Porten til fortiden

Der er en brun plet på vores blå planet. Det er Atacamaørkenen i Chile. Her er fortiden altid nærværende. Mere end noget andet sted i verden. Mens arkæologer graver i sandet efter mystiske levn fra svundne civilisationer, ser astronomerne på det store La Silla-observatorium mod stjernerne, hvis lys rammer teleskoperne med nyheder om en fjern fortid langt, langt borte. Og side om side med videnskabsmændene går en række gamle damer og skraber i ørkenens overflade. De leder også efter spor fra fortiden. Efter knogler, der engang tilhørte mennesker, de elskede. Mennesker, som forsvandt under Pinochets militær-diktatur. Instruktør Patricio Guzmán retter i “Lysets nostalgi” endnu engang sit særegne blik mod Chile fortid.

Den chilenske instruktør Patricio Guzmán er efterhånden blevet 74 år. Den gamle mester er fortsat fuldstændig fikseret i fortiden. Han længes efter tiden under den socialistiske præsident Allende. Men mest af alt pines han af mindet om Pinochets militærdiktatur, som likviderede utallige politiske modstandere og smed deres lig i havet, hvis de da ikke spredte deres rester i Atacamaørkenen. Guzmáns film er hukommelse. Selv når han ser på nutiden, ser han tilbage til fortiden. Sådan må det være, forklarer en af astronomerne på La Silla. Vi er alle sammen fanget i fortiden. Nuet er en nålespids, overstået i samme øjeblik, som det begynder. I den chilenske ørken, hvor lys- og vejrforholdene er særligt gunstige for stjernekiggere, er selv universets fjerneste fortid tilgængelig.

Alligevel kan de chilenske skolebørn ikke læse i skolebøgerne om den fortid, der ligger Guzmán allermest på sinde. Det er det paradoks, Guzmán kæmper med. Han nægter at lade fortiden ligge. Ligesom en anden af tidens store dokumentarister, Joshua Oppenheimer, manden bag “The Act of Killing” og “The Look of Silence”, der begge erindrer det indonesiske folkemord, drives han af ønsket om at bringe fortidens synder frem til skue. Og ligesom Oppenheimer er Guzmán bevidst om, at han hverken er historiker eller journalist. Han er filmmager. Ligesom Oppenheimer går Guzmáns filmsprog videre end det nøgterne og sobert redegørende. Det er poetisk i ordets egentlige forstand: Det skaber nye sammenhænge, billeder og metaforer, der løfter de grusomme begivenheders blotte fakta op på et niveau, hvor de rammer publikum på en måde, som kun en film formår. Det er ikke helt så fabulerende som i Guzmáns fremragende “Perlemorsknappen”, der fik dansk premiere i sidste måned. Men det er ikke mindre imponerende.

Kynikere vil rulle med øjnene, når Guzmán trækker tråde mellem calcium i stjernerne og knogler i ørkenen. Men det helt særlige blik for de overraskende, smukke perspektiver sætter de meningsløse tragedier ind i en ramme, hvor alt er ved at sprænges af mening. Uden at det bortforklarer dem, eller på nogen måde mindsker rædslen. Tværtimod. Alt fortæller simpelthen bare sin del af historien. Selv landskabet og geografien taler med. En egenskab, Guzmán deler med en anden af de helt store dokumentarister, Werner Herzog. Og ligesom Herzog har Guzmán en særlig evne til at løfte ellers traditionelle talking head-sekvenser til uafrystelige højdepunkter. Guzmán formår at finde virkelige mennesker, der taler så poetisk og prægnant, at selv den skarpeste manuskriptforfatter ville komme til kort.

Der er eksempelvis Valentina, datter af to af Pinochets ofre. Hendes bedsteforældre måtte angive forældrenes skjulested til myndighederne for at redde hendes liv. Det er måske den mørkeste historie af alle i “Lysets nostalgi”. Alligevel er hun i dag et velfungerende menneske, takket være bedsteforældrene, der på ubegribelig vis formåede at holde mørket på afstand og give deres barnebarn en opvækst i lys og relativ lethed. Bedsteforældrene sidder tavse og stoiske og holder om hinanden i sofaen, mens de stirrer ind i kameraet. Og med et sammenfald, der er typisk for Guzmán, viser det sig, at Valentina i dag beskæftiger sig med astronomi. På den måde bindes der en ny, meningsfuld sløjfe af den triste histories mange tråde.