“Luther” er et modigt forsøg på at genfortælle begivenhederne omkring Martin Luthers opgør med den katolske kirke. Resultatet er en spændende, lærerig og særdeles underholdende film, der dog mister noget af sin dramatiske pondus i sidste akt.

Martin Luther var en katolsk munk i femtenhundredtallet, da den katolske kirke havde et solidt greb om den vestlige verden. Hans kritik og senere oprør mod katolicismen førte til reformationen og den protestantiske kirkeretning. “Luther” følger det meste af hans liv og i særdeleshed oprøret mod den katolske kirke.

Da filmen indledes ser vi Luther inden han er blevet præst. Han flygter fra et voldsomt tordenvejr, og da et lyn støder ned i jorden ved siden af ham, ligger han sig rædselsslagen på jorden og lover Gud at han vil give sig til ham og blive munk, hvis blot Gud vil frelse ham fra tordenvejret. Han overlever naturligvis hændelsen, og bliver en hengiven munk i den katolske kirke.

Hans barnetro og tillid til kirken lider dog et knæk, da han under en rejse til Rom bliver konfronteret med præstestandens reale tilsand. Her kan man erhverve sig afladsbreve, der frikender en selv eller ens slægtninge fra helvedes brand. I en særdeles fremragende scene, køber Luther en slægtning fri, og bliver pålagt sammen med tusinder af andre at kravle på knæ til toppen af en trappe, men da Luther når toppen og vender sig mod folkemængden og hele handelscirkuset, bliver han klar over, hvor meningsløs og hult afladsbrevene er. Bliver man virkelig mere fri for skyld fordi man er heldig nok til at have midler til den slags?

Luther sendes til klosteret i Wittenberg, hvor han pga. sine imponerende åndsevner hurtig bliver doktor i teologi. Paven skal imidlertidig bruge midler til en ny overdådig kirke, og sender derfor afladshandleren Johann Tetzel til Tyskland for at skaffe pengene. Med et show skabt for at skræmme livet af de troende (og ikke ulige moderne dommedagsprofeter), sælger Tetzel afladsbreve der frikender een for enhver synd. Rasende over at se medlemmer af hans menighed udnyttet så groft går Luther til modangreb og kritiserer offentligt Tetzel og afladshandlen. Han er overbevidst om, at paven og de højere magter i kirken, vil standse den slags svindel hvis blot han gør dem opmærksom på det. Deri tager han dog frygteligt fejl.

Efter adskillige mislykkedes forsøg på, at få Luther til at standse sin virksomhed, bliver han endelig stævnet til Worms, hvor det bliver krævet, at han skal afsige sine værker, men Luther nægter og trodser dermed åbenlyst den katolske kirkes autoritet. Den scene udgør på mange måder filmens højdepunkt. Han bliver erklæret fredløs og må flygte for at redde livet.

Filmen følger store dele af Martin Luthers liv, men standser dog ved omkring 1530, 16 år inden hans død. Selve oprettelsen af de første protestantiske kirker ser vi således ikke. Filmen er mere fokuseret på selve opgøret med katolicismen, samt forfølgelsen af Luther.

At filmatisere Luthers liv og forsøge, at få en spændende og dramatisk historie ud af det, er ikke nogen let opgave. At det er lykkedes så godt, og at man virkelig er fornemt underholdt er lidt af en præstation. I forhold til moderne films ofte letsindige omgang med historiske kilder, er filmen meget trofast mod begivenhedernes egentlige forløb, men samtidig keder man sig ikke et øjeblik.

Joseph Fiennes, mest kendt fra “Shakespeare In Love”, spiller hovedrollen som Martin Luther. Det er naturligvis en ganske krævende rolle, eftersom den både skal beskrive Luthers opgør og stålfasthed, samt hans tvivl og splittede karakter. Fiennes gør det vældig godt. I hans fortolkning tror vi på Martin Luther som den karismatiske taler han var. I modsætning til mange nutidige filmhelte er Luther ikke på nogen måde frygtløs. Han er tværtimod tæt på at bukke under for presset et par gange, og hvem ville ikke være det, men det er netop hans beslutning om at tilsidesætte sin egen sikkerhed, for ikke at forlade Guds ord eller sin egen samvittighed, der gør hans handlinger heroiske.

Den altid effektive Alfred Molina spiller solidt Tetzel som en manipulerende afladskræmmer. Jonathan Firth er også glimrende som Alxander, der er udsat af paven for at knække Luther. Bruno Ganz spiller Luthers overhoved i Klosteret, med en rørende menneskevarme der lyser op i midten af al elendigheden. Mest af alt er det dog Sir Peter Ustinov der spiller rollen som fyrsten Frederik Den Vise, der stjæler billedet. Dette blev hans sidste store rolle, og jeg kan dårligt tænke mig en smukkere afslutning end denne. Der er stor klogskab og kry snedighed i hans skuespil, som den hjertelige fyrste.

Det meste af filmen fungerer fornemt, men sidst i fortælingen begynder dramaet dog at mangle målrettethed. Man har simpelthen for travlt med at fortælle historien. Vi får dårlig nok hans kone at se og bondeoprøret er ovre inden vi rigtig begriber hvad der er sket. Filmens slutning synes først og fremmest at skyldes, at det er et passende sted at stoppe, og kommer næsten til at virke som et antiklimaks.