til skurkeplanerne.

Og han står ikke alene. Luke Cage skal også bekæmpe den tilbagevendende gangster-godmother Mariah Dillard samt Shades, der viser hende, hvordan man breaker bad.

Mariahs datter, Tilda, kommer også ind i billedet og hjælper med at fremhæve morens lyse og meget mørke sider.

Netop lyset og mørket – det gode og det onde – er et gennemgående tema i denne sæson, der, ligesom “The Wire” og “Breaking Bad”, er god til at gøre skurke sympatiske og forvandle helte til antihelte, der kan være svære at holde af og med.

Luke Cage er til tider selv svær at holde med. For er han egentlig helten, når han tæver folk til blods og har svært ved at styre sin stress og vrede? Det skræmmer ikke bare mig, men også hans nærmeste.

De nærmeste som kæresten Claire, der ikke er enig i hans metoder, og hans far, præsten James, sympatisk spillet af den nyligt afdøde “House of Cards”- og “The Wire”-stjerne Reg E. Cathey.

Dertil kommer et overraskende sjovt besøg fra en af Lukes Defenders-kolleger, der af uforklarlige årsager kun er med i et afsnit.

Det sker i et af de midter-afsnit, der normalt er kedeligt fyld i Netflix’ Marvel-serier, der burde barberes ned til otte afsnit i stedet for tunge 13.

Men selv om “Luke Cage” stadig med fordel kunne være cuttet ned, er der ikke meget fyld at komme efter i en sæson, der forråder, dræber og nedbryder den ene karakter efter den anden.

Og så kommer den slutning… Den slutning, der mere end nogen anden Marvel-serie giver mig lyst til mere.

Lyst til mere sort “Godfather”-familiedrama, sympatiske “The Wire”-gangstere og gode mennesker, der breaker bad.